Apple i Kina


Som en fuldblods Apple-bruger fik læsningen af bogen ‘Apple in China: The Capture of the World’s Greatest Company’ af Patrick McGee mig til at krumme tæer mere end én gang.

Min historie med Apple

I 2007 købte jeg en iPhone i USA og fik den jailbreaket, så jeg kunne anvende den med et dansk SIM-kort.

I april 2009 besluttede jeg at skifte fra den Windows-baserede IBM ThinkPad til Apples Mac-univers. Skiftet var motiveret af et projekt, hvor min klient var overbeviste Mac-brugere, men også af et ønske om at prøve noget andet. Medvirkende var nok tillige Steven Jobs’ reklame fra 1997, hvor han gjorde en dyd ud af nødvendigheden og understregede, at Apples produkter mest var for genierne. Altså for de få. For siden succesen med Apple II var han blevet godt og grundigt overhalet af den IBM-kompatible PC. Lanceringen af Apple Macintosh i 1984 var nok innovativ, men der var toget kørt.

Da jeg skiftede i 2009, var Apples MacBook symbolet på uafhængighed. Når jeg trak den op af rygsækken i flyvemaskinen, signalerede jeg, at det i min virksomhed var mig, der bestemte. Alle de, der trak de sorte og grå Windows-PC’er op, var funktionærer på fast månedsløn i firmaer, hvor de ikke havde nogen indflydelse på deres egen arbejdssituation. Steve Jobs’ evne til at positionere Apple havde formet min verdensanskuelse.I maj 20

10 lancerede Apple iPad’en i Tyskland, så jeg købte et eksemplar på vej hjem fra ferie i Sydeuropa. Jeg skrev en lille artikel om mine forventninger, som faktisk har holdt meget godt stik.

Prikken over i’et (!) blev anskaffelsen af en Mac Mini og et Studio Display, der sikrer, at jeg har en vis redundans og kan tåle, at en af computerne fejler.

Fordelene ved Apple-produkter

Der er flere gode grunde til, at Apple har opbygget en næsten kultagtig brugerskare verden over. Produkternes styrker er mange:

Intuitivt design: Apple har en konsekvent brugergrænseflade på tværs af platforme. Det gør det nemt at skifte mellem iPhone, iPad og Mac uden at skulle lære alt for meget nyt.

Økosystem: Samspillet mellem enheder er gnidningsløst – fra AirDrop og iCloud til Handoff og Universal Clipboard. Alt fungerer sammen.

Sikkerhed og privatliv: Apple har konsekvent markedsført sig som forkæmper for brugernes privatliv og har blandt andet gjort det sværere for tredjepartsfirmaer at spore brugere uden samtykke.

Lang levetid og opdateringer: iOS og macOS opdateres regelmæssigt og understøtter ofte enheder i 5–7 år, hvilket er længere end gennemsnittet i industrien.

Kvalitet i hardware og software: Kombinationen af egenudviklet hardware og software gør Apple i stand til at optimere ydeevne og stabilitet på en måde, som få andre producenter kan matche.

Men selv de mest elegante produkter har deres pris – ikke mindst på det etiske plan.

Hvordan Apple lærte kineserne at producere elektronik

Der er mange år siden, at jeg holdt op med at sidde klistret til skærmen, når Apple holdt sine verdensberømte produktlanceringer. Jeg købte nye apparater cirka hver femte år, eller når jeg følte, at tiden var inde. Af samme grund havde jeg også mistet følingen med Apple som firma og fulgte ikke med i selskabets udvikling.

Med Trumps andet indtog i Det Hvide Hus og introduktionen af hans toldpolitik slog det mig dog, at nu måtte Apple komme i en slem klemme. Da jeg stødte på Patrick McGees bog, tænkte jeg, at det kunne være interessant med en opdatering.

Og det fik jeg.

‘Apple in China’- er dels historien om Apple, men naturligvis med hovedvægten på, hvad der er foregået i Kina.
Apple, som i 2024 omsatte for små 400 milliarder dollars og var det første børsnoterede selskab til at runde en værdi på 3 billioner dollars, fremstiller omkring 80 % af sine produkter i Kina. Det gør firmaet ekstremt sårbart – både over for politiske spændinger og logistiske forstyrrelser.

Siden slutningen af 1990’erne har Apple været dybt integreret i den kinesiske økonomi. Virksomheden har uddannet mere end 28 millioner kinesiske arbejdere og opbygget et leverandørnetværk i enorm skala. I 2016 indgik Tim Cook en aftale med den kinesiske regering om at investere 275 milliarder dollars over fem år i landet – en investering, der langt overgår Marshall-hjælpen til Europa efter Anden Verdenskrig.

Kina – en teknologisk supermagt takket være Apple?

Foxconn og andre underleverandører har spillet en nøglerolle i at gøre det muligt at opskalere produktionen af nye Apple-produkter fra koncept til masseproduktion på rekordtid. McGee beskriver, hvordan Apple umiddelbart efter en ny lancering kan have op mod 3 millioner mennesker beskæftiget i deres supply chain – et antal, der falder med en million i de stille måneder.

Samarbejdet har ikke blot gjort Apple til verdens mest effektive hardwareproducent. Det har også løftet Kinas kompetencer og hjulpet landet med at realisere sin ambition om teknologisk uafhængighed og global dominans. Det skete ikke med tvang – det skete med investeringer, viden og vestlig naivitet. Vi troede, at samhandel automatisk ville føre til demokratisering. Det gjorde det ikke.

De etiske dilemmaer

Hvorfor krummede jeg tæer?

Fordi Apple – trods sit brand som forkæmper for innovation, individualisme og etik – ifølge bogen kompromitterer netop de værdier, virksomheden siger, den står for. Firmaet har tilsyneladende ikke blot ignoreret, men også aktivt medvirket til arbejdsforhold og politiske tilpasninger, der sår tvivl om det moralske kompas.

McGee beskriver, hvordan Apple i Kina har fjernet apps på vegne af regeringen, lagret brugerdata lokalt, hvilket potentielt giver adgang til myndighederne, og ignoreret eller bagatelliseret arbejdsforhold hos underleverandører. Tim Cook – kendt som operationsgeniet – har vist sig at være lige så dygtig til geopolitisk balancering som til logistik. Men til hvilken pris?

Et ambitiøst firma i en kompleks verden

Apple forener det sublime med det brutale. En virksomhed, der har ændret verden med sine produkter, men som også er viklet ind i globale magtspil og afhængigheder, der udfordrer vores forestilling om, hvad der er “rigtigt” og “forkert”.

McGees bog er ikke kun en fortælling om en virksomhed. Det er en spejling af vores tid – af globaliseringens pris og kompleksitet.

 

Views: 0

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *