I forbindelse med redigeringen af manuskriptet til romanen For ussel Mammon, er der historier, der ryger ud for at give plads til andre. Sådan er det nu en gang. Nogle af historierne synes jeg imidlertid fortjener at overleve og jeg udgiver dem derfor som artikler og podcasts.
Den første kaldte jeg Den snorkende sydafrikaner.
Her kommer historien om hvordan Henrik og Sammys lille dreng David fik charmet sig ind på en lidt mavesur italiensk campingfatter, som opdagede, at der alligevel var en ledig plads til den danske famile.
I begyndelsen af maj 1985 fik vi besked om, at europachefen, Matt Petterson, havde besluttet at samle alle regionens CYBER-sælgere og salgschefer til et møde i Marbella i Spanien i starten af juni. Sammy og jeg havde planlagt ferie i Italien, der skulle starte ugen efter, så umiddelbart passede det ikke så godt.
Efter at vi havde vasket op efter aftensmaden i fælleshuset nogle dage senere og lagt børnene i seng, fortalte jeg Sammy om mødet på Costa del Sol. Hun foreslog, at vi så holdt vores sommerferie i Spanien i stedet. Hun var jo på barsel. Vi kunne køre til Costa Brava, finde en campingplads, og så kunne jeg flyve fra Barcelona til Malaga. Når jeg kom tilbage, kunne vi holde vores tre ugers ferie.
Der var langt til Spanien. David, der nu var seks og et halvt år og lige begyndt i første klasse på den lokale lilleskole, havde ingen problemer med at køre mange timer, men hvad med lille Emma?
Nogle dage senere havde Sammy fundet ud af, at der kørte biltog fra Hamborg til Avignon og Narbonne i det sydlige Frankrig. I sommerperioden var der afgang en gang om ugen. Det var dyrt, og vi kunne ikke have bagage på taget, men det betød, at vi sparede hele køreturen gennem Tyskland og Frankrig. Med afrejse fra Hamborg midt på eftermiddagen, ankom man næste dag sidst på formiddagen i Sydfrankrig. Vi kunne booke en kupé, som vi havde helt for os selv.
Jeg fik det organiseret sådan, at Control Data betalte svarende til en flybillet fra København til Malaga t/r. Det beløb dækkede snildt både færge, biltog og flyet fra Barcelona. Til telt, campingudstyr, borde og stole samt Emmas højstol købte vi en trailer. Via Control Datas speditionsafdeling ville vi kunne få den sendt med en fragtmand til Barcelona og hente den, når vi kom frem. Uden for ferieperioden kunne vi lade den stå hos fragtmanden dernede. Når vi ikke længere ville holde ferie i Spanien, kunne en anden fragtmand tage den med hjem.
Det var en god plan, specielt da omkostningen tilsyneladende havnede på en eller anden konto i Control Datas bogholderi.
Sammy og jeg havde, efter vi havde adopteret David i 1979, holdt campingferier i Sydeuropa. Først havde vi lånt en Camplet af min ene storebror, Eigil, og var taget til Comosøen, hvor jeg som barn havde camperet med familien hver sommer i hele juli måned. Min far, der var bogsælger, mente ikke, at danskerne købte bøger i juli, og derfor pakkede vi hvert år Folkevognen og kørte den 23. juni straks, når jeg kom hjem fra skole, sydpå.
Sammy og jeg havde, efter vi havde adopteret David i 1979, holdt campingferier i Sydeuropa.
Først havde vi lånt en Camplet af min ene storebror, Eigil, og var taget til Comosøen, hvor jeg som barn havde camperet med familien hver sommer i hele juli måned. Min far, der var bogsælger, mente ikke, at danskerne købte bøger i juli, og derfor pakkede vi hvert år Folkevognen og kørte den 23. juni straks, når jeg kom hjem fra skole, sydpå.
Campinglivet sydpå passede godt til os, og David var god til at finde legekammerater, også selvom de talte helt andre sprog. Men Campletten var træls at køre rundt med, og når det var dårligt vejr, kneb det også med pladsen indenfor. Året efter købte vi derfor det største villatelt, vi kunne opdrive på markedet, satte tagbagagebærer på bilen og tog igen til Italien.
Denne gang til den lille by Sirolo syd for Ancona. Vi var blevet anbefalet pladsen af nogle venner, og den lå da også helt utroligt smukt på et stort plateau midt på en bjergside med udsigt over Adriaterhavet.
Vejen fra toppen og ned til pladsen var smal og nervepirrende stejl, og da vi med sved på panden og våde håndflader sidst på formiddagen gjorde holdt foran receptionen, var alt udsolgt. Desuden var der snart siesta, og campingfatter kom først tilbage klokken tre.
Vi parkerede bilen i skyggen af nogle træer og gik op i byen for at spise frokost. Der var en formidabel udsigt fra toppen af skrænten, og efter lidt god mad og et par glas kølig hvidvin gik vi tilbage, så David kunne sove til middag i bilen, der fortsat havde skygge fra træerne. Efter at han var faldet i søvn, gik Sammy og jeg på skift ind og kiggede på pladsen. Der var ledige pladser, og nogle af de andre campister var endda ved at pakke sammen.
Klokken var halv fire, før campingfatter dukkede op. Desværre var alt udsolgt. Alle pladser var reserveret. Vi måtte køre igen. Vi forklarede, at vores lille dreng sov til middag, og at vi derfor gerne ville blive holdende, til han vågnede. Det var okay. Italienere holdt jo meget af børn. Ved siden af receptionen lå en lille café, hvor vi kunne sidde og holde øje med bilen, mens vi fik en cappuccino og noget koldt Pellegrino.
Klokken fire vågnede David, og Sammy hentede ham. Efter at have fået noget vand og en banan var han igen ladet med energi og løb ind i receptionen, hvor han fik charmeret campingfatter så meget, at det viste sig, at vi alligevel nok kunne presses ind. Med David i hånden tog den godmodige italiener os hen til en stor plads, der tilmed lå i tilpas afstand fra sanitetsfaciliteterne. Ikke for tæt på og ikke for langt væk. Vi lå så højt, at vi havde ugenert udsigt til havet nedenfor. Det var campingpladsens absolut bedste placering.
Ja, vi kunne blive der så længe, vi ville. Mon David ville have en is?
Den halvtykke mand i den hvide undertrøje, Giovanni hed han, der ved første træfning havde været sur, tvær og afvisende, var nu forvandlet til en hyggelig onkel. David fik sin is, og vi skulle lige smage på Giovannis fætters hjemmelavede hvidvin.
Så stor havde succeserne med campingferierne været, at vi var opsat på at fortsætte dem, efter at Emma var kommet til. Også selvom hun endnu ikke ville være fyldt et år, når vi skulle af sted igen.
Altså kørte vi den 19. juni 1985 til Hamborg for at tage biltoget til Avignon. Med os havde vi en velassorteret madkurv, vin, sodavand og spil. Klokken fire om eftermiddagen trillede toget ud af Sternchanze ved det høje TV-tårn og kørte sydpå. Vi købte kaffe hos konduktøren og tog kagerne fra bageren i Allerød frem. Det var en skøn fornemmelse at kunne sidde i sin egen kupé, drikke kaffe, spise basser, spille kort og se Tyskland trille forbi udenfor vinduet. Særligt når man indimellem havde kig til en motorvej med tæt trafik, steg humøret adskillige grader.
Livet i en liggevogn er rumlende og knirkende, men vi fik sovet nogenