En minebelagt frokost

Vi var nu tilbage på hovedvejen til Taif, der snoede sig op gennem bjergene. Samtalen drejede sig om det golde, men smukke landskab. På det sidste stykke vej op mod byen stødte vi denne gang på flokke af aber, der sad langs vejen.

Klokken var 10:30, da vi kørte ind i bjergbyen, og vi besluttede at besøge det første hospital inden frokost. Selvom direktøren havde ringet i forvejen, var der ingen i portvagten, der kendte til vores eksistens. Efter en halv times tid blev vi alligevel hentet og fulgt til direktørens kontor, hvor vi igen ventede omkring 20 minutter.

Nu gentog hele cirkusset fra torsdagens besøg sig i alle detaljer. Hospitalsdirektøren svarede beredvilligt og detaljeret på vores spørgsmål. Da vi senere aflagde besøg i køkkenet, kunne vi konstatere, at intet af det, han havde fortalt os, svarede til virkeligheden. Jakob og jeg tog det helt afslappet, men Helmuth var noget oppe at køre.

“Klap nu i, Helmuth,” sagde Jakob bestemt på dansk. “Vi er her for at observere og registrere. Det er ikke nogen kriminel efterforskning.”

Vi var færdige ved middagstid, og direktøren ville gerne invitere os på frokost. Jakob og jeg var igen mest til en hurtig sandwich, men det kunne der ikke være tale om. Efter en kort køretur trådte vi ind i et spritnyt og marmorbeklædt amerikansk kædehotel. InterContinental. Der var springvand og palmer i foyeren og igen en tænderklaprende temperatur. Heldigvis havde vi vores jakker med.

I restauranten bestilte direktøren Saudi-Champagne, og Helmuth så pludselig forhåbningsfuld ud. Skuffelsen var tilsvarende stor, da han erfarede, at der ikke var undtagelser fra forbuddet om alkohol i kongeriget. I hvert fald ikke i det offentlige rum. Champagnen var Apfelschorle serveret i høje glas.
Vi talte om løst og fast, da Helmuth pludseligt spurgte direktøren, om flerkoneri fortsat blev praktiseret i landet. Både Jakob og jeg var så forbavsede, at vi ikke nåede at gribe ind, før direktøren svarede.

“Ja, det gør det,” bekræftede han. “Jeg praktiserer det ikke. Min hustru er fransk og ville nok rejse hjem, hvis jeg mødte op med en ny.”

Jakob og jeg smilede, mens Helmuth så lidt forundret ud.

“I mere velhavende kredse er det både velset og forventet at tage flere koner,” fortsatte direktøren. “Samlet set er det dog kun en meget lille del af ægteskaberne i Saudi-Arabien, hvor manden har flere koner. Det er dyrt. Og vel også upraktisk.”

Direktørens svar var pænt, afslappet og uden antydning af irritation. Det lukkede emnet elegant af, da Helmuth fortsatte.

“Hvorfor går så mange kvinder med niqab? Er det frivilligt?”

I det samme kom vores mad og opmærksomheden kunne behændigt ledes over på serveringen, der bestemt ikke fejlede noget. Det var dog tydeligt, at Helmuth ikke havde glemt sit spørgsmål og blot ventede på, at der skulle komme en ny lejlighed. Jakob anede det også, og på trods af at maden endnu stod urørt, bad han Helmuth om lige at komme med ud i foyeren et øjeblik. Jeg overhørte ikke samtalen, men kunne gætte, at Jakob havde talt med store bogstaver. Helmuth var noget bleg, da de vendte tilbage.

Kulturen og samfundssystemerne i Danmark og Saudi-Arabien havde ikke meget til fælles. Vi så forskelligt på stort set alt. Men det vidste vi jo godt, inden vi takkede ja til projektet. Vores opgave var at forberede et tilbud på forbedring af forplejningen på fem offentlige hospitaler. Det var vel ikke så ringe endda. At vi ikke ved samme lejlighed kunne indføre et parlamentarisk demokrati, religionsfrihed og sikre kønnenes ligestilling, måtte vi leve med. At stille direktøren så demonstrativt personligt til regnskab for, hvad vi måtte opfatte som uetiske samfunds- og kulturforhold, var efter min opfattelse upassende og uhøfligt. Når samtalen eller forholdene gav anledning til det, kunne man på anden vis illustrere de uhensigtsmæssigheder, kulturen og systemet medførte. Eller man kunne, når det faldt naturligt, fortælle, hvordan vi levede og indrettede os.

