Jeg bestilte min Kindle Paperwhite søndag den 22. juni 2014 kl. 17:47. Mandag den 23. juni kl. 23.44 får jeg besked om at min ordre er ekspederet. Onsdag den 25. juni om eftermiddag ligger pakken fra Amazon ude foran min hovedør.
Min nabo, der ved jeg interesserer mig for software- og Internetbaserede forretninger, kom forbi forleden dag med et udklip fra dagbladet Politiken. Det var en anmeldelse af den danske oversættelse af bogen “the everything store – Jeff Bezos and the age of AMAZON” skrevet af Brad Stone.
Jeg er en flittig kunde hos Amazon, hvor jeg køber langt de fleste ”bøger.” Siden jeg købte min første iPad i 2010 har jeg stort set kun læst bøger på den. Fra Amazon henter jeg bøger til Kindle app’en, mens andre bøger læses i andre Apps. Mine elektroniske læsevaner møder meget modstand i min omgangskreds, men jeg har lagt den trykte bog på hylden. Tryksværte på døde træer er ikke lige mig mere.
Artiklen fra Politiken lå et par dage på mit skrivebord, men tidligt lørdag den 6. juni får jeg læst den. Den danske oversættelse af bogen om Amazon kunne erhverves for kr. 349,95, men da jeg helst læser engelske bøger på originalsproget, smuttede jeg forbi Amazon for at se, hvad den stod til her. Kl. 06:02 køber jeg bogen, der ca. 1 minut senere ligger på min iPad – pris kr. 75.
Jeg skulle lige afslutte en anden bog, så der gik et par dage, inden jeg kunne kaste mig over bogen om Bezos.
The Amazon Way – et eksempel
Den 18. juni opdager jeg, at mit FitBit armbånd ikke længere fungerer. Jeg har købt FitBit armbåndet hos Amazon i England og går ind på deres web site for at finde ud af, hvad jeg kan gøre. Klokken er 17:20, da jeg ringer til Amazon. Efter et par minutters ventetid er jeg igennem til en servicemedarbejder. Efter 5 minutter er der oprettet en erstatningsordre. Den 19. juni 10:38 modtager jeg en email fra Amazon om at mit nye FitBit armbånd er sendt afsendt. Kl. 19:46 modtager jeg en email fra Amazon vedhæftet et par labels, som jeg skal printe ud og klistre på den kuvert, hvori jeg skal returnere det fejlbehæftede armbånd. Næste dag dropper jeg brevet i postkassen. Mit nye armbånd ankommer den 24. juni om formiddagen med postbudet. Den 4. juli modtager jeg en email fra Amazon med besked om, at de har modtaget det defekte FitBit armbånd, og at sagen er afsluttet.
The Amazon Way
Historien om Jeff Bezos og Amazon er bestemt fascinerende. Jeg har aldrig tidligere været helt tæt på visionen bag Amazon og rejsen mod at skabe verdens største ”butik.” Det har angiveligt været en lang rejse – en rejse, der formentlig kun har kunne finde sted med udgangspunkt i USA. Rejsen har budt på utallige fiaskoer, som vi ikke har set så meget til i Europa, fordi de forliste projekter aldrig nåede uden for USA.
Specielt fascinerende fandt jeg fortællingen om Kindle. Amazons egen elektroniske boglæser. Faktisk blev jeg så fascineret, at jeg besluttede at bestille en Kindle Paperwhite på Amazon.com.
Hvorfor nu det, når jeg allerede har Kindle App’en på min iPad?
Af to grunde.
Jeg kan godt lide at læse ude i haven. Det er ikke iPad’ens stærke side. Den ellers helt fantastiske skærm på min iPad Air klarer sig ikke så godt i udendørs belysning og da slet ikke i solskin. Kindle Paperwhite skulle være rigtig god i solskin. Min iPad Air er også lige tung nok til at holde i én hånd i længere tid ad gangen. At købe en iPad mini til blot at læse bøger, synes jeg var et overkill, så igen synes Kindle Paperwhite en god løsning.
The Amazon Way – endnu et eksempel
Jeg bestilte min nye Kindle Paperwhite søndag den 22. juni 2014 kl. 17:47. Mandag den 23. juni 2014 kl. 23.44 får jeg besked om at min ordre er ekspederet. Onsdag den 25. juni om eftermiddag ligger pakken fra Amazon ude foran min hovedør, da jeg kom hjem fra en cykeltur i skoven. Jeg skulle i gang med et andet projekt, så jeg fik først pakket apparatet ud om aftenen. Inden jeg gik i seng havde jeg alle de bøger jeg igennem tiden havde købt til min iPad på Amazon liggende på min nye Kindle Paperwhite.
En tur til USA
Den efterfølgende fredag skulle jeg flyve til New York, og den nye Kindle Paperwhite var naturligvis med i håndbagagen. Efter intens brug må jeg rose Kindle Paperwhite til skyerne. Det er den helt ideelle boglæser. Den kan ikke alt det, som min iPad kan, men til gengæld er det en suveræn boglæser til en overkommelig pris. Solskin gør kun teksten endnu mere tydelig og den vejer ikke mere end man sagtens kan holde den i en hånd også i længere tid ad gangen. Batteriet holder i dage(hvis ikke uge)vis.
Da roaming i USA koster formuer, havde jeg forud for turen købet et SIM kort med 3GB data til min iPad. På et tidspunkt var jeg kommet af sted uden min Kindle Paperwite. Da jeg åbnede min igangværende bog på min iPad, spurgte Kindle App’en om jeg ville springe frem til det sted, hvor jeg forlod bogen på min Paperwhite.
“The everything store – Jeff Bezos and the age of AMAZON”
Tilbage til bogen om Amazon og Jeff Bezos. Hvis man interesserer sig for e-commerce, business og management er bogen helt afgjort værd at læse. Historien om Amazon er fascinerende, og det er da også morsomt at læse om Jeff Bezos’ principper og ledelsesstil. Bogen er velskrevet og underholdende.
Læs Politikens anmeldelse af den danske oversættelse her: Brad Stone: Amazon.com – historien om Jeff Bezos og butikken, der har alt. Oversat fra engelsk af Louise Ardenfelt Ravnild. Gyldendal Business. 388 sider, 349, 95 kroner.