I forbindelse med redigeringen af manuskriptet til romanen For ussel Mammon, er der historier, der ryger ud for at give plads til andre. Sådan er det nu en gang. Nogle af historierne synes jeg imidlertid fortjener at overleve, og jeg udgiver dem derfor som artikler og podcasts.
Her kommer indledningen i det første manuskriptudkast. Min idé var at starte op i et roligt tempo og forme bogens univers og atmosfære. Men både alfalæsere og redaktøren syntes, at bogens drama skulle synliggøres med det samme. Det valgte jeg at bøje mig for, men du skal ikke snydes for den oprindelige start. Den kommer her.
Tilbuddet
Jeg lukkede bildøren, lagde hænderne på rattet og kiggede ud af forruden. Var det klogt af mig, at jeg havde accepteret tilbuddet med det samme? Skulle jeg have bedt om betænkningstid og måske have konfereret det med Sammy først?
Men projektet indeholdt alt det, jeg brændte for: rejser, oplevelser og indblik i et samfundssystem og en kultur, som jeg selvfølgelig havde hørt meget om, men aldrig oplevet. Fremfor alt ville det give en velkommen forandring fra en dagligdag, der var blevet noget udsigtsløs. Og vanskelig. Måske endda usikker.
Som det første skulle jeg finde en afløser til mit nuværende job.
Det kunne snildt organiseres. Mine medarbejdere ville klare sig fint uden mig. De ville næppe blive kede af at skulle have en ny chef. Tilmed glade?
Solen skinnede fra en skyfri himmel, det var vindstille, og temperaturen var vel lige omkring de 25 grader. I udlejningsbilen var der gloende varmt, så jeg tændte for motoren for at få aircondition på. Klokken var lidt over fire, og jeg havde ikke mere på programmet for den dag. I morgen, torsdag, skulle jeg flyve til Washington D.C. og sammen med min nye chef mødes med nogen i State Department, det amerikanske Udenrigsministerium. Først fredag sidst på eftermiddagen skulle jeg retur til Danmark med SAS-flyet fra New York. Jeg fløj business class og kunne sikkert få nogle timers søvn, så det værste jetlag var overstået, når jeg landede i Kastrup lørdag morgen. En taxa ville vente udenfor ankomsthallen og køre mig til Hillerød. Samme aften skulle jeg spille med bandet til en privat fest. Vi skulle som sædvanligt først på efter spisningen, så med sange og taler kunne det godt trække ud. Det ville blive sent, før jeg kom hjem og i seng.
Parkeringspladsen foran Control Datas hovedkontor i Bloomington i den sydlige del af tvillingebyen Minneapolis/Saint Paul lå lige ud til et grønt område, der skrånede let ned mod Minnesotafloden. Jeg fik lyst til at gå en tur langs floden, men kunne ikke se, at der var nogen stier på den anden side af Old Shakopee Road. Det vidste jeg til gengæld, der var henne ved The Minnesota Valley National Wildlife Refuge, som lå nogle hundrede meter mod øst. Havde det været i Europa, var jeg gået derhen, men her gik man ikke. Man kørte.
Iført mørkegråt Hugo Boss jakkesæt, lyseblå skjorte, bordeauxfarvet strikket Yves Saint Laurent slips og sorte Lloyd sko var jeg ikke klædt på til uvejsomt terræn, men stierne langs Long Meadows Lake og ned til floden var velplejede. Det havde ikke regnet for nylig, så de var sikkert også tørre. Lod jeg jakke og slips ligge i bilen og smøgede skjorteærmerne op, kunne jeg med et moderat tempo undgå at komme til at svede for meget.
Der var kun få biler på parkeringspladsen ved parken denne onsdag eftermiddag, så jeg ville nok have området for mig selv. Det passede mig fint. Ikke at jeg havde noget imod selskab, men det var også rart at være alene.
Fra jeg startede i Control Data i januar 1980 og til det her tidspunkt, den 31. august 1985, havde jeg haft omkring ti ture til Minneapolis. Jeg havde gået og løbet i området ved floden flere gange og på forskellige tidspunkter af året. Det var efter råd fra mine kolleger lykkedes mig at undgå vintertiden, hvor vejret i Minnesota kunne være brutalt koldt. Til gengæld havde jeg været her, når sommerhedebølgerne skyllede hen over den flade gule prærie, og folk i weekenden valfartede til de mange søer for at bade, sejle eller bare hænge ud i barerne. Foråret eller efteråret var klart at foretrække. Solen ville først gå ned ved nitiden, så jeg havde ikke noget hastværk. Var jeg heldig, ville jeg måske kunne spotte et par hjorte på turen. Det var sket før.