“Der er fortsat stramme regler for kvinders påklædning,” det var direktøren, der selv tog tråden op igen, “men der er ikke længere et krav om at skulle bære niqab. Kvinder kan nu tage en uddannelse, arbejde, gå i biografen og deltage i forskelle sociale aktiviteter. De har fortsat ikke stemmeret og må ikke køre bil. I øvrigt har ingen af os stemmeret, så her har vi da en slags ligestilling.”

Han talte tydeligt, men afdæmpet. Vores samtale kunne ikke overhøres ved de andre borde i lokalet.

“Udviklingen går i den rigtige retning,” fortsatte han, “men der er lang vej endnu. Stort set alle væsentlige beslutninger i en kvindes liv skal fortsat godkendes af en mandlig værge. Det er normer, som I europæere har fået afviklet over de sidste par hundrede år. Vi er knap nok begyndt. Når vi bygger det nye centralkøkken og skal bemande driften, bliver det åbenlyst, at forholdene vanskeliggør rekruttering af kvalificeret arbejdskraft. Vi har den ikke selv, og der skal lokkes med meget høje lønninger og frynsegoder for at få udlændinge til at flytte til Taif.”

Vi ville jo heller ikke selv gøre det, og vores hustruer ville end ikke sætte deres ben i landet. At udelukke halvdelen af befolkningen fra arbejdsmarkedet gav unødige flaskehalse i økonomien. Det var vel en af grundene til, at regimet var begyndt at slække på restriktionerne.

Resten af frokosten forløb fint, og vi undgik potentielt minebelagte diskussionsemner. I stedet talte vi om projektet, dets udfordringer og mulige løsninger. Det var jo derfor, vi var der.

Direktøren drejede selv samtalen tilbage til den generelle situation i Saudi-Arabien, hvor indtægterne fra olien voksede støt og bragte nye muligheder med sig. Regeringen ønskede at modernisere samfundet inden for rammerne af den islamisk baserede tradition. Sundheds- og uddannelsesområdet ville modtage store investeringer, og vi kunne forvente en bølge af nye projekter. De fem hospitalskøkkener, som vi arbejdede på, var blot begyndelsen. Hvis vi vandt Taif-projektet, ville dørene stå åbne til mange af de nye projekter, som de massive offentlige investeringer ville medføre.

Jeg kunne se, at Helmuth sad uroligt på sin stol og kunne sagtens følge hans ubehag ved hele situationen. På den ene side var det positivt, at nogle af oliepengene sivede ud til gavn for den brede befolkning, men at medvirke til at konsolidere et enevældigt monarki, hvor tusindvis af familiemedlemmer snyltede på rigdomme, som de ikke selv havde skabt, og som de heller ikke bidrog til at udbrede, gjorde ondt.

Til gengæld var jeg lidt forundret over direktørens fortælling.

Forsøgte han at påvirke os til at investere i projektet, så vi kom med en pris, der lå under de faktiske omkostninger for derigennem at positionere os til nye projekter? Det var ikke en mulighed, som Jakob og jeg kunne løfte, og tiden var alt for knap til, at vi kunne involvere mere kapitalstærke parter i projektet.

Hverken Jakob eller jeg kendte umiddelbart nogen, vi kunne trække ind, og vi havde heller ingen erfaring med den slags konsortier. Allerhelst ville vi ud af selve projektet og i stedet fungere som konsulenter. Den mulighed havde vi diskuteret meget de sidste par aftener og var enige om, at det var den bedste løsning for os. Og nok også for projektet. Lige nu holdt vi imidlertid kortene tæt til kroppen og responderede blot, at det alt sammen lød spændende og lovende.

Efter frokosten kørte vi hen til det sidste hospital, som udelukkende var for sindslidende. Vi kunne igen ikke komme ind på området og fik derfor heller ikke set køkkenet, men hele bygningen var i en så dårlig forfatning, at vi umuligt ville kunne renovere og indrette et nyt. Vores idé om at bygge et centralkøkken for alle fem sygehuse blev blot bekræftet. Allerede ved 15-tiden kunne vi sætte kurs mod Mekka og derfra videre til Jeddah.


Ovenstående er et uddrag fra romanen Balladen i Mekka.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Verified by MonsterInsights