Beijing 1989: Da et forretningseventyr druknede i storpolitik

I slutningen af 1980’erne havde Deng Xiaopings reformer åbnet dele af Kina for udenlandsk kapital, teknologi og produktion. De økonomiske zoner langs kysten fungerede som laboratorier for en økonomi, der var kommunistisk styret, men stadig mere markedsorienteret.

Shenzhen, lige nord for Hongkong, var på få år blevet et hastigt voksende industricentrum. For vestlige virksomheder var regnestykket fristende: lave produktionsomkostninger, billigere transport og adgang til asiatiske markeder.

Det er denne verden, Henrik Bertelsen træder ind i i min roman Helt fra bunden.

En redningsplan i Shenzhen

Henrik arbejder for den danske teknologivirksomhed Printonix, som har udviklet en højhastighedsprinter. Ordreindgangen er vokset hurtigere end produktets modenhed, og tekniske problemer truer med at kvæle virksomheden.

En japansk samarbejdspartner tilbyder at overtage en del af udviklingsarbejdet og flytte produktionen til en ny fabrik i Shenzhen. Det kan sænke omkostningerne og skabe den kvalitet og leveringssikkerhed, Printonix mangler.

Men hjælpen er hverken gratis eller hurtig. Printonix skal betale for udviklingsarbejdet og forpligte sig til at aftage et stort antal printere. Samtidig kan produktionen ikke flyttes fra den ene dag til den anden, og de ustabile dele skal udvikles på ny og afprøves grundigt. For en presset virksomhed er planen både en redningsplanke og en betydelig risiko. Det bliver et kapløb mod tiden: Lykkes planen ikke, før investorernes og kundernes tålmodighed slipper op, er virksomheden færdig.

Under forhandlingerne opstår endnu en mulighed. Den kinesiske luftfartsorganisation CAAC har hørt om printerens anvendelse hos et europæisk flyselskab. Via den japanske partner bliver Henrik og hans amerikanske kollega Mark inviteret til Beijing.

Kineserne vil bestille fem printere med det samme og sikre sig mulighed for at købe halvtreds mere, når produktionen er flyttet til Kina. For en presset virksomhed ligner det et gennembrud – og måske den sikkerhed, banken behøver for at finansiere redningsplanen.

På papiret hænger det hele pludselig sammen.

En by mellem håb og frygt

Men Beijing i begyndelsen af juni 1989 er ikke en normal forretningsdestination.

Efter den reformvenlige partileder Hu Yaobangs død i april var studerende begyndt at samles på Den Himmelske Freds Plads. Protesterne voksede og fik støtte fra andre grupper i befolkningen. Kravene var ikke entydige, men handlede blandt andet om mindre korruption, større åbenhed, pressefrihed og politisk dialog.

Meget syntes muligt. Mikhail Gorbatjov talte om glasnost og perestrojka, kommunistiske systemer i Europa var under pres, og Kinas reformer havde vist, at ledelsen kunne ændre kurs.

Set med vestlige øjne var det nærliggende at tro, at økonomisk åbning ville føre til politisk åbning. Hvis kineserne fik adgang til udenlandske investeringer, internationale samarbejdspartnere og højere levestandard, ville frihed og medbestemmelse vel følge med.

Sådan tænker Henrik også, og hans reaktion skyldes ikke kun tidens optimisme. Han er født i begyndelsen af 1950’erne og er vokset op parallelt med en udvikling, hvor normer, autoriteter og omgangsformer har ændret sig markant. Ungdomsoprøret og nedbrydningen af formelle og uformelle magthierarkier har præget hans syn på samfundet og på hans egen plads i det.

Henrik har taget imod de nye muligheder for indflydelse med åbne arme. Både i gymnasiet og på universitetet deltog han aktivt i studenterpolitisk arbejde og fik sæde i styrende organer. Han har selv oplevet, at unge kunne kræve medbestemmelse uden at ville rive samfundet ned, og at institutionerne kunne give dem plads uden at bryde sammen.

Derfor har han let ved at identificere sig med de kinesiske studenter. Da han besøger pladsen, møder han ikke en folkemængde, der forekommer opsat på revolution, men unge mennesker med ønsker om mindre korruption, større åbenhed og mulighed for at blive hørt. Hvorfor skulle regimet ikke kunne imødekomme dem? Det danske ungdomsoprør havde ændret institutioner og magtforhold uden at udløse en samfundsomvæltning. Henrik håber, at noget tilsvarende kan ske i Kina.

Sammenligningen er naturligvis for enkel. Danmark var et demokrati med institutioner, der kunne optage presset. Kina var en étpartistat, hvor krav om medbestemmelse udfordrede selve partiets monopol på magten. Men Henrik ser først og fremmest de studerendes rimelige krav. Derfor føler han stor sympati med dem og har svært ved at forstå regimets modstand.