Det projekt, jeg i mødet samme formiddag var blevet tilbudt, gik ud på at sælge vores store computersystemer, CYBER-mainframes, til Sovjetunionen. Efter at Gorbachev var tiltrådt som ministerpræsident i april 1985 og havde tilkendegivet en ny linje, havde der øjensynligt været livlig kontakt mellem hans og præsident Reagans folk. Under alle omstændigheder havde vores øverste chef, Bill Norris, fået meddelelse om, at der var en aftale på vej, under hvilken russerne kunne købe amerikansk computerteknologi til civile formål. Hvor meget og hvordan var ikke aftalt i detaljer. Købene ville blive finansieret af en række internationale banker og garanteret af den amerikanske regering. Over tid skulle en øget sovjetisk eksport kunne tilbagebetale lånene. Det forventedes, at aftalen ville falde endeligt på plads inden for de næste seks måneder, men der kunne allerede nu etableres kontakter. Russerne havde specifikt nævnt ønsket om at få en eller flere supercomputere, hvilket gjorde Control Data ekstra relevant.
Hvorfor ledelsen netop tilbød mig posten som projektleder, var ikke direkte blevet nævnt, men jeg havde en anelse. For det første var jeg allerede i 1982, altså kun tre år efter at jeg startede som sales trainee i firmaet, blevet en af firmaets topsælgere. Det var der blevet lagt mærke til. Det var også lykkedes mig, som den første uden for USA, at sælge et PLATO-system. Det var strategisk vigtigt. PLATO stod for Programmed Logic for Automatic Teaching Operations, var udviklet af et amerikansk universitet og kørte kun på vores computere. Vores topchef, Bill Norris, mente, at det var fremtiden og havde i midten af 1970’erne forhandlet sig til en kommerciel version, som Control Data havde ret til at sælge. Efter ti år og mange milliarders investering tabte aktiviteten fortsat penge.
Og endelig havde jeg, da PC-bølgen ramte markedet, lynhurtigt omstillet min afdeling og etableret en ny forretningsenhed, der kunne levere løsninger på den nye platform. Det var blevet en så stor succes, at afdelingen nu var den bedst præsterende af sin art i hele koncernen.
Det var antageligt på den baggrund, at ledelsen fandt, at jeg var den rigtige til at lede det sovjetiske projekt. Men jeg vidste det ikke, for de havde blot nævnt, at det af politiske grunde var bedst, at lederen af projektet ikke repræsenterede et af de lande, der havde været mest eksponeret i den kolde krig, der formelt set fortsat kørte mellem de to blokke. En nordeuropæer ville forekomme mere ubelastet. Jeg havde tænkt, at en svensker eller finne i så fald ville være det oplagte valg, men det var altså blevet mig.
Kometkarriere
Min kometkarriere, der måske nok på overfladen så ud som skinnende guld, var knapt så ædel på undersiden. Men jeg havde lært, at amerikanerne elskede at tilskrive succes til enkeltpersoner. De forstod ikke, at vi alle stod på skuldrene af andre, og at rene tilfældigheder kunne spille afgørende roller. Det var dem for kompliceret, eller også stred det mod deres ideologi. Når jeg skulle forhandle løn og andre vilkår, var min position som supermand også langt mere fordelagtig end virkeligheden. Så hvorfor underspille den?
Tilbuddet kom heller ikke helt bag på mig.
Året forinden havde jeg været på et internationalt ledelseskursus, der til stor fortrydelse for de danske deltagere blev afholdt på Bornholm. Vi ville hellere på kursus i Paris, London, Lausanne eller Divonne Les Bain. Sidstnævnte sted, der lå i kanten af Jurabjergene kun få kilometer fra Geneves lufthavn, var et af Control Datas fortrukne lokationer for internationale møder og ledelseskurser. Her var flere Michelin-restauranter og et stort fornemt casino. Jeg spillede ikke selv og syntes i øvrigt, det var grotesk, at man skulle tage det allerfineste tøj på for at få lov til at tabe sine penge ved rouletten eller blackjackbordet. Så hellere hænge nogle timer over en seks-retters menu på Chateau Divonne med lidt god vin og en armagnac til kaffen.
Under kurset på Bornholm havde firmaets øverste ansvarlige for den interne uddannelse trukket mig til side og spurgt, om jeg var interesseret i internationale opgaver. Det havde vi allerede drøftet derhjemme, og vi var enige om, at opgaver, der ikke indebar, at vi skulle flytte til USA, var OK. Derfor kunne jeg også svare bekræftende. Jeg vidste udmærket, at uddannelseschefens spørgsmål var en føler fra højere sted, der skulle afgøre, om jeg skulle sættes på eller fjernes fra en potentialeliste. Om der nogensinde kom noget ud af det, var uvist.
