Min interesse for Saudi-Arabien begyndte i 1979, da jeg færdiggjorde mit første (og sidste) forretningsudviklingsprojekt på de kanter. Dengang oplevede jeg et land med mange penge, men ikke så meget andet. Ifølge bogen Blood and Oil af Bradley Hope og Justin Scheck virker det stadig til at være tilfældet.
Livet i Danmark og Saudi-Arabien repræsenterer to ekstremer.
Vi har næsten ingen værdier, institutioner og politiske observationer til fælles. Jo, vi har også en kongefamilie i Danmark, men de har ingen reel magt. Vores nuværende statsoverhoved er Dronningen (en kvinde!). Hendes familie avler ikke masser af børn, der skal underholdes af vores fælles kasse. De respekteres for deres gerninger, og frygtes ikke for deres positioner. Du bliver ikke smidt i fængsel for at kritisere dem, regeringen eller nogen anden politisk enhed. I stedet betragtes kritik som et nøgleelement i den løbende udvikling af vores lovgivning og institutioner.
Som forfatter kommer det formentlig ikke som nogen overraskelse, at jeg foretrækker Danmark fremfor Saudi-Arabien. Til enhver tid. Og min kone er enig.
Den mest brutale diktator er ofte den sidste
Blood and Oil er en velresearchet og velskrevet bog, der illustrerer hvor ineffektivt, uproduktivt og uretfærdigt et autokratisk system er, på trods af at de næsten har alle penge i verden til at sikre deres borgere et godt liv.
Dens religiøse base gør det ikke nemmere. Jeg har en teori om, at i ethvert autokrati vil den mest brutale person tilkæmpe sig magten som den ultimative diktator. Denne bog understøtter teorien. Saudi-Arabien er på vej til at få den mest brutale diktator, de nogensinde har haft. Måske bliver han så den sidste.
Mohammed bin Salman (MBS) forstår godt at Saudi-Arabien ikke kan basere sin økonomi på olie for evigt. I nogen tid vil olie forblive en kilde til betydelig indkomst, men medmindre provenuet investeres i andre aktiviteter, der medfører jobs, velstand og velfærd til den voksende befolkning, vil landet glide langsomt men sikkert i glemmebogen. Landet vil vende tilbage til at være et af de tørreste, varmeste og mest nådeløse steder på planeten. Det er allerede på vej derhen. Medmindre noget bliver ændret er det i sidste ende den vej det vil gå.
Vælg de rigtige rollemodeller
For at hjælpe ham til at definere overgangsprojektet har MBS henvendt sig til verdens andre superrige mennesker og til globale ledelseskonsulentfirmaer. Har de dokumenteret erfaring med at foretage sådanne overgange?
Ikke rigtig. Hverken de superrige eller ledelseskonsulenterne har gjort noget der er tilnærmelsesvis tæt på det MBS ønsker. Men de bliver bedt om at bidrage og honorarene er attraktive.
Kunne MBS lede efter inspiration andre steder?
Ja, han kunne hente inspitation fra Norge eller Alaska, der begge befinder sig i lignende situationer, men har meget forskellige tilgange til det.
Det gør han dog ikke.
Og grundene hertil er meget simple.
MBSs primære mål er at bevare sin politiske magt og derefter sin rigdom. Alt andet er midler til at tjene disse formål. Historien har klart vist, at sådanne prioriteringer ikke er bæredygtige. Selvom han måske forsøger at overbevise sin befolkning om, at han arbejder for deres bedste, vil Sauderne på lang sigt erfare, at det ikke er tilfældet. En skønne dag vil folk have frihed og valg i sager, som et enevælde kun kan give ved at træde til side. Sådanne ambitioner vil blive understøttet af økonomiske kræfter, der også drager fordel af en liberal og demokratisk markedsøkonomi. MBS’ nuværende strategi, der arbejder med verdens superrige individer og de førende ledelseskonsulent firmaer, forstærker muligvis hans ego, men det vil aldrig opbygge de politiske institutioner og skalerbare markedsrammer, der kræves for en transformation af økonomien.
MBS er på en mission impossible
MBS er på en umulig opgave.
Det er min tese, og analysen i Blood and Oil understøtter den.
Bæredygtige samfund og økonomier er baseret på institutioner der er transparente, konsekvente og uafhængige af de individer der i øjeblikket driver dem. De er meritokratiske og immune overfor korruption og nepotisme.
Saudi-Arabien er nøjagtig det modsatte og selvom MBS erkender, at det nuværende selvbetjeningskleptokrati undergraver økonomien såvel som legitimiteten af dets politiske system, tager de ændringer, som han foretager, landet i den forkerte retning.
At erstatte mange små kleptokrater med en kæmpe én, vil ikke narre nogen, og afhængigheden af enkeltpersoner snarere end institutioner vil ikke skabe skalerbar økonomisk aktivitet. Massive udviklings- og byggeprojekter som NEOM kan virke imponerende på papiret, men bygninger skaber ikke institutioner.
Mohammed Bin Salman bekæmper muligvis korruption, men nepotisme er fortsat Saudi-Arabiens politiske systems DNA.
MBS har desuden to store personlige svagheder. Han er utålmodig og han er tyndhudet. Han befinder sig ganske vist i en akavet situation. Da Saudi-Arabien har meget svage institutioner, kan ingen forudsige hvilken retning landet vil tage, hvis han mister kontrollen. Derfor nyder han støtten fra sine allierede (vi ved hvad vi har og ikke hvad vi muligvis får). Hvis MBS vil præge historien, som en person der gjorde en positiv forskel, så vil NEOM ikke stå på hans gravsten. Han må give Saudi-Arabien tilbage til befolkningen og opbygge et samfund, der vokser indefra og ikke kræver undertrykkelse og vold for at opretholde sig selv.
Det forstår han ikke, og derfor vil han mislykkes.
Læs også Balladen i Mekka.
Artiklen er oversat fra engelsk af Maria Bech.
