Da softwareindustrien med fremkomsten af PCen blev født i starten af 1980’erne, troede mange, at Danmark skulle blive nettoeksportør af IT og specielt af software.
Det kom ikke til at ske.
I anledning af direktørskiftet i Dansk IT er der god grund til at gøre sig et par tanker over situationen for dansk IT. De to begreber er nemlig langt fra identiske.
Hvis vi definerer dansk IT som de virksomheder, der udvikler IT-produkter og -løsninger, har deres strategiske hovedsæde herhjemme og har hele verden som deres marked, har vi at gøre med nogle få meget store virksomheder og så en voldsom stor gruppe af små virksomheder, hvoraf rigtig mange i den sidste gruppe er i etableringsfasen.
Foreningen Dansk IT består primært af personer og virksomheder, der arbejder med anvendelsen af IT i Danmark, og det er jo en helt anden størrelse.
Hvis man så vurderer, om de teknologier og produkter, som medlemmerne i Dansk IT benytter, så hovedsageligt kommer fra dansk IT, må svaret desværre blive afkræftende. Danmark er nettoimportør af IT produkter. Vi er langt dygtigere til at anvende IT-produkterne, end vi er til at opfinde, udvikle og udbrede dem.
Når denne struktur ikke har ændret sig synderligt, siden IT blev en industri i 1970’erne, skyldes det, at de udenlandske IT-producenter oftest kommer til Danmark, når de har vokset sig store og stærke på deres hjemmemarkeder og på de store eksportmarkeder. Danmark kommer således noget senere i gloabliseringsforløbet og ikke sjældent via opkøb af danske virksomheder.
Selvom IT-virksomheder i princippet har samme vilkår, uanset hvor de startes, så betyder størrelsen af hjemmemarkedet stadig meget for, hvor hurtigt man kan vokse, og dermed hvor godt rustet man er til globaliseringen. Danske IT-virksomheder kæmper derfor stadig med den store udfordring, at de må ud meget tidligt og det med få ressourcer.
Når den tidligere Venstreminister Rikke Hvilshøj sætter sig i direktørstolen i Dansk IT, har hun derfor en god mulighed for at påvirke om Dansk IT fremover i højere grad skal baseres på dansk IT. Hun repræsenterer nemlig i vid udstrækning kunderne, altså dem der køber og anvender IT. Som repræsentant for kundesiden har hun de udenlandske IT leverandørers udelte opmærksomhed, for her står hun for hele deres marked.
For de danske IT-virksomheder repræsenterer hun under ½ procent af verdensmarkedet og nyder næppe den samme opmærksomhed. Det håber jeg, hun vil forstå dynamikken bag, og at hun vil forstå, at Dansk IT faktisk er meget vigtigere for dansk IT, end virksomhederne måske lige har mulighed for at give udtryk for.
Hvor ska’ vi hen du?
I en overskrift i gårsdagens udgave af Finans står der:
»Rikke Hvilshøj rykker fra tænketanken CEPOS til interesseorganisationen Dansk IT. Her skal hun blandt andet få medlemmernes viden om it bragt videre til politikerne.«
Man kan passende spørge: Med hvilket formål?
En anden udfordring ligger nemlig i erkendelsen af, at der er meget lidt, det politiske niveau faktisk kan gøre for både Dansk IT og dansk IT. Lige bortset fra det offentliges digitalisering og indkøb af IT, er markedet for IT-produkter og -serviceydelser heldigvis ikke et reguleret område. En tidligere Venstreminister vil næppe forsøge at få sugerøret ned i statskassen og tiltrække flere erhvervsstøttemidler, men vil nok snarere arbejde på at få fremmet konkurrencen og få sikret lige konkurrencevilkår.
På uddannelses- og forskningsområdet er der naturligvis kamp om de offentlige midler, så her skal sikres flest mulige ressourcer i IT-branchens favør, men det er der i forvejen næppe stor uenighed i.
Den offentlige sektor
I Danmark fylder den offentlige sektor meget i det samlede indkøb og anvendelse af IT-produkter og -tjenesteydelser, men i modsætning til for eksempel USA er der herhjemme meget få egentlige innovative projekter med stor risikovillighed. De fleste projekter er digitale optimeringsprojekter, hvis formål er at spare arbejdskraft og/eller muliggøre øget selvbetjening.
