I forbindelse med redigeringen af manuskriptet til romanen For ussel Mammon, er der historier, der ryger ud for at give plads til andre. Sådan er det nu en gang. Nogle af historierne synes jeg imidlertid fortjener at overleve, og jeg udgiver dem derfor som artikler og podcasts.
En af fordelene ved at rejse alene var, at man kunne komme i seng i ordentlig tid, stå tidligt op og løbe sig en morgentur, inden resten af verden fik øjne. Jeg bookede, som nævnt, helst små hoteller uden restauranter. De var billigere, værelserne var større, og det var hyggeligere at finde en diner i nærheden, hvor man allerede ved andet besøg var stamgæst. Sådan en havde jeg fundet under mit første besøg i New York og blev hver gang genkendt, selvom der kunne gå halve år mellem, at jeg dukkede op.
Kokken, Wayne, der lagde navn til stedet, var en fåmælt, ranglet, ældre sort herre med gråt hår. Fåmælt var til gengæld servitricen, Sophia, en fyldig, rødhåret dame midt i halvtredserne og med en tyk Brooklyn-accent, ikke. Klientellet var meget blandet, med mig som vist den eneste ikke-derboende udlænding.
“The Great Dane er tilbage,” sagde Sophia, så hele restauranten kunne høre det. Hun må have hentydet til hunden af samme navn eller måske min højde på 190 cm. I USA var great normalt lig med rig eller berømt, og det var jeg på ingen måde.
Jeg var endt med at have spist en burger her aftenen før og var nu kommet tilbage for at få morgenmad. Der var en plads ledig oppe ved bardisken, hvor Wayne stod på den anden side og effektuerede kundernes ordrer. Jeg bestilte kaffe, juice, scrambled eggs med pølse og bacon og toast med appelsinmarmelade.
“Det er på vej,” erklærede Sophia og hastede videre til andre gæster.
“På vej ind eller ud?” spurgte Wayne, idet han vendte sig halvt om mod mig. Han havde aldrig før uopfordret talt til mig, men det var også første gang, jeg satte mig lige bag ham.
“Jeg er på vej hjem til Danmark,” svarede jeg. “Har et fly fra JFK i eftermiddag.”
“Du er dansker?” spurgte sidemanden, en kontortype med tredelt jakkesæt og cowboystøvler.
“Ja,” svarede jeg. “Fra København.”
“Cool.” Svarede han og satte tænderne i sin french toast med sirup.
“Du Wayne, hvor køber man en god guitar i New York?” Det var et skud i tågen. Jeg havde aldrig snakket musik med ham før, men han mindede mig om Chuck Berry.
“Hvad?” Wayne var overrasket.
“Du er Chuck Berrys bror, er du ikke? Du må da vide noget om musikinstrumenter,” sagde jeg.
“Gid jeg var,” svarede han og klukkede.
“Det er et stort kompliment,” råbte Sophia, så hele restauranten kunne høre det. “Danskeren mener, at Wayne er Chuck Berrys bror!”
Der blev grinet lidt blandt de andre gæster.
“34. til 36. gade,” sagde min sidemand, der nu var i gang med sine pandekager. “Hvad er du på udkig efter?”
“En Ovation,” svarede jeg.
“Hvem spiller på sådan en?” spurgte han og tørrede noget blåbærsyltetøj af sin ene mundvig.
“Paul Simon, Cat Stevens, Carlos Santana, Ray Davies” var dem, jeg lige kunne komme i tanke om.
“En af mine venner har en butik på 36. gade med masser af både nye og brugte guitarer.” En langhåret fyr i jeans og T-shirt havde rejst sig fra en bås og stod nu ved siden af mig. “Jeg skal derned om lidt, så vi kan følges ad.”
“Jeg kommer ned til dit bord,” svarede jeg, rejste mig og tog min kop og tallerken med. Sophia fulgte efter med resten.
