Kan du drive en international virksomhed med over 1.000 medarbejdere der alle arbejder hjemmefra? Det kunne vi før og ikke mindst under Corona-krisen, så det bliver vi nok ved med.
Nu skal vi diskutere hjemmearbejde – WFH (Work From Home) eller Remote – som det hedder på engelsk. Bliver der mere af det efter Corona-krisen?
I min seneste bog, Going Global on a Shoestring, indgår beskrivelsen af en række virksomheder der ikke har egentlige kontorer. I hvert fald ikke som vi normalt kender det. Medarbejderne er spredt over hele jordkloden og bestemmer selv, om de vil arbejde hjemme, på en café, på et kontorhotel eller et helt fjerde sted. Ofte afgør de også selv, hvornår de vil arbejde.
Den mulighed er til stede, hvis du ikke behøver at mødes ansigt-til-ansigt med dine kunder eller dine kolleger, og når dit arbejde ikke reelt kræver, at du opholder dig på en bestemt lokation.
Inden jeg tager fat på emnet, skal jeg lige understrege, at jeg udelukkende beskæftiger mig med softwarevirksomheder. Den type aktivitet kræver ikke laboratorier, fabrikker, varehuse, forsendelser, servicebiler, værksteder, butikker og mange af de andre fysiske arbejdspladser som andre industrier afhænger af. Det betyder så også at i softwareindustrien ligger det virtulle driftsformat lige til højrebenet.
20-20-60 reglen
Under Corona-krisen har jeg spurgt alle, jeg er kommet i kontakt med, såvel i Danmark som i udlandet, hvordan de har det med at arbejde hjemmefra. Hvis vi tager udgangspunkt i virksomheder, hvor hjemmearbejde ikke var modellen før Corona-krisen, så er reglen, at 20% hader det, 20% elsker det, og 60% gerne vil kunne veksle mellem de to muligheder.
Hvis du søger efter folk til jobs, hvor de udelukkende skal arbejde remote, så er der tilsyneladende mindst 20% af de potentielle kandidater der ville være interesserede. Måske endda meget interesserede.
Remote by design
Denne blog benytter CMS-system WordPress, der udvikles af virksomheden Automattic. De har over 1.170 ansatte, der arbejder fra 76 forskellige lande og taler 93 forskellige sprog, hvoraf engelsk er fællesnævneren. Casen er godt dokumenteret via Scott Berkuns bog The Year Without Pants: WordPress.com and the Future of Work. Hvis du har appetit på mere om virtuelle virksomheder, så kan du også læse bogen Remote, der er skrevet af Jason Fried og David Heinemeier Hansson som driver virksomheden Basecamp.
WFH og Remote var et stigende fænomen allerede før Coronaen eksisterede. Da vi lukkede kontorene og sendte folk på hjemmearbejde blev endnu flere eksponeret for arbejdsformen. Både ledere og medarbejdere skulle nu finde ud af at få det til at fungere ofte samtidigt med, at der skulle passes børn. Min forudsigelse er at vi i fremtiden vil se mange flere virtuelle virksomheder, at de vil tilbyde meget attraktive løn- og ansættelsesforhold og at de vil blive mere og mere eftertragtede.
Når ledelse er en hadeopgave
Også den danske softwarevirksomhed XINK arbejder 100% virtuelt og har endda opbygget en organisation bestående udelukkende af freelancere.
Når XINK blev en virtuel virksomhed, så skyldes det primært, at ingen af de to iværksættere, Bjarne Mess og Jesper Frier, har lyst til ledelse. De er til gengæld godt klar over, at uden et team kan de ikke vokse. Løsningen blev derfor en model der ikke kræver megen ledelse.
På det område adskiller XINK sig ikke væsentligt fra tusindvis af andre virksomheder, hvor ejerne ikke synes, at ledelse er det mest spændende i denne verden, og hvor de heller ikke har ambitioner om at skulle opbygge en global mastodont. For den type mennesker er det virtuelle format både attraktivt og ideelt.
Pseudoarbejde forekommer sjældent i virtuelle virksomheder
Hvis pseudoarbejde er et stort problem i mange virksomheder, hvorfor forekommer det så stort set ikke i virtuelle virksomheder?
Nu er pseudoarbejde ikke et fænomen, der er særligt præcist defineret, let lader sig måle og hvis omfang kan udtrykkes i præcise statistiske termer. Ikke desto mindre er der en række forhold der gør unødvendigt arbejde mindre hyppigt i en virtuel virksomhed.
Deltagerne måles på deres bidrag
Det giver ikke nogen mening at møde tidligt og gå sent hjem. Der er der alligevel ingen der ser. Alle de gængse kneb der bruges for at forekomme travl og vigtig på den fysiske arbejdsplads fungerer ikke virtuelt.
