Den farligste fælde i For ussel mammon er ikke fysisk vold i et klamt kælderlokale, en pistol mod tindingen eller et dramatisk krav om at udlevere statshemmeligheder. Den er langt blødere. En vennetjeneste, en forretningsrejse, en latterlig regel, der brydes, fordi den virker harmløs, lidt penge under bordet eller en personlig svaghed, som bliver opdaget, før offeret selv har forstået den.
Romanens psykologiske pointe er, at efterretningstjenester ikke kun rekrutterer spioner. De rekrutterer muligheder. De leder efter mennesker, som en dag kan blive nyttige, og samler tålmodigt på de små forseelser, der senere kan forvandles til pres.
Bogens hovedperson, Henrik Bertelsen, er ikke værdifuld, fordi han kender militære hemmeligheder; det gør han ikke. Han er værdifuld, fordi han er ambitiøs, rejsende, har amerikanernes tillid, vækker interesse hos sovjetiske embedsmænd og befinder sig i krydsfeltet mellem teknologi, penge og koldkrigspolitik.
Han ankommer i efteråret 1985 til Moskva som sælger, ikke som agent. Den forskel betyder noget for ham, men mindre for alle andre. Han repræsenterer det amerikanske computerfirma Control Data i en potentiel milliardåbning skabt af glasnost. Sovjetunionen har brug for vestlig computerkraft, især til energi, råstoffer og videnskabelige beregninger. Åbningen afslører et enormt markedspotentiale uden lokal konkurrence.
Romanen beskriver, hvordan Henrik modtages med åbne arme i en verden, der både er præget af reelle behov og legitime hensyn, men også af skjulte dagsordener, hård rivalisering, bestikkelse og moralsk bedrag. Det er præcis det terræn, KGB’s bløde fælder fungerer bedst i.
Overvågning som psykologisk kortlægning
Den første lektie, Henrik får, er, at det sovjetiske system observerer, før det slår til. Hans hotelværelse bliver diskret gennemrodet. Hans bevægelser overvåges. Han bliver advaret om, at hotelpersonale, embedsmænd og hjælpsomme fremmede ikke nødvendigvis er det, de giver sig ud for at være.
Målet er ikke at få ham smidt i kachotten med det samme. Målet er at kortlægge ham. Hvad har han med sig? Hvem møder han? Hvilke regler er han villig til at bøje? Hvilken form for smiger virker? Hvornår overvinder nysgerrigheden forsigtigheden?
Overvågning bliver til psykologisk research.
Det er derfor, at Alexander, den engelsktalende akademiker, som Henrik møder under sit første ophold i Moskva, er så tvetydig. Han kan være en værdifuld kulturel guide, en ung sovjetborger, der hungrer efter vestlig musik, en harmløs opportunist på jagt efter dollars — eller en del af en rutinemæssig test.
Hans ønske om jeans og kassettebånd virker uskyldigt. I Vesten er musik en fornøjelse. I romanens sovjetiske kontekst er vestlig musik både valuta, status, trods og smuglergods.
Henrik fornemmer risikoen, men tilbyder alligevel at tage kassettebånd med. Det gør han, fordi han synes, at reglen er absurd. Hvorfor skulle et kassettebånd med Rolling Stones, David Bowie eller Eagles behandles som politisk farlig propaganda? Misforståelsen skyldes naiv, kulturbetinget arrogance. Han antager, at fordi reglen er latterlig, må konsekvenserne også være minimale.
Den lille ulovlighed
Det er en af KGB’s styrker. Potentielle informanter som Henrik behøver ikke at begå en alvorlig forbrydelse efter vestlig målestok. De skal blot lokkes til at overtræde en ubetydelig regel, som senere kan omfortolkes og pustes op.
Henrik er blevet advaret, men i begyndelsen forstår han ikke mekanismen fuldt ud. Han tror på proportionalitet. Det praktiseres imidlertid ikke af det sovjetiske system.
En banal overtrædelse kan blive bevis på alvorlige forhold som smugling, ideologisk forurening, ulovlig handel eller kontakt med mistænkelige borgere. Når den først er registreret, kan den gemmes. Den behøver ikke at blive brugt i dag. Den kan tages frem senere, pudses af og lægges på bordet, når Henrik er blevet mere værd og har mere på spil.
