Mens jeg skriver romanen For ussel mammon, ender flere scener i papirkurven undervejs i redigeringsprocessen. Jeg har valgt at dele nogle af dem her, fordi de giver et andet perspektiv på karaktererne og situationen – og fordi jeg synes, de fortjener at blive læst, selvom de ikke fandt sin plads i bogen.
Det havde ikke været nogen let beslutning at skifte fra Arbejdsministeriet og undervisningstjanserne på Danmarks Forvaltningshøjskole og Københavns Universitet til en stilling som sales trainee i amerikanske Control Data.
Jeg var blevet opfordret til at søge jobbet af en god bekendt, Frank Lassen, og havde det ikke været for min tillid til hans dømmekraft og mine oplevelser fra projektet i Saudi-Arabien, havde jeg sagt nej tak. Men udsigten til en klækkelig lønforhøjelse, spændende rejser og færre arbejdstimer havde tippet balancen.
Onsdag den 2. januar 1980 trådte jeg derfor ind ad døren på Søndre Boulevard 35, hvor det danske datterselskab havde til huse, og tog elevatoren op til 5. sal. Min nye chef, Jan Bertram, og mine kommende kolleger ventede med morgenkaffe, friske rundstykker og Gammel Dansk.
Det var helt fra bunden. Jeg vidste intet om noget som helst, der relaterede sig til, hvad jeg skulle lave. Der var forberedt et uddannelsesprogram, så jeg kunne lære at programmere og forstå, hvad systemplanlægning gik ud på. Ikke at jeg skulle gøre nogen af delene, men det ville give mig et indblik i, hvad computerne blev brugt til, og hvordan de virkede. I midten af juni skulle jeg så to uger på salgs- og produktkursus ved hovedkontoret i Minneapolis. Først herefter skulle vi tage hul på snakken om, hvad jeg skulle sælge, til hvem og hvordan.
Under introduktionsrunden i huset stødte jeg på en af de konsulenter, som havde hjulpet os med projektet i Saudi-Arabien. Vi havde brugt en softwarepakke, IFPS (Interactive Financial Planning System), der kørte på Cybernet, til at dimensionere produktions- og logistikkapaciteten til forplejningen på fem små hospitaler i byen Taif, der lå lidt øst for Mekka. Projektet var som så mange andre i landet blevet stoppet efter det voldsomme religiøse oprør i den hellige by i november 1979. Men jeg var imponeret over potentialet i programmet, fortalte ham om nogle af vores beregningsopgaver i Arbejdsministeriet og spurgte, om ikke IFPS kunne løse dem?
Det mente han nok, det kunne.
Den opgave, jeg havde i tankerne, vedrørte beregninger i forbindelse med indgreb i de kollektive overenskomster. Under forberedelserne til et sådant indgreb skulle vi i starten af 1979 regne på alternative lønforløb. Det var et omfattende (og kedeligt) arbejde, og ofte regnede vi til langt ud på natten. Resultaterne blev derefter sendt over i Finansministeriet, som kørte dem ind i computermodeller, der beregnede konsekvenser for beskæftigelse, prisudvikling, betalingsbalance og meget mere. Hver gang nye forslag kom på bordet, startede hele regneriet forfra.
Under sådan en regnerunde havde jeg lavet en fejl, som vi først opdagede efter, at resultaterne var sendt videre i systemet. Det betød, at de konsekvenser for nationaløkonomien, som politikerne skulle forhandle på, var forkerte. Da jeg opdagede det, orienterede jeg straks min chef. Han blev lidt bleg, men tog en rask beslutning.
“Vi lader som ingenting,” sagde han. “Sandsynligheden for, at de kommer med en ny pakke, er stor, og så er de gamle tal alligevel irrelevante.”
Det var nøjagtig, hvad der skete. Jeg kunne ånde lettet op og gjorde det herefter til en fast vane altid at regne tingene igennem to gange. Det tog så bare mindst dobbelt så lang tid. For nåede jeg ikke samme resultat anden gang, skulle jeg først finde fejlen og derefter regne forfra igen. Regneriet skulle med andre ord fortsætte, indtil jeg havde nået samme resultat to gange i træk. Så måtte jeg blot håbe, at jeg ikke havde lavet samme fejl to gange i træk.
Egentlig ville jeg i efteråret 1979 have introduceret IFPS for min chef, men på grund af travlhed ovenpå regeringsskiftet var det ikke blevet til noget. Jeg foreslog nu IFPS-konsulenten, at jeg beskrev opgaven, hvorefter han programmerede systemet. Det var han med på. Dagen efter nævnte jeg opgaven for Jan Bertram, som syntes, det var en knippelgod idé.
Det tog mig en uge at beskrive regnemodellen, hvorefter konsulenten gik i gang med at programmere. Af og til kom han forbi mit kontor for at få uddybet, hvad jeg havde skrevet, og det stod mig klart, at selv om man er særdeles omhyggelig, så er det svært at udtrykke sig så præcist, at en anden umiddelbart kan forstå det. Mens det var lykkedes mig visse steder blot at være uklar, havde jeg andre steder lavet deciderede fejl.
Konsulenten tog det pænt og berettede trøstende, at sådan var det altid. Når han var færdig med sin del af arbejdet, ville vi også finde fejl. Alle begik fejl, og det var næsten umuligt at spotte sine egne, beroligede han mig med.
Da modellen var færdig, kunne vi med indtastning af forudsætningerne på få sekunder få beregnet konsekvenserne for lønudviklingen et vilkårligt antal år frem i tiden. Men mest vigtigt var nok, at vi var sikre på, at resultatet passede.
Allerede i februar kunne jeg ringe til min tidligere chef og fortælle, at jeg havde noget spændende, jeg gerne ville vise ham. Jeg fortalte i store træk, hvad det gik ud på. Vi ville komme ind i ministeriet og demonstrere løsningen. Det eneste, vi skulle bruge, var et mødelokale med en telefonlinje, der ikke gik via omstillingen. Den skulle vi bruge til at koble en terminal op til en af vores store CYBER-maskiner, som vist nok stod i Frankfurt.
Mødet blev en stor succes, og Arbejdsministeriet tegnede et abonnement samt sendte nogle af deres medarbejdere på IFPS-kursus.
Løsningen blev leveret af en anden afdeling i Control Data, hvorfor jeg ikke var involveret i den kommercielle side af tilbuddet. Min chef var tydeligt lettet, da jeg ikke gjorde krav på provision af kontrakten. Det havde jeg ikke skænket en tanke, før HR-chefen bragte forholdet op.
“Sælgere skal jo have provision af deres salg,” havde han sagt, men også forklaret, at det var en lidt indviklet sag, når man solgte noget, der lå i en anden afdeling.
Jeg havde opfattet det som en uddannelsesaktivitet og havde da også lært meget af opgaven. Desuden var jeg allerede godt lønnet. Episoden endte med, at jeg fik seks flasker god rødvin af den sælger, som havde indgået aftalen med ministeriet.
Andre artikler i denne serie:
- Fine hoteller og dyre middage
- Den psykologiske salgsmetode
- Et Eldorado for guitarister
- Guitarjagt og Global Vildfarelse
- Den gyldne facade
- Hvordan en kalender ændrede mit liv
- Campingfatter og den lille charmør
- Den snorkende sydafrikaner
- Tjernobyl – da teknologien og dømmekraften fejlede
- Hvem er Henrik Bertelsen?
