Han er hovedpersonen i min nye romanserie, Sagaen om Henrik Bertelsen.

Født på Amager den 4. juli 1951 er han den yngste af en drengeflok på fire. I 1954 flytter familien til Aalborg, hvor han vokser op, bliver teenager, passer sine jobs, går i skole, spiller fodbold, lærer at spille guitar, går til fester og bliver student. Efter et enkelt år på Aarhus Universitet beslutter han at flytte til København, hvor han i 1977 bliver cand. polit.

Da vi i bind et, Balladen i Mekka, møder Henrik for første gang, er han fuldmægtig i Arbejdsministeriet med sidejob som undervisningsassistent på Københavns Universitet. Det går godt for ham, og han har blikket fast rettet mod en karriere i den offentlige forvaltning.

Men sådan kommer det slet ikke til at gå.

Traume- og lidelsesfri litteratur

I modsætning til mange andre litterære figurer er Henrik ikke præget af en traumatisk og lidelsesfuld opvækst. Tværtimod. Han havde kærlige, omsorgsfulde og udadvendte forældre. I sine teenageår, der faldt sammen med ungdomsoprøret i slutningen af 1960’erne, blev forholdet til forældrene nok sat på en hård prøve, men harmonien genoprettedes, da han som 19-årig flyttede hjemmefra. Også forholdet til og imellem brødrene er godt, og i det hele taget er familien og vennerne blottet for de store konflikter og traumer.

Efter en hektisk ungkarletilværelse møder unge Bertelsen i 1973 engelske Samantha, og i 1975 bliver de gift på Københavns Rådhus. Sammen beslutter de at etablere et bofællesskab, og i juli 1979 kan de flytte ind i deres lille rækkehus i Bofællesskabet Leerbjerg Lod i Ny Hammersholt syd for Hillerød. I november samme år efter tager de til Indonesien for at adoptere deres første barn, en dreng, og i 1985 adopterer de nummer to, en pige, fra Korea.

I slutningen af bind et siger Henrik sine gode jobs i statsadministrationen og på universitetet op for til gengæld at blive sælger i et stort amerikansk computerfirma. Højere løn og færre arbejdstimer lokker ham til skiftet. Hvad han ikke forudser er, at han dermed lander i en branche, der over de følgende år gennemgår kolossale forandringer. Forandringer, der parallelt med den samfundsmæssige udvikling og de verdenspolitiske forskydninger henholdsvis river tæppet væk under ham og lokker med nye eventyr.

I de otte bind, jeg indtil videre har planlagt for serien om Henrik Bertelsens liv og levned, kommer det aldrig til at foregå, som han planlægger. Der kommer altid noget vejen. Nogle gange ændres planerne på hans initiativ, men ofte gør andre eller omstændighederne det for ham. Altid lander hans appetit for eventyr og afveksling ham i konflikter og dilemmaer, som ikke er så nemme at rode sig ud af.

Henrik Bertelsen krøniken handler således ikke om dyb menneskelig smerte og store tragedier. Den handler om hvordan, jagten på det gode liv kan tage sig ud i en verden i konstant forandring og hvordan gåpåmod og held kan være redningsplanken, når det ser sortest ud.

Måske er der også en god portion stoisk livsfilosofi i handlingen. Uanset årsagen til de problemer, Henrik konstant løber ind i, påtager han sig altid ansvaret.

“Hvad kunne jeg have gjort anderledes?” spørger han sig selv. “Hvad kan jeg lære?” tilføjer han.

I Danmark er jeg født …

Selvom handlingen i Sagaen om Henrik Bertelsen tager os verden rundt, så er Danmark udgangspunktet. Her er han opvokset, og her er hans værdier og livssyn formet.

Som den første akademiker i familien tilskriver han ikke sin succes sig selv.