Sex fungerer på samme måde. I bogen beskrives en receptionist på hotellet i Moskva, som fortæller Henrik, at hun er lesbisk og vil have ham til at hjælpe sig med at flygte til udlandet for at søge asyl. Appellen er omhyggeligt designet. Den rammer hans sympati, hans liberale værdier, hans modvilje mod sovjetisk undertrykkelse og hans behov for at se sig selv som et anstændigt menneske.
Fælden er i første omgang ikke rå afpresning. Den er moralsk forførelse. Han bliver fristet til at se sig selv som den anstændige mand, der hjælper et forfulgt menneske ud af et ondt og umenneskeligt system.
Først senere viser det sig, at receptionisten måske arbejder for KGB og er involveret i en sammensværgelse, der kræver penge, hvis Henrik skal sikre sig sin andel af ordrerne. Hun kan true med at afsløre ham, fordi han allerede har overskredet en grænse i sit forsøg på at hjælpe hende.
Det er den bløde fældes styrke. Den lader offeret kompromittere sig selv på en måde, der stadig føles i overensstemmelse med hans selvbillede. Henrik opfatter sig ikke som korrupt, når han hjælper et andet menneske. Han opfatter sig ikke som hensynsløs, når han tager musik med til en bekendt. Han opfatter sig ikke som korrumperet, når han diskuterer betalinger via mellemmænd.
Ved hvert skridt har han en forklaring. Reglerne er dumme. Sagen er human. Systemet kræver smøring. Konkurrenterne gør sandsynligvis det samme — eller værre. Gevinsten er enorm, og sådan fungerer systemet nu engang.
Penge, ambitioner og korruptionsplanen
Penge er den største bløde fælde, fordi de virker under alle forhold. Henriks arbejdsgiver er i krise. Control Data har tabt teknologisk terræn, står over for et skiftende marked og ser det sovjetiske projekt som en mulig redning. Henrik selv er vellønnet og ambitiøs, men også rastløs. Den sovjetiske mulighed byder på udfordringer, læring, eventyr, status og måske genoprejsning.
De potentielle ordrer løber op i hundredvis af millioner, måske endda milliarder. I den atmosfære kan korruption omdøbes til realisme.
Hvorfor går Henrik med i korruptionsplanen sammen med mennesker, som han ved arbejder for KGB?
Fordi han forledes til at indse, at det er sådan, systemet fungerer, og at gevinsten er gigantisk.
Den sovjetiske indkøbsproces er ikke en transparent markedstransaktion. Ministerier, højtstående bureaukrater, sikkerhedstjenester og politiske fraktioner har interesser i pengestrømmen — interesser, som de med alle midler forsøger at varetage. Systemet belønner resultater og ser gennem fingre med metoderne.
Hvis Henrik nægter at spille efter de reelle, men uskrevne regler, risikerer han at tabe projektet til mere fleksible konkurrenter. Hvis han deltager direkte, risikerer han at overtræde den amerikanske Foreign Corrupt Practices Act, ødelægge sin karriere og måske ende i fængsel.
Hans løsning er det klassiske moralske kompromis. Han holder formelt sine egne hænder rene, mens sovjetiske partnere håndterer det praktiske.
Henrik ved udmærket godt, at korruption er både forkert og farlig. Han forstår, at antikorruptionsregler findes af en grund. Men han overbeviser sig selv om, at den sovjetiske side kan håndtere det beskidte arbejde, og at hans egen rolle blot er kommerciel.
Romanen viser her, hvordan gode mennesker træffer forkerte valg uden nogensinde at beslutte sig for, i ét stort øjeblik, at blive dårlige. De indsnævrer rammen i små skridt. De spørger ikke: “Er det rigtigt?” De spørger: “Kan det arrangeres sikkert?”
Det etiske spørgsmål bliver et logistisk anliggende.
Hvorfor Henrik ikke bliver mere kompromitteret
Hvorfor bliver Henrik så ikke kompromitteret mere, end han gør?
