Nedenstående er et uddrag fra min bog Helt fra bunden.
Vi befinder os i slutningen af 1980’erne. Fortælleren sidder med sin hustru, Sammy og en gammel ven over en øl i Danmark.
Thorkild og familien er på vej hjem fra Zanzibar, hvor han som projektleder for et danskstøttet uddannelsesprojekt skulle rette op på en håndværkerskole.
Det, der på papiret lignede et meningsfuldt udviklingsprojekt, viste sig at være noget helt andet.
Samtalen kredser om idealer, kulturmøder, bistandens paradokser – og det øjeblik, hvor man må beslutte sig for, om man vil fortsætte i et system, der ikke fungerer, eller trække stikket.
Uddraget står centralt i bogen, fordi det tematiserer noget, der går igen i Helt fra bunden: spændet mellem intention og virkelighed – og modet til at sige stop, når noget ikke længere giver mening.
Du kan læse mere om bogen her: Helt fra bunden
“Vi kommer hjem,” sagde Thorkild, da vi havde knappet øllerne op.
“Hvornår?” spurgte Sammy.
“Så hurtigt vi kan.”
“Hvorfor?” spurgte jeg.
“Fordi vi spilder vores tid,” svarede han, tog en slurk øl og kiggede kærligt på flasken. “Jeg blev sendt til Zanzibar for at rette op på en skole, der uddanner håndværkere. På papiret lød det helt rigtigt. Projektet var nødlidende, men meningsfuldt. Der var brug for en fast hånd, og det skulle være en med praktisk erfaring – især inden for bygningshåndværk – som kunne få det på rette spor.”
“Så er du den rette mand,” sagde jeg og huskede ham som den praktiske og energiske igangsætter i bofællesskabets unge år.
“Ja, men allerede fra begyndelsen kunne jeg mærke, at det her ikke bare gik ud på at få styr på værkstedet eller undervisningen. Der var besværligheder overalt. Internt var der rod og modstand mod ændringer. Kulturelt stødte jeg konstant på usynlige regler og forventninger, som ingen havde fortalt mig om, men som alligevel styrede det hele. Og bureaukratiet … ja, det lagde en tung dyne over enhver beslutning. Alt tog længere tid, end det burde, og den energi, jeg havde regnet med at bruge på at forbedre skolen, forsvandt i forviklinger og administration.
Nå ja, så var der også lige religionen og overtroen. Jeg har siddet til møder, der blev afbrudt, fordi nogen mente, at onde ånder var på spil. Jeg har set fornuftige beslutninger blive annulleret, fordi en åndemaner sagde nej. Hvordan planlægger man et projekt efter den slags?”
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på mine egne oplevelser i Saudi-Arabien og i Sovjetunionen. Selvom det ikke direkte kunne sammenlignes, var det svært at navigere, når både spilleregler og kultur var komplet fremmede.
“Men jeg knoklede på og tænkte: okay, det her er svært, men det er derfor, jeg er her,” fortsatte han.
“Så skete der noget, som ændrede hele min forståelse af projektet. Efter nogle måneder fandt jeg nemlig ud af, at der slet ikke var mangel på uddannede håndværkere på Zanzibar. Overhovedet ikke. Der var folk nok. Problemet var, at vi var ved at ødelægge deres levebrød.
Skolen fik penge fra Danida og Mellemfolkeligt Samvirke. Det betød, at vi kunne udføre arbejde ekstremt billigt. Så billigt, at vi underbød de lokale håndværkere. Jeg stod pludselig som leder af en skole, der med danske støttekroner drev konkurrenceforvridende virksomhed. I stedet for at hjælpe lokalsamfundet endte vi med at presse det. Det var som at komme med vand til en brønd, der allerede var fuld – og samtidig skubbe de lokale væk fra den.
Og det blev værre.
Jeg lagde mærke til, at værktøj forsvandt. Ikke bare sådan lidt hist og her, men systematisk. Det gik op for mig, at der var organiserede tyverier fra skolen. Værktøj røg ud ad bagdøren og endte hos de samme håndværkere, som vi i forvejen udkonkurrerede. Altså: vi underbød dem med støttede priser, og samtidig forsynede vi dem med vores nye, moderne værktøj gennem tyveri. Det var et absurd kredsløb.