Fyren hed Tony, var fra Birmingham i Alabama, men boede og arbejdede nu i New York. Han spillede keyboard i et coverband ligesom mit. Ellers var han udvikler i et lille softwarefirma, som lavede regneark til de nye PC’er. Han arbejdede indimellem i vennens musikforretning. Mest for hyggens skyld.
“De åbner først klokken elleve, så vi har god tid,” fortalte han, og jeg fortrød, at jeg havde sagt nej tak til mere kaffe, da Sophia var rundt med kanden. Klokken var blevet ni, og jeg skulle ikke køre til lufthavnen før ved firetiden. Vi fik krusene fyldt op med den tynde amerikanske kaffe næste gang, hun tog sin runde. Det smagte okay og gav ikke hjertebanken.
Tony var meget interesseret i at høre om mit band, besætningen, hvor tit vi øvede, hvad vi spillede, hvordan vi fik gigs, hvad vi tog for det, og hvordan vi håndterede alt det praktiske. Efter at have svaret, stillede jeg ham de samme spørgsmål. Egentlig var jeg ikke interesseret i så mange detaljer, men det var uhøfligt ikke at udvise samme omfang af nysgerrighed. Musikorienteringen var ved at ebbe ud da Tony skiftede emne:
“Hvad syntes jeg om USA?”
Det var mit indtryk, at spørgsmålet var helt uskyldigt og ikke lagde op til det store drama, men hvis jeg skulle svare ærligt, så kunne det ikke gøres kort. Jeg så mig omkring for at se, om nogen lyttede med, for jeg var ikke interesseret i stor debat om emnet. Det lod ikke til at være tilfældet.
“Der er ting, som jeg synes er fascinerende, ting jeg ikke bryder mig om og en del, jeg ikke forstår,” svarede jeg.
Nu ville Tony gerne have eksempler på alle tre kategorier.
Jeg svarede, at jeg var fascineret af den meget smukke natur, som man fandt overalt. Det var nemt at rejse rundt for tingene fungerede på samme måder alle steder. Folk var i det store hele venlige og hjælpsomme.
Hvor jeg mente, at vi i forhold til første og anden verdenskrig stod i en dyb gæld til amerikanerne, var jeg knap så begejstret for deres nuværende udenrigspolitik. At betragte din fjendes fjende som din ven var ikke et klogt princip. Krigen i Vietnam var de ikke sluppet så godt fra. Sidst kunne jeg ikke forstå, hvorfor både sundhed og uddannelse var private sager. I det hele taget kunne jeg ikke forstå, hvorfor der var så mange fattige i verdens rigeste land.
“Sig mig, er du ikke forretningsmand?” spurgte han med et skeptisk blik.
“Jo, og hvad så?” svarede jeg.
“Vil du gerne betale meget i skat?” spurgte han.
“Jeg betaler meget i skat,” svarede jeg. “Det gør alle i Danmark. Ellers kunne vi ikke have et universelt sundheds- og uddannelsessystem.”
* * *
Inden jeg startede hos Control Data, vidste jeg ikke, at forskellene mellem Danmark og USA var så enorme. Vi så jo de samme film, lyttede til den samme musik og spiste den samme mad. Men det viste sig at være et optisk bedrag. Det, jeg havde set, var den amerikanske kultureksport, og det var kun en meget lille del af et langt mere fragmenteret samfund med mangeartede værdier og anskuelser samt helt andre samfundsmæssige konstruktioner og institutioner.
Allerede under mit første ophold var der optræk til problemer. I en frokostpause, hvor jeg med nogle kolleger var på burgerbar, havde jeg bedt om kniv og gaffel. Det havde krævet nogen forklaring, og da bestikket endelig dukkede op, fortalte en af amerikanerne, at man godt kunne komme i problemer, hvis man spiste en burger med kniv og gaffel. Det gjorde man altså bare ikke. En anden af dem fortalte, at hans far mente, at det kun var homoseksuelle, der spiste med kniv og gaffel, sådan som europæerne gjorde.
Jeg var lamslået.
