Udover en grundig gennemgang af flygtningekonventionernes historie, og hvordan de er formuleret til at håndtere en helt anden situation, end den vi har i dag, så giver bogen også svar på, hvad der skal sættes i stedet. Løsninger, som jeg personligt finder konstruktive, og som vil gavne nærområderne kollosalt. Uden at lave et resume af hele bogen kan jeg godt afsløre, at løsningen IKKE er flere flygtningelejre.
I sommeren 2016 havde vi i vores grundejerforeningen det første møde med en gruppe flygtninge fra Syrien. I de efterfølgende 18 måneder mødtes vi regelmæssigt med gruppen.
Den største barriere for overhovedet at kunne kommunikere var naturligvis sproget. En enkelt i gruppen, som i forvejen talte godt engelsk, fik hurtigt lært dansk og fungerede som tolk. Da han fik job i Jylland, blev projektet noget vingeskudt. Flertallet i gruppen fik over de 18 måneder ikke lært meget dansk og projektet gik langsomt i opløsning. I stedet forsatte der mere eller mindre tætte relationer mellem nogle af danskerne og nogle af flygtningene alt efter interesse og kemi.
Det er ikke alle flygtninge, der er flygtninge
Igennem projektet oplevede jeg, at der var endog meget stor forskel på flygtningegruppens medlemmer, deres baggrund, nysgerrighed, religion, ambitioner, disciplin og udfordringer. Men et stod mig klart: ingen i gruppen var teknisk set flygtninge. De havde alle passeret igennem mange lande, hvor de kunne have slået sig ned, inden de nåede Danmark. Muligvis ville forholdene i de lande ikke være så gode som i Danmark, men de ville alle steder være bedre, end det de kom fra i Syrien. Men af forskellige grunde valgte de at fortsætte rejsen, indtil de kom til Danmark. For mange af gruppens medlemmer var jeg overbevist om, at tilværelsen i Danmark ikke ville blive en success. Hverken for Danmark eller de enkelte flygtninge. Om nogen af dem ønsker at vende tilbage til Syrien, når krigen engang er overstået, er jeg usikker på.
Før min deltagelse i grundejerforeningens flygtningeprojekt havde jeg en holdning om, at vi skulle være mere åbne overfor flygtningestrømmen. Bagefter var jeg noget mere skeptisk, men kunne ikke finde mine ben omkring, hvad der så skulle sættes i stedet for. Jeg synes ikke man kan løbe fra sin forpligtelse til at hjælpe mennesker i nød, men hvor meget og hvor langt skal man gå?
Flygtningeproblematikken er kompliceret og fuld af fælder
Bogen “Refuge: Transforming a Broken Refugee System“, skrevet af Alexander Betts og Paul Collier, sætter en lang række forhold på plads. Den bruger 352 sider på at redegøre for problematikken, og det er ikke en side for meget. Hvis man interesserer sig for flygtningeproblematikken, eller synes man skal have en mening om den, så vil det være fornuftigt at læse bogen. Den indeholder et væld af fakta og mange grundige analyser. Man kan næppe undgå at blive en del klogere.
Flygtning: en definition
Man er først flygtning, når man passerer en landegrænse. Det er ikke alle, der bliver fordrevet fra hus og hjem, der passerer en landegrænse. De er teknisk set ikke flygtninge, men blot fordrevne. Slemt nok, skulle man mene, men de tæller altså slet ikke med i flygtningesystemet.
Af de, der passerer en landegrænse (og dermed kan kaldes flygtninge) tager den altovervejende del ophold i nabolandene. Kun en meget lille minoritet (typisk bedre stillede og risikovillige unge mænd) tager videre – hvis der er udsigt til bedre forhold andre steder – og det er muligt at komme derhen. Teknisk set er de altså ikke længere flygtninge, men migrater.
Så fik vi sat det på plads.
Det hjerteløse hoved og det hovedløse hjerte
De to forfattere er skånselsløse i deres kritik af den måde som det internationale samfund har håndteret specielt den syriske flygtningesituation på. Specielt den europæiske flygtningepolitik (herunder også de enkelte landes politik) beskrives som passiv, naiv, kortsigtet, konfliktsky, usolidarisk, reaktiv og visionsløs. Groft set er de politiske holdninger delt op i to grupperinger.
Det hjerteløse hoved vil lukke grænserne, lurepasse og forsøge at skubbe sorteper videre til nogle andre. Det holder den lille del flygtningene, som er villige til at rejse langt, væk, men hjælper ikke med at løse den samlede opgave.
Det hovedløse hjerte vil åbne grænserne og dermed lokke endnu flere til at lægge millioner i menneskesmuglernes lommer, forsøge den farefulde rejse og koste flere dødsfald på vejen. Samtidigt vanskeliggør man oprindelseslandenes senere genopbygning og får ved samme lejlighed stimuleret en polarisering af sin egen vælgerskare. Det føles rart at være imødekommende overfor del lille de af flygtningene, som er parate til at rejse langt, men hjælper ikke med at løse den samlede opgave.
At hjælpe de fleste frem kun nogle tilfældige få
Bogens formål er at få læseren til at se flygtningeproblemet i et helikopterperspektiv. Den stiller og besvarer to hovedspørgsmål:
- Hvordan sikrer vi anstændige og udviklende forhold for det store flertal af fordrevne og flygtninge?
- Hvordan sikrer vi bedst muligt oprindelseslandets genopbygning, når krisen er overstået?
De europæiske landes flygtningpolitik (eller mangel på samme) har ikke forholdt sig til disse to hovedspørgsmål, og det bør de gøre.
Bogen beskriver og diskutere meget grundigt hvilke forpligtelser det internationale samfund (og her er både du og jeg medlemmer!) har overfor ofre for krig og andre katastofer, der i praksis er blevet tvunget til i al hast at forlade hus og hjem. Vi har en forpligtelse, men den er ikke ubegrænset, og den bør også forholde sig til, hvordan vi bedst muligt sikrer oprindelseslandets genopbygning.
Udover en grundig gennemgang af flygtningekonventionernes historie, og hvordan de er formuleret til at håndtere en helt anden situation, end den vi har i dag, så giver bogen også svar på, hvad der skal sættes i stedet. Løsninger, som jeg personligt finder konstruktive, og som vil gavne nærområderne kollosalt. Uden at lave et resume af hele bogen kan jeg godt afsløre, at løsningen IKKE er flere flygtningelejre.
Refuge: Transforming a Broken Refugee System
Titel: Refuge: Transforming a Broken Refugee System
Antal sider: 352
Forfattere: Alexander Betts & Paul Collier
Forlag: Oxford University Press
Udgivelsesdato: 6. september 2017
Priser: DKK 169,95 (paperback), Jeg købte Kindle-udgaven, men den er pt. ikke tilgængelig.
Anbefaling: Kan varmt anbefales til alle, der kan læse.
Anmeldelser: Bogen har mærkværdigvis kun meget få læseranmeldelser.