“Jeg står på andres skuldre,” er et af hans yndlingsudtryk. “Jeg er hverken dygtigere eller klogere end andre,” siger han, “men jeg er født på et heldigt sted og tidspunkt. Jeg startede mit liv i solskin og medvind, og da uvejret satte ind, lå der gummistøvler og regntøj klar på kommoden. Selv når det ser værst ud, føler jeg ikke, at familien er truet på liv og velfærd.”

Med den tryghed, som den danske samfundsmodel tilbyder, kan Henrik kaste sig hovedkuls ud i vovefulde forretningseventyr uden at tænke så meget over, at det også kan gå galt. Og galt går det som oftest. Ingen af planerne holder. Men det gør ikke så meget, for der dukker altid nye muligheder op. Nogle gange skal han lige lede lidt efter dem først.

Oversigt over seriens indhold

I Balladen i Mekka er vi i 1979. Henrik, 28 år gammel, har et godt job som økonom i Arbejdsministeriet. To gange om ugen underviser han i nationaløkonomi på Københavns Universitet. Sammen med sin engelske kone, Sammy, er han ved at etablere et bofællesskab i Nordsjælland, mens de også forbereder adoptionen af et barn fra Indonesien. Ud af det blå bliver han inviteret til at deltage i et forretningsprojekt om renovering og ledelse af hospitalskøkkener i Taif, der ligger øst for Mekka. At arbejde på et forretningsprojekt i Mellemøsten er meget anderledes end hans job som embedsmand, men han kan lide det. Så meget, at han i slutningen af den første bog accepterer et jobtilbud fra Control Data Corporation, et stort og succesfuldt amerikansk computerfirma.

Bog to, For ussel Mammon (arbejdstitel, der dækker årene 1980 til 1986), handler om Henriks avancement fra salgstrainee til salgschef i en industri i hastig forandring. Hans appetit på internationale eventyr fører ham til Sovjetunionen, netop som Mikhail Gorbachev lancerer glasnost og perestrojka, og Ronald Reagan finder opskriften på at tæmme kommunisternes ambitioner om global ideologisk ekspansion. Et intensivt rejseprogram kolliderer med hans muligheder for at spille med sit nye rockband, en drøm siden teenageårene, og med adoptionen af barn nummer to. Denne gang en lille pige fra Korea. Han må finde en måde at balancere sit familieliv, sine musikalske ambitioner og sin appetit på forretningsudfordringer.

I bog tre, Helt fra bunden (arbejdstitel, der dækker 1986 til 1989), forlader Henrik en lovende karriere i det store amerikanske firma og tager i stedet imod et tilbud fra en nystartet dansk virksomhed. Også Samantha ønsker at gøre karriere, så Henrik må tage sin del med at passe familiens to små børn. Ved siden af at skulle spille et stigende antal gigs med sit rockband, har Henrik nu også ansvaret for at få kørt omsætningen i gang i det nyetablerede firma. Efter at have fået styr på det lille danske marked, går han videre med at åbne de internationale markeder. Tingene går rigtig godt for Henrik, indtil eksterne investorer, bragt ind for at styrke den internationale ekspansion, pludselig begynder at ændre virksomhedens ledelse og kultur. Henrik hopper af, får job i et andet nystartet firma, kun for at opdage, at deres produkt slet ikke er markedsmodent. Jo mere han sælger, jo flere problemer opstår der. Hvad nu?

I bog fire, Forfængelighedens Pris (arbejdstitel, der dækker 1989 til 1997), lader Henrik Bertelsen sig friste af en headhunter, der leder efter en landechef til datterselskabet af et mindre og noget nødlidende amerikansk computerfirma. Forblændet af titlen og en attraktiv lønpakke med aktieoptioner bryder han sit løfte om aldrig at arbejde for en amerikansk virksomhed igen. Men på grund af forhold uden for hans kontrol, overgår hans datterselskab sine budgetter og præsterer langt bedre end hans kolleger i søsterselskaberne. Han fejres som en helt og bliver overdænget med bonusser og aktieoptioner. Da virkeligheden rammer, og han skal kæmpe for et konservativt budget, er der ingen, der vil lytte. For første gang i sin karriere bliver han fyret.

I bind fem, I kraftig medvind (arbejdstitel, der dækker 1997 til 2001), får Henrik et job i en meget succesfuld softwarevirksomhed og flytter til Tyskland for at bygge og drive forretningen i de tysktalende lande. Det er 1997, og kunderne udskifter deres gamle software for at undgå risikoen ved årtusindeskiftet. Forberedelsen til en børsintroduktion kræver, at virksomheden demonstrerer høje vækstrater i udlandet, og Henrik bliver bedt om at udarbejde og implementere en aggressiv vækstplan. Mens han er travlt optaget af at levere på sit budget, har familien svært ved at tilpasse sig deres nye omgivelser i Sydtyskland. Han formår at balancere familiens behov og virksomhedens forventninger, da en fusion pludselig forstyrrer alle hans planer og ambitioner.

I bog seks, Kun til låns (arbejdstitel, der dækker 2001 til 2004), bliver Henrik Bertelsen fyret igen, vender tilbage til Danmark og beslutter sig for at starte sin egen virksomhed. Slut med firmapolitik og overraskelser. Men hvilken type virksomhed skal han starte? Mens han overvejer sine muligheder, præsenterer headhuntere ham for nye muligheder, men han afviser dem. Han har mistet appetitten på monogame arbejdsforhold. Da en nystartet virksomhed tilbyder ham jobbet chefjobbet på konsulentvilkår, giver han efter. Men at drive iværksætteri er risikofyldt og uden sikkerhedsnet, og for første gang i sit liv må han tage et firma igennem en konkurs.

I bind syv, På egne ben (arbejdstitel, der dækker 2004 til 2013), lykkes det endelig Henrik at bryde med de monogame arbejdsforhold, og han lancerer et konsulentfirma. Selvom forretningen tager fart, indser han hurtigt, at han må væk fra at sælge timer. At øge sin indkomst ved blot at arbejde mere virker ikke attraktivt. Han vil hellere tilbringe mere tid med sin familie og sine venner samt på sine hobbyer. En idé om at bygge et konsulenthus af ligestillede partnere på franchisevilkår får noget momentum, men lever aldrig op til hans ambitioner. Han må finde andre veje.

I bog otte, Uafhængig (arbejdstitel, der dækker 2013 til i dag), begynder Henrik at blogge og skrive “how-to” bøger om international forretningsudvikling. Hans kernekompetenceområde. Den fjerde bog bliver en international bestseller, og hans telefon begynder at ringe oftere. Han ønsker at bruge mere tid på at skrive bøger og især på at opfylde en gammel drøm om at skrive skønlitteratur. Igen reviderer han sin forretningsmodel, og det lykkes at finde den tid og de penge, der kræves for, at han kan skrive sin første roman, som han giver titlen Balladen i Mekka.

Selvbiografi?

Nej! Men at skrive om noget, man i forvejen er bekendt med, er den dovne forfatters genvej til den gode historie. Selvfølgelig har jeg plukket i min egen verden og i mine egne oplevelser. Inspireret af Forrest Gump optræder en række virkelige personer og institutioner i bøgerne. De er til gengæld beskrevet så historisk korrekte som muligt.

Teknisk hedder genren autofiktion, hvor virkelighed og fantasi blandes på en måde, så det kan være svært for læseren at gennemskue, hvad der er hvad. Mit råd til læseren er at opfatte det hele som fantasi. Mit mål er at efterlade en opfattelse af, at det godt kunne være sket i virkeligheden.

“Based on a true story” hedder det vist i Hollywood.

Hvorfor?

Hvorfor i alverden kaster jeg mig ud i at skrive otte romaner?

Fordi jeg har lyst, og fordi jeg har så meget, jeg gerne vil fortælle. Så enkelt er det.

Bogen som medie, hvor jeg har læserens fulde opmærksomhed og en forventningsafstemning, hvor historien kan få lov at udfolde sig over et par hundrede sider, er det perfekte medie for hvad, jeg gerne vil fortælle.