Jeg afleverede min bil til service tidligt her til morgen.

Volvoværkstedet ligger i den nordlige udkant af Hillerød, så mens mekanikeren gik i gang med sit arbejde, spadserede jeg de tre kilometer ind til byen, hvor min favoritcafé åbner klokken otte.

Forårsvejret er vidunderligt. Seks grader og vindstille.

Jeg er i god tid og lægger turen omkring Frederiksborg Slot, hvor gæs svømmer rundt på den spejlblanke sø med deres nyudklækkede ællinger. Mens jeg går langs søbredden denne stille morgenstund, tænker jeg på mit kolossale held.

At jeg er født i Danmark var uden for min indflydelse, men det betød, at jeg voksede op i et samfund med en solidarisk infrastruktur af goder, som alle borgere har adgang til. Jeg tænker på sundhedsvæsen, uddannelse, socialvæsen, retsvæsen og så videre. Mit liv, som jeg er ganske godt tilfreds med, er bygget på den platform. Jeg står på skuldrene af de, der kæmpede for, at alle skulle have et fælles tryghedsfundament og lige muligheder.

Helt konkret har det betydet, at jeg mange gange i mit liv kunne tage chancer uden at skulle frygte, om jeg nu risikerede at stå uden midler til mine børns uddannelser eller ikke kunne finansiere behandling af sygdom.

I store træk er det den europæiske model. I Norden er den fælles og solidariske sociale infrastruktur mere omfattende, og det er samtidig også her, verdens mest veltilfredse mennesker lever. Og selv om vi betaler tårnhøje skatter, har mange feriedage, kan tage fri i et år i forbindelse med barsel, og kan blive hjemme fra arbejde for at passe vores syge børn, er vi fortsat blandt de rigeste lande i verden. Og vi er også blandt de lande, der har den højeste arbejdsproduktivitet. Vi arbejder ikke så meget, men når vi gør, får vi noget fra hånden.

Vi kan stole på hinanden

Nu sidder jeg på caféen og hører den muntre summen af samtaler, mens personalet griner nede i køkkenet. Espressomaskinen og mælkedamperen hvisler lystigt, og i baggrunden spiller højttalerne stille ballader. Selv om en cappuccino koster 45 kroner og en bolle med ost 50, så bliver caféen hurtigt fyldt. Stamgæsterne har en side i en lille lommebog og får streger, der gør den tiende kop gratis.

Ovre ved vinduerne har jeg fået lov at lægge et par af mine bøger med mavebælter, der angiver pris og mit forlags MobilePay-nummer. En gang imellem lyder et lille pling på telefonen, når en gæst køber en bog. I de efterhånden mange år, jeg har haft ordningen, er der ikke forsvundet et eneste eksemplar.

Udenfor begynder byen så småt at vågne, og der kommer flere folk på den flotte gågade, som blev nyrenoveret sidste år. Der er lagt faskiner, så regnvandet ledes ned i søen og ikke i kloakkerne, som havde svært ved at klare de stigende vandmængder. Ved samme lejlighed blev der lagt nye klinker og opsat plantekummer med bænke. Det er meget flot.

Mens jeg skriver disse linjer, bliver jeg lidt trist ved tanken om, at ikke alle på denne klode kan nyde samme tryghed, fred og ro, som jeg oplever. Nogle er uheldige og bor i et land i krig eller et land, hvor der ikke er samme sammenhold som her hos os. Eller lande, hvor det politiske system er korrupt eller styres af karakterafvigende idioter.

Der er rigdom nok i denne verden til, at alle kunne leve i tryghed og forfølge deres drømme på fredelig vis, men det forhindres af mennesker, som ikke mener, de skylder nogen noget. Som ikke forstår, hvad ordet samfund betyder, mennesker som har travlt med at hade og afsky frem for at elske og respektere.