Når der arbejdes virtuelt, er ledelsen mere opmærksom på at få defineret resultatet af det arbejde der skal udføres. Min oplevelse er ikke at omfanget af micromanagement er større i virtuelle organistioner, snarere tværtimod. Man er til gengæld meget bevidst om, at det ikke er deltagernes tid, men resultatet af deres bestræbelser man er ude efter.
Man undgår snakkehovederne
Med fare for at blive beskyldt for kold kynisme, så er de fleste fysiske arbejdpladser altså befolket med personale (måske blandt de 20%?), der bruger tid på alt andet end deres arbejde. Faktisk er mange primært glade for deres arbejdsplads, fordi kollegerne er søde og ikke fordi arbejdet er meningsfyldt og spændende. På en fysisk arbejdsplads er denne type sociale smøreolie bestemt heller ikke uden betydning for kulturen og dermed produktiviteten.
Den virtuelle virksomhed er til gengæld attraktiv for den introverte type, der gerne vil udføre en bestemt slags arbejde, men ikke har behov for at sludre med kollegerne i tekøkkenet. Personer med store udækkede sociale behov søger derfor ikke ansættelse i jobs, hvor de skal arbejde remote.
Vidensdeling og tværgående samarbejde
Når man ikke mødes fysisk hver dag, er man nødt til proaktivt at organisere onboarding, vidensdeling og tværgående samarbejde. Derfor er det min oplevelse, at det fungerer bedre i de virtuelle virksomheden end i de fysiske, hvor man i større udstrækning forventer, at det sker af sig selv.
De 20 procent er større end de lyder
Virtuelle virksomheder har ikke hede debatter om fordele og ulemper ved at arbejde remote. Den beslutning er truffet og er ikke til diskussion. De der søger og ansættes foretrækker den arbejdsform. Den virtuelle virksomhed tapper derfor ind i de tyve procent der foretrækker ikke at skulle møde op på et kontor hver dag.
Da både medarbejderen og virksomhedens geografiske lokation er ligegyldig, har begge parter langt flere muligheder, end hvis arbejdet skal foregå på en fast geografisk lokation.
Forestil dig at du er softwareudvikler og taler et rimeligt engelsk. Du kan nu søge jobs i virtuelle softwarevirksomheder over hele verden. På samme måde har den virtuelle virksomhed adgang til et langt større arbejdmarked. Begge parter drager fordel af det virtuelle arbejdsmiljø.
Digitale nomader og the gig-economy
Jeg erkender at være noget biased, for jeg har i mange år arbejdet der, hvor jeg nu befandt mig. Som international forretningsudvikler var jeg konstant på farten. Før vi fik internettet foregik kommunikationen med kontoret og mine kolleger via telefon og fax. Når man befandt på den anden siden af kloden, var det både dyrt og bøvlet. Med email, instant messages, Skype og webmøder blev det både nemmere og billigere.
Jeg fik min sidste lønseddel i 2001 og fra 2005 har jeg udelukkende arbejdet projektorienteret. Selvom jeg altid har haft meget spændende og vellønnede jobs, så har de mange år som konsulent uden fast arbejdssted og uden en sikker fast månedlig løn været langt de bedste.
Denne trang til frihed og selvbestemmelse breder sig, og hvis det du kan er efterspurgt, så kan både projektmodellen og den virtuelle arbejdssituation være meget attraktiv. Mille Bruun Sjøgren har skrevet en glimrende bog, der beskriver, hvordan man kan kombinere eventyr og arbejde.
Estland og Kroatien går forrest
Estland etablerede i december 2014 et program, der giver udlændinge adgang til tjenester såsom oprettelse af virksomheder, bankkonto, betalingsformidling og beskatning. Det betyder, at man kan drive virksomhed ud fra Estland uden at arbejde og bo der. Det er der mange der har benyttet sig af.
Der er nu et lignende projekt i gang i Kroatien, hvor arbejdet i første omgang er rettet mod, at digitale nomader kan tage ophold der i længere tid uden at skulle igennem en bureakratisk proces med at søge opholds- og arbejdstilladelse.
Sammenfattende vil jeg konkludere, at der efter Corona-krisen, når vi alle kan bevæge os frit igen, vil ske en voldsom stigning i både remote arbejde, digitale nomader og gig-relationer. Det er appetitten på eventyr og behovet for højt specialiseret arbejdskraft, der vil få mange virksomheder til at indrette sig på arbejdsformen. Og når der er en vilje og et behov, finder man ofte også en vej.