Så kom lastbilen.
For Danida-penge fik vi anskaffet en lille ladvogn. Jeg husker stadig den dag, den kom – folk var glade, det lignede fremskridt. Tre uger senere vågnede vi op en morgen og opdagede, at gearkassen var forsvundet. Væk. Bare sådan. Vi overvejede at skaffe en ny gearkasse, men det blev opgivet. I stedet solgte vi lastbilen som reservedele på et marked i nærheden.”
Han tog en slurk øl og rystede på hovedet
“Og ved du hvad? Ugen efter kunne jeg se den køre rundt igen på øens veje. Nu med en lokal håndværker bag rattet. Han havde tydeligvis hurtigt fundet en gearkasse, der passede perfekt.”
Han holdt en pause og rystede på hovedet.
“Jeg kunne ikke lade være med at grave i historien bag projektet. Desto mere jeg kiggede, jo tydeligere blev det. Ledelsen holdt kun liv i skolen for ikke at miste bevillingen. Projektet levede ikke, fordi det gav mening. Det levede, fordi penge skulle bruges for at udløse flere penge. Så længe man kunne sige, at midlerne var i aktivitet, kunne man også få nye.
Det var dér, jeg ramte min grænse.
Jeg ville ikke være en del af et projekt, der var overflødigt – ja, måske ligefrem skadeligt – og som i virkeligheden bare eksisterede for sin egen skyld. Så jeg satte min ledelse stolen for døren. Jeg sagde det lige ud. Enten ændrer vi det her fundamentalt, eller også stopper vi.
Til sidst accepterede de. Kontrakten bliver afsluttet, og de har accepteret at betale for familiens hjemtransport.”
Han sukkede.
“Hvad med Jytte og børnene?” spurgte Sammy.
“De har det fint,” svarede han. “På privatfronten lever vi et særdeles privilegeret liv. Vi har tjenestefolk til det hele. Ikke fordi vi ønsker det, men det kan man som udlænding ikke undslå sig. Og jeg må da ærligt indrømme, at det er noget, man hurtigt vænner sig til og sætter pris på.”
Da Sammy og jeg fik David, besluttede vi at hyre betalt rengøringshjælp, og skjortestrygning havde jeg udliciteret til en af de store piger i bofællesskabet. Men alt det øvrige sørgede vi selv for. At have nogen rendende rundt i sit hus for at lave mad, vaske tøj og passe børnene kunne jeg ikke forestille mig. En havemand ville nu ikke være af vejen.
“Kan du virkelig komme ud af kontrakten?” spurgte jeg.
“Det er derfor, jeg er hjemme,” svarede han. “Vi skal have det praktiske på plads.”
Jeg nikkede og ventede.
“Jeg er også kommet for at høre, om der er en ledig plads i Harløse Retro?”
“Vil du have en øl mere?” spurgte jeg.
Selvfølgelig var der plads til Thorkild. Det var ham, der havde taget initiativet og skabt bandet. At spille i et rockband var en drøm, jeg havde haft siden pengegaverne fra min konfirmation gik ind på bankkontoen og muliggjorde købet af en guitar. At det først blev til noget, da jeg kom i gymnasiet, skyldtes min mors uvilje. Hver gang jeg bragte emnet på bane, var hun imod det. Jeg fik aldrig spurgt hende, hvorfor, og da jeg endelig tog mig sammen til at komme i gang, havde hun skiftet holdning. Måske var hun bange for, hvad der kunne ske, hvis jeg gik i gang for tidligt?
Jeg knappede de friske øl op.
“Selvfølgelig er der plads,” svarede jeg. “Og er det ikke pudsigt, at ligesom Werner melder fra, så melder du til?”
“Har Werner forladt bandet?” spurgte Thorkild forbavset, og jeg gav ham historien.
“Det gør mig ondt at høre,” sagde han.
“Hvornår er din situation afklaret?” spurgte jeg. “Vi har et spillearrangement lørdag den 18. november og skal også levere dansemusik til et par firmajulefrokoster i december.”
“Det lyder fantastisk,” sagde han.
Interesset i mere? Skriv dig på listen her.