Godt nok havde jeg lagt mærke til, at amerikanerne kun brugte deres kniv, når de skulle skære noget ud. Herefter blev den lagt til side, mens gaflen klarede resten. Men jeg havde ikke tænkt over, at det kunne sige noget om et menneskes seksuelle orientering, og jeg var i øvrigt også fløjtende ligeglad. Men det var nogle amerikanere øjensynligt ikke.
* * *
“Har du så ingen studiegæld?” spurgte han.
“Ikke mere, men jeg havde,” svarede jeg. “Mens jeg læste, arbejdede jeg og tjente penge til mad, tøj, husleje og så videre. Studielånene tog jeg for at købe en lejlighed. Da vi solgte den, havde vi til udbetalingen på vores første hus. Det var en god investering.”
“Hvad var det for jobs, du havde, mens du læste?” spurgte han.
“Jeg har været arbejdsdreng på et slagteri, grydevasker på en restaurant, studentermedhjælper på Danmarks Statistik og underviser på universitetet,” svarede jeg.
“Hvad fik du i løn for det?” spurgte han.
“Timelønnen for en ufaglært arbejder ligger i dag på omkring ti dollars i timen,” svarede jeg. “Undervisningsjobbet gav dengang 50 dollars i timen, men det omfattede så også forberedelse.”
Han kiggede forbavset på mig.
“Sagde du ti dollars i timen for at vaske op?” spurgte han.
Jeg blev lidt i tvivl om, hvordan jeg skulle håndtere omregningen i dollars, der jo var voldsomt påvirket af udviklingen i valutakursen. Med kursen her i august 1985 ville dollarbeløbet være mindre, men det reflekterede jo ikke en ændring i købekraften i Danmark.
“Ja,” svarede jeg. “Det ligger i det nabolag.”
“Er det mindstelønnen i Danmark?” spurgte han.
“Ja,” svarede jeg. “Men arbejder du i weekender og på helligdage, får du mere.”
“Jeg har en stor studiegæld,” sagde han, “og de beløb, du nævner, ligger langt over, hvad du kan tjene i USA.”
“Boede du ikke hjemme, mens du læste?” spurgte jeg.
“Nej,” svarede han. “Jeg måtte flytte til Tuscaloosa for at læse computer science. Det var også svært at få arbejde på det tidspunkt, og fandt man endelig noget, var lønnen en femtedel af de beløb, du nævnte.”
“Men er det ikke almindeligt, at det er forældrene, der betaler børnenes uddannelse?” spurgte jeg. “Det er jo argumentet for de lave skatter.”
“Jo,” svarede han, “men det er jo langt fra alle familier, der kan det. Og i mit tilfælde kunne de ikke.”
Jeg kiggede på uret og fortrød det øjeblikkeligt.
“Jeg beklager,” responderede Tony og løftede begge hænder med håndfladerne fremad. “Det er ikke fair at læsse mine bekymringer af på dig.”
Nej, det var det ikke, men det tog jeg ham nu ikke ilde op. Jeg var principielt parat til at snakke videre om de amerikanske forhold, som var så anderledes end i Europa, men jeg havde altså sat næsen op efter at få fingrene i en Ovation-guitar. Jeg skulle bruge den allerede næste aften, når vi skulle spille vores udgave af Credence-nummeret “Who’ll stop the rain.”
“Det er helt i orden,” svarede jeg ham. “Men tiden løber, og jeg skal nå et fly. Vi må vist se at komme videre. Jeg vil meget gerne snakke mere om det en anden gang.”
Han fik fat i Sophia, og vi betalte på den særlige amerikanske måde, hvor man får penge tilbage og lægger drikkepengene inde i omslaget, så tjeneren først ser beløbet, når man er gået. Der var også en variant, hvor man siger “behold resten,” men den, synes jeg, var for vulgær. Havde du været rundhåndet med drikkepengene, ville det alligevel blive husket til næste gang, du kom, og kunne aflæses i den opmærksomhed, du blev tildelt.
Fortsættes herher.