For det første fordi han er blevet advaret.
Amerikanerne, CIA-kontakterne og hans ven Jesper fortæller ham, hvad han kan forvente: penge, sex, afpresning, iscenesatte tjenester, overvågning og forsøg på at skabe afhængighed. Han følger ikke altid rådene, men advarslerne giver ham et kort. Han bevæger sig ind i farezonerne, men ikke helt blindt.
For det andet har Henrik stabiliserende ankre uden for spillet. Hustruen Sammy, børnene, bofællesskabet og endda rockbandet holder ham fast i en identitet, der ikke kan reduceres til det sovjetiske projekt. Han vil gerne have succes, penge og eventyr, men han vil også gerne hjem. Det betyder noget.
Et menneske bliver ikke kun kompromitteret, fordi det foretager sig noget, der ikke tåler dagens lys. Det sker først for alvor, når ulovligheder begynder at føles uundgåelige — eller ligefrem forsvarlige. Man kan overbevise sig selv om, at sådan fungerer verden. Den stærke vinder; reglerne er for de naive, og resultatet retfærdiggør midlerne. Hos mennesker med psykopatiske træk kan det gå endnu længere, fordi de ikke føler den samme empati for dem, der i sidste ende må betale regningen.
Så langt kommer Henrik aldrig. Han bøjer reglerne, og han forsøger at retfærdiggøre sine kompromiser, men han mister ikke forbindelsen til sin egen moral, sin familie og sit almindelige liv.
For det tredje bliver Henrik ikke afsløret, fordi han er mere nyttig som fungerende end som ødelagt. KGB behøver ikke nødvendigvis at ruinere ham. En skræmt, udvist eller ødelagt Henrik ville være mindre værd end en forsigtig, men stadig handlekraftig Henrik, der kan åbne døre, flytte penge, påvirke tilbud og bære information mellem systemer.
Presset på ham er derfor afstemt. Han bliver klemt, men ikke knust.
Fælden, der gør den næste lettere
Den psykologiske styrke i For ussel mammon ligger i kalibreringen. KGB’s bløde fælder handler ikke primært om ideologi. De handler om, hvad mennesker er villige til at gøre og udsætte sig for, når rå magt får frit løb.
Et kassettebånd, en middag, en hjælpende hånd, et konsulenthonorar, et løfte om adgang, en seksuel hemmelighed, en uskyldig vennetjeneste — hver enkelt ting er lille nok til at kunne bortforklares, men stor nok til at blive husket.
Henrik slipper ud af den knibe, han selv har viklet sig ind i. Ikke på grund af egen dømmekraft, men fordi ydre begivenheder flytter brikkerne på et tidspunkt, hvor spillet kunne være endt langt værre. Han bliver ikke afsløret, udvist eller ødelagt. Hans karriere fortsætter. Hans navn bliver ikke hængende i en personalesag, en avisartikel eller en diplomatisk skandale.
Men det betyder ikke, at han slipper gratis.
Det er romanens mørkere pointe: Fælden virker ikke kun på mennesker med dårlig moral eller kyniske hensigter. Den virker også på mennesker, der betragter sig selv som anstændige — og som under normale omstændigheder ville afvise, at de kunne lokkes ud i den slags.
Netop derfor er den så farlig. Den begynder ikke med et stort moralsk sammenbrud, men med en række små undtagelser, som hver især synes ubetydelige. Man gør det, fordi reglerne virker urimelige, fordi systemet i forvejen er råddent, fordi andre gør det samme, eller fordi gevinsten synes for vigtig til at lade gå tabt.
Prisen står ikke på hans CV. Den står i det blik, han møder i spejlet, når han børster tænder om morgenen. I den lille forsinkelse, han skal bruge, for at overbevise sig selv om, at han gjorde, hvad situationen krævede. Når han må erkende, at han ikke bare blev presset af et brutalt system, men også selv trådte ved siden af, fordi gevinsten var stor, reglerne virkede urimelige, og kompromiserne kunne forklares ét ad gangen. I den lille omskrivning af virkeligheden, som han gør, når han fortæller venner og bekendte om sine oplevelser.
