Denne historie om Henrik Bertelsens ambitioner som musiker kom ikke med i romanen For ussel mammon.
I skyggen af forretningsrejser og storpolitik tager Henrik Bertelsens passion for guitaren ham ind i amerikanske musiktempler, gennem toldkontroller og frem til øjeblikket, hvor strengene slås an på scenen foran et danseglad publikum.
Du kan læse første del af historien herher.
Guitarbutikken var enorm.
Næste gang nogen spurgte mig om, hvad jeg bedst kunne lide ved USA, ville deres enorme musikbutikker komme højere op på hitlisten.
Det var under et besøg på vestkysten i 1982, at jeg i San Francisco havde købt en kulsort Gibson Les Paul Custom samt en Shure SM58 mikrofon. Vi havde pruttet om prisen, og ud over et nedslag havde jeg fået ledninger og en solid kuffert til guitaren med i købet. En bekendt havde rådet mig til at få en faktura på et mindre beløb, så jeg kunne slippe billigere, hvis tolderne i Kastrup skulle vise interesse. Det var musikhandleren helt med på, og jeg fik to regninger med. Den ene med alle delene og deres oprindelige pris samt den rabat, han havde givet. Den anden lød kun på guitaren, der var anført som brugt, og her var beløbet det halve.
I lufthavnen i Los Angeles havde jeg en længere snak med SAS-personalet, der endte med, at jeg måtte tjekke min Gibson ind sammen med kufferten. Det gjorde ondt at se den spritnye guitar trille hen ad transportbåndet og forsvinde gennem en lem. Hvad kunne der ikke ske på den anden side?
Ved ankomsten til København dukkede den da heller ikke op på båndet. I bagageservicen kunne de dog til min store lettelse fortælle, at den ikke var blevet væk, og ville komme med et fly dagen efter. De ville ringe, når den ankom.
Det gjorde de så og meddelte, at jeg skulle komme ud i lufthavnen, fordi tolderne gerne ville have en sludder med mig.
Øv. Jeg havde håbet at kunne slippe under radaren, men heldigvis havde jeg min specialkvittering.
Tolderen var en flink og snakkesalig mand, hvis datter spillede cello. Han var tydeligt interesseret i min Gibson, og spurgte om jeg vidste, hvor brugt den var. Jeg svarede, at den stort set ikke var brugt. Den var kommet retur, fordi køberen ikke kunne betale afdragene. Så vidt jeg kunne se, var der kun spillet på den meget få gange.
Tolderen beregnede told og moms af beløbet på min kvittering og ønskede mig tillykke med den gode handel. Jeg havde på fornemmelsen, at han vidste mere, end han gav udtryk for. Hvor mange brugte musikinstrumenter uden en eneste skramme havde han set i sin karriere?
En Ovation 1621
Tonys vens musikbutik i New York var langt større end den i San Francisco og opdelt efter instrumenttype. Tony anbefalede, at jeg kiggede på brugte guitarer, hvor priserne, hvis det ikke lige var et vintageprodukt, var meget gunstigere. Der var hundredvis af brugte westernguitarer med pickup svarende til den Ovation, jeg var på udkig efter, men ingen af dem havde den rundede kunststofbund, som jeg havde forelsket mig i. Ovation-mærket var i mine øjne den ultimative elektrificerede akustiske guitar. Indtil videre havde jeg spillet på en japansk kopi af Gibsons Hummingbird, hvor jeg selv havde monteret en passiv mikrofon. Den lød okay, men da Tony fik sat en Ovation model 1621 til en Musicman Combo, var jeg solgt. Hold op, hvor lød den godt.
Jeg var ikke nogen stor guitarist. Min styrke lå først og fremmest i min sangstemme, hvor jeg udover at kunne pitche også dækkede et ret stort register. Hertil kom, at jeg kunne gå i falset uden at overgangen kunne høres tydeligt. Det var en fordel, når der skulle synges harmonier. Mit guitarspil var hovedsageligt strumming, hvor man slår alle strenge an samtidig. Skalaer havde jeg aldrig fået lært, og fingerspil heller ikke. Men jeg kunne dog plukke i akkorderne, så det gav lidt variation.
Valget faldt på en Ovation model 1621 bygget i 1979 af naturtræ og med en aktiv mikrofon. Den havde ikke cutaway, der gjorde det nemmere at komme til de nederste bånd på gribebrættet, men det havde jeg som rytmeguitarist heller ikke rigtig behov for. Guitaren kom med en brun robust flight case, hvilket var nødvendigt, da jeg næppe heller denne gang kunne få den med op i kabinen som håndbagage. Det gjorde ikke noget, fordi jeg havde set, hvordan man ude i JFK-lufthavnen for nogle få dollars kunne få den pakket ind i plastik. Det ville beskytte den under den hårdhændede behandling hos bagagefolkene.
Vi udvekslede kontaktoplysninger, jeg og drog tilbage til hotellet i højt humør. Allerede den følgende dags aften skulle spaden, som vi musikere kaldte vores guitarer, have sin debut i et par af numrene på vores repertoire. Jeg glædede mig også til at vise de andre i bandet min nyerhvervelse.