Med en udpræget frygt for at begå fejlinvesteringer, anlægger offentlige institutioner typisk en ret konservativ investeringspolitik, hvor man foretrækker store leverandører med gennemprøvet teknologi, etablerede kundebaser og dybe lommer. Denne type leverandører er mestendels datterselskaber af udenlandske virksomheder, og de mindre danske virksomheder, der måske har nyere teknologi og dermed færre kunder, står svagt i sådanne konkurrencesituationer.
Et godt eksempel er milliardinvesteringen i en ny IT-sundhedsplatform til Region Hovedstaden og Region Sjælland, hvor valget faldt på amerikanske Epic (i samarbejde med danske NNIT), mens CSC Scandihealth røg ud i prækvalifikationsfasen og Systematic blev nummer 3 i slutrunden. Både CSC Scandihealth og Systematic har udviklingsafdelinger i Danmark og har naturligvis lidt under, at over halvdelen af deres hjemmemarked pludselig forsvandt. Der er næppe en finger at sætte på udbudsrunden, og set fra Region Hovedstadens og Region Sjællands synspunkt, har man valgt et etableret og velgennemprøvet system fra en af verdens største leverandører, og man har dermed minimeret sin projektrisiko betydeligt. Men situationen afspejler meget godt det dilemma, som politikerne og interesseorganisationerne skal håndtere.
Danmark har ingen objektiv interesse i at anlægge en patriotisk og protektionistisk indkøbspolitik i den offentlige sektor. Det, vi måtte vinde på hjemmemarkedet, er mikroskopisk i forhold til, hvad vi måtte tabe på de internationale markeder, der måtte anlægge tilsvarende betragtninger. Men hvis danske IT virksomheder ikke får en pæn andel af de offentlige investeringer, vil det få konsekvenser for deres internationale konkurrenceevne.
Jeg håber, at Rikke Hvilshøj vil arbejde for, at det offentlige anlægger en mindre konservativ investeringspolitik og dermed forbedrer konkurrencevilkårerne, så dansk IT kan spille med på flere områder.
Den private sektor
Fra produktivitetskommissionens arbejde ved vi at, at der i den private sektor og specielt i hjemmemarkedsindustrierne er et betydelig efterslæb i anvendelsen af IT og i de dermed forbundne investeringerne. Vi ved også, at specielt de små og mellemstore virksomheder halter bagefter i anvendelsen af IT til at øge innovation og produktivitet.
Her har jeg svært ved at forestille mig, at politikerne kan gøre nogen nævneværdig forskel udover at regulere på de generelle skatte- og afskrivningsmæssige vilkår. Rikke skal naturligvis arbejde for, at IT får en mere fremtrædende rolle i de uddannelser, der forsyner det private erhvevsliv med arbejdskraft. Nye ideer til anvendelse af IT i virksomhederne kommer ikke altid oppefra, hvorfor forbedrede kompetencer hos medarbejderne vil have en direkte effekt på efterspørgslen efter tidsvarende IT værktøjer.
Dansk IT ville også hjælpe dansk IT, hvis de stillede krav til leverandører om at blive bedre til at hjælpe kunderne med at få udbytte af investeringerne. IT leverandørerne skal blive mere forretningsorienterede (uden at slække på indsigt i produkter og teknologi). IT branchen er fortsat voldsom hype-præget, taler et sprog, som kunderne sjældent forstår, og fokuserer på salget mere end på anvendelsen.
Der ligger en stor opdragelsesopgave i at gøre IT-sælgerne og -konsulenterne mere kunde- og forretningsorienterede og dermed bedre i stand til hjælpe kunderne med at få deres investeringer forrentet.
Da softwareindustrien med fremkomsten af PCen blev født i starten af 1980’erne, troede mange, at Danmark skulle blive nettoeksportør af IT og specielt af software.
Man troede, at her var grundlaget for en ny dansk industri – en dansk IT-industri. Her 35 år senere er dansk IT fortsat domineret af udenlandsk IT. Det bliver spændende at se, om der kommer en ny dagsorden med Rikke Hvilshøj ved roret for interesseorganisationen Dansk IT, som også er til gavn for dansk IT.