Nede ved floden
Jeg havde gået et par kilometer og var nu nede ved floden, der havde navn efter staten. Eller omvendt. Mod nord reflekteredes solen i glasfacaderne på de bygninger, der rummede Control Datas hovedkontor, hvor jeg netop som ved et trylleslag var sluppet ud af et job, jeg ikke trivedes i, og hvor fremtiden virkede mere end usikker. Facaderne glimtede, som var de af guld. Fra den internationale lufthavn, der lå lige nord for hovedkontoret, lettede og landede fly i en jævn strøm, og fra de omkringliggende motorveje lød en sagte summen. Dog ikke højere end at man her, hvor jeg gik, kunne høre fuglene og fornemme en fred, der i sin kulisse af motorveje og lufthavn føltes meget håndfast. Som roen i orkanens øje.
Egentlig kunne jeg godt lide Minneapolis/Saint Paul. Tvillingebyerne, som de kaldtes. Ikke at byerne eller området kunne måle sig med Boston, New York eller San Francisco. Men den store tilstrømning af immigranter fra de nordiske lande i slutningen af 1800-tallet havde sat sit præg på indbyggernes selvopfattelse. Standardspørgsmålet “hvor kommer du fra?” blev altid efterfulgt af et stort smil, når man svarede Danmark.
Den respekt, der stod om Control Datas navn, da jeg i juni 1980 var her for første gang, var falmet en del siden. På de knap fem år var selskabet gået fra at være en stjerne med voksende beskæftigelse, omsætning og indtjening til nu at kæmpe for sit liv. Medarbejderstaben, der sammen med omsætning og indtjening toppede i 1981 med omkring 60.000 ansatte, var efter afskedigelsen af de seneste 6.000 halveret. Hårdest gik det ud over aktiviteterne i USA, hvor fabrikker slet og ret blev lukket.
Paradoksalt nok var samme skæbne ikke overgået det danske datterselskab. Her gik det bedre end nogensinde. Personligt havde jeg gjort kometkarriere. Fra at være trainee var jeg på blot fire år avanceret til salgsdirektør med stort kontor, PH-lamper, Fritz Hansen-møbler og egen sekretær i forkontoret. Min løn var eksploderet, og ledelsen var meget tilfreds med min indsats. Det var jeg imidlertid ikke selv, og jeg tror heller ikke, mine medarbejdere var. Ledelse interesserede mig som sagt ikke. Det var en ulempe, når jeg nu havde et chefjob.
Der var gået en times tid, og jeg nærmede mig Route 77, en nord/sydgående motorvej, der forbandt Route 62, som gik nord om lufthavnen, med Interstate 35E mod syd. Stien gik ganske vist under motorvejen og fortsatte mange kilometer mod vest, men det var altså for varmt at trave rundt i Lloyd-sko, lange bukser, undertrøje og skjorte, så jeg vendte om. Mit hotel, Marriott Courtyard, lå fem minutters kørsel fra, hvor bilen holdt parkeret. På den anden side af gaden fra hotellet lå en restaurant, hvor jeg havde tænkt mig at spise aftensmad. Det var en af de mange kæder, men den her lavede gode steaks og stillede ikke krav om særlig påklædning. Jeg kunne lade bilen stå og gå derover. Det betød, at jeg kunne drikke et par glas vin, hvis jeg fik lyst til det.
* * *
Topledelsen i Control Data havde fra midten af 1970’erne fuldstændig fejlvurderet den teknologiske udvikling. Først havde de overset betydningen af minicomputeren, og dernæst fik de heller ikke fat i, hvad lanceringen af Pc’en ville komme til at betyde. De nye teknologier var i starten ikke interessante for vores kernekunder, der fortsat efterspurgte større og kraftigere computere. Men så begyndte kundernes kunder at fatte interesse og tog opgaver hjem. I stedet for at deles om de store computere fra Control Data, kunne hver afdeling få deres egen minicomputer fra firmaer som Prime, Norsk Data, HP, Data General, DEC og mange flere. Det gav kundernes kunder mere kontrol. Når vores kunder mistede kunder, landede problemet til sidst hos os. De nye teknologier førte samtidig til enorme udvidelser af markedet, hvor vi stod helt uden noget at tilbyde.
Fra en solid og selvsikker position blot nogle få år tidligere, halsede vi bagefter konkurrenter, der havde fået et gedigent forspring. Vi skulle finde et nyt ståsted, men sideløbende hermed skulle vi stoppe hullet i skroget, hvor pengene fossede ud. Gjorde vi ikke det, ville kassen løbe tom. Glasnostprojektet kunne nok ikke i sig selv tætne lækagen, men det kunne give en tiltrængt transfusion af både penge og selvtillid. Især hvis det lykkedes at få solgt en eller flere ETA-10 supercomputere, der var Control Datas forsøg på at konkurrere med CRAY. På papiret så den imponerende ud, men endnu kunne den ikke leveres.
På vejen tilbage til bilen strålede hovedkontoret fortsat som guld i den nedgående sol.
Andre bortredigerede episoder:
Campingfatter og den lille charmør
Hvordan en kalender ændrede mit liv