Alligevel er faresignalerne tydelige. Der er erklæret undtagelsestilstand. Militære lastbiler står i gaderne. Betjente holder øje med trafikken og folkemængderne. Normaliteten findes stadig, men den er blevet skrøbelig.

Natten mellem den 3. og 4. juni bliver illusionen knust. Militæret rykker ind mod centrum med kampvogne og skarpladte våben. Der bliver skudt mod mennesker, som forsøger at standse fremrykningen. Hvor mange der blev dræbt, er stadig ikke fastslået, men vurderingerne spænder fra flere hundrede til flere tusinde.

Henrik er rejst til Kina for at redde en virksomhed. Nu befinder han sig i et historisk opgør, hvor et regime bruger militær magt mod sin egen befolkning.

Kan handel forandre et diktatur?

Det er her, forretningseventyret bliver til storpolitik.

Printonix har stadig brug for redningsplanen. Fabrikken ligger i Shenzhen, og den kinesiske ledelse opgiver ikke ambitionen om at tiltrække udenlandsk kapital. Den økonomiske åbning fortsætter, selv om håbet om politiske reformer bliver slået ned.

Derfor er valget ikke enkelt. Udenlandske virksomheder kan skabe arbejdspladser, udvikle kompetencer og styrke kontakten med omverdenen. De kan bidrage til at løfte mennesker ud af fattigdom.

Men de kan også levere kapital, teknologi og legitimitet til et regime, der ikke accepterer politisk modstand. Støtter en udenlandsk virksomhed befolkningen gennem arbejdspladser og handel – eller det system, der sætter rammerne?

Henrik forsøger først at holde de to verdener adskilt. Forretningsaftalen handler om printere, kvalitet og omkostninger. Demonstrationerne handler om kinesisk indenrigspolitik. Hvis Danmark mener, at virksomheder ikke bør handle med Kina, må politikerne indføre sanktioner. Så længe de ikke gør det, opererer Printonix inden for de gældende regler.

Det er et forståeligt synspunkt, men også en bekvem måde at flytte ansvaret fra sig på.

Love og sanktioner fortæller, hvad en virksomhed må gøre, men ikke nødvendigvis, hvad den bør gøre. Virksomhedens ledelse må selv afgøre, hvilke kompromiser den kan leve med, og hvornår den moralske pris er blevet for høj.

Når virkeligheden trænger ind i fiktionen

Begivenhederne i Beijing er veldokumenterede, blandt andet fordi mange udenlandske journalister og fotografer var i byen. Jeg har sammenholdt samtidige beskrivelser, senere historiske fremstillinger, fotografier og kort for at placere de fiktive personer i et genkendeligt historisk forløb.

Jeg har dog ikke skrevet en dokumentarisk rekonstruktion. Henrik Bertelsen, Printonix og mødet med CAAC er fiktion, selv om virksomhedens udfordringer er inspireret af mine erfaringer. Jeg har også ændret kronologien lidt: Den ukendte mand foran kampvognene blev fotograferet den 5. juni. I romanen oplever Henrik scenen tidligere for at samle forløbet.

Den historiske baggrund er virkelig, mens personerne og deres konkrete oplevelser er formet af fiktionen. Det afgørende har været at bevare begivenhedernes karakter og moralske tyngde.

Beijing er derfor mere end en dramatisk kulisse i Helt fra bunden. Begivenhederne tvinger Henrik til at se sin redningsplan i et nyt lys. Før var spørgsmålet, om aftalen kunne redde Printonix. Nu må han også spørge, hvad virksomheden bliver en del af, hvis den gennemfører den.

Romanen kredser flere steder om det populære motto om aldrig at give op. Det lyder handlekraftigt og inspirerende, men kan være elendig rettesnor. Nogle projekter bør reddes. Andre bør standses, mens der endnu er noget at redde. Vanskeligheden består i at kende forskellen – især når man allerede har investeret penge, prestige, loyalitet og en stor del af sig selv.

I Beijing får spørgsmålet om at blive eller trække sig en helt anden alvor. Hvornår skal man forlade et farligt sted, og hvornår har man pligt til at blive? Hvornår hjælper ens tilstedeværelse andre, og hvornår hjælper den blot magthaverne? Og hvor længe kan man kalde det vedholdenhed, før det i virkeligheden er selvbedrag?

Helt fra bunden udkommer den 17. september 2026

Det er de spørgsmål, Henriks forretningseventyr drukner i. De er stadig ubehageligt aktuelle.

Læs kapitel 1 gratis
Views: 5

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *