I forbindelse med redigeringen af manuskriptet til romanen For ussel Mammon, er der historier, der ryger ud for at give plads til andre. Sådan er det nu en gang. Nogle af historierne synes jeg imidlertid fortjener at overleve, og jeg udgiver dem derfor som artikler og podcasts.
Her kommer historien om, hvad Henrik Bertelsen troede var et to-dageskursus i at bruge en kalender, men som viste sig at være noget helt andet. Og så ikke alligevel.
Mens jeg efter skiftet fra mit job som fuldmægtig i Arbejdsministeriet og til stillingen som salgstrainee i Control Data forsøgte at finde ud af, hvad der var op og ned på EDB, og hvad salg egentlig gik ud på, ville min chef have mig på et TimeManagement-kursus.
Jeg havde godt bemærket, at han og de fleste af mine kolleger i salgsafdelingen (men ikke dem i systemafdelingen!) havde en forvokset kalender i et lille ringbind af læder. Den hed TimeManager og kostede en bondegård. At man skulle to dage på kursus for at bruge en kalender, havde jeg svært ved at forstå. I Arbejdsministeriet fik vi hvert år en ny Mayland-kalender, og her fulgte der ikke noget eksternatkursus med.
Kurset var også ret dyrt, og da jeg havde meget andet at skulle lære, ville jeg gerne skubbe kalendertræningen til senere. Det ville min chef ikke høre tale om. Så en tidlig morgen en tirsdag i marts 1980 satte en taxa mig af ved kursuscenteret Kollekolle i Værløse, hvor den todages kalenderskole blev afholdt.
De første måneder i det nye job havde været ret udfordrende. Da vi kun et halvt år før var flyttet ind i det bofællesskab, vi i nogle år havde arbejdet på at få etableret, og nogle uger inden jeg startede i firmaet havde adopteret vores første barn, havde jeg ikke haft tid til at sætte mig ind i, hvad det egentlig var for et kursus, jeg skulle på.
Der sad jeg så blandt de godt hundrede andre deltagere og betragtede en lille tyk og halvskaldet mand, der trissede rundt oppe ved overheadprojektoren. Mens jeg drak min morgenkaffe, spiste et rundstykke med ost og ventede på, at det hele skulle begynde, gik det pludselig op for mig, at vi allerede var i gang. Claus Møller, som den lille tykke mand hed, fortalte i et lavmælt og underspillet tempo om sin lyseblå Rolls Royce, som man kunne skimte gennem vinduerne i lokalets venstre side, og om sin frisør, der kom ud i lufthavnen for at klippe ham, fordi han havde så travlt.
Min chef havde flere gange sagt, at hvis jeg nogensinde befandt mig på et kursus, som jeg syntes var spild af tid, så skulle jeg rejse mig og gå. Man skulle ikke kaste gode penge efter dårlige, og al tid var kostbar. Efter en halv time med Claus Møllers praleri var jeg så småt ved at overveje, om ikke min tid kunne bruges bedre på noget andet, da han pludselig sagde noget, der fangede min opmærksomhed: “Du kan ikke styre, hvad verden udsætter dig for, men du kan styre din reaktion på det.”
Jeg er ikke sikker på, at ordene faldt lige sådan, men det var noget i den retning, og det fik mig til at spidse ører.
“Tid er ikke noget, man har, det er noget, man tager,” sagde han. “Vi er alle udstyret med 24 timer i døgnet, og alle har vi 365 dage på et år. Hvad vi får ud af dem, afhænger af, hvordan vi prioriterer og planlægger. Det er din tid, og hvis du lader andre få kontrol over den, mister du samtidig kontrollen over dit liv.”
Jeg besluttede at blive lidt endnu og var taknemmelig for min beslutning, da hr. Møller fortalte, at med dette kursus havde han passeret 10.000 kursister, og derfor ville der blandt deltagerne næste dag blive trukket lod om en 14-dages tur til Thailand med alt betalt for hele familien. Og alt betød alt. Vinderne skulle ikke selv have en krone op af lommen. Det var en dyr præmie, og derfor havde Møllers firma lavet en aftale med Thai Air og hotellerne, der indebar, at rejsen skulle finde sted på et fast tidspunkt i foråret 1981. Vinderne ville få besked om afrejsetidspunktet nogle uger i forvejen. Hvis nogen på forhånd vidste, at de ikke kunne tage af sted med så kort varsel, eller at de ikke kunne binde sig til et usikkert tidspunkt så langt ud i fremtiden, skulle de melde det ud nu. Der var ingen grund til, at de deltog i lodtrækningen. De kunne komme op til ham i pausen, så ville han skrive deres navne ned.
Efter pausen kunne hr. Møller fortælle, at alle kunne deltage i lodtrækningen. Ingen var tilsyneladende forhindrede i at med kort varsel rejse til Thailand på et ubestemt tidspunkt i den angivne periode.
Herefter fulgte to dage med triviel lommefilosofi, der i det store og hele kunne sammenfattes som, at man kun skulle gøre det, der var værd at gøre, at man skulle yde sit bedste og ikke love mere, end man var indstillet på at holde, både over for sig selv og over for andre. TimeManageren var det redskab, der kunne hjælpe med, at man fik styr på sin tid og dermed sit liv.
Kurset var meget interaktivt. På et tidspunkt fik hr. Møller øje på en pakke cigaretter, der lå foran en kursusdeltager, og spurgte, om vedkommende gerne ville holde op med at ryge. Da svaret var ja, tog Claus Møller smøgerne og rev dem i stykker.
“Det er du så nu,” sagde han, mens både kursisten og mange af de øvrige deltagere sad lamslåede og fulgte den næsten fulde tyvestykspakke blive massakreret og ende som småt fnuller i papirkurven. Herefter blev vedkommende kørt igennem vridemaskinen for sin manglende rygrad. Jeg var sikker på, at der sad en del rygere i lokalet og priste sig lykkelige over ikke at være havnet i den suppedas. Til gengæld kom ingen af dem den uheldige ryger til undsætning. Møller fik næsten reddet situationen og lovede rygeren en ny pakke smøger, hvis denne besluttede at begynde igen allerede samme eller næste dag.
Under en diskussion af fænomenet “at komme for sent til planlagte møder og begivenheder” blev der fremført talrige eksempler på uforudsete hændelser, der kunne forklare og undskylde forsinkelser. Hr. Møller var langt bedre forberedt på den diskussion end deltagerne. En for en pillede han undskyldningerne fra hinanden og stod tilbage med kun pludseligt opstået sygdom hos sig selv eller ens nærmeste som tilladelige, men til gengæld sjældent forekommende fænomener. Da nogle af deltagerne, der øjensynligt havde meget vigtige jobs ikke ville spille med, spurgte Claus Møller, om de mon så ikke alligevel skulle pilles ud af lodtrækningen om turen til Thailand? I løbet af kurset kom mange til at fortryde, at de ikke med det samme havde meldt fra til den Thailandstur.
Med de omvæltninger, der på det tidspunkt fandt sted i mit liv, kunne jeg godt bruge en metode til at prioritere og holde styr på de løse ender. Jeg forlod ikke kurset, men blev siddende og lyttede opmærksomt til Claus Møllers livsfilosofi. Det var ikke det hele, jeg kunne bruge, men meget af det var anvendeligt, og det endte da også med, at jeg købte en TimeManager i brunt læder med slangeskindspræg og tilhørende årssæt. Den kostede tyve gange mere end min Myland-kalender.
Claus Møllers TimeManager-kursus ændrede mit liv. Det var ikke et kursus i at bruge en kalender, men i stoisk livsfilosofi. Måske var jeg disponeret for budskabet, og måske var timingen perfekt. Men princippet om, at du, uanset hvad der måtte ske omkring dig, må tage ansvaret for din tid og dit liv, gik rent ind hos mig. Jeg var ikke liberalist og hyldede ikke ordsproget om, at enhver var sin egen lykkes smed, men jeg forstod umiddelbart, at jo mere ansvar du påtager dig for det, der sker i dit liv, desto mere er du i stand til at påvirke og ændre det. Også fordi det, der allerede er sket, aldrig kan gøres om.
Fortid forbliver for altid fortid. Accepter det, tag ansvar for det, lær af det, og kom klogere videre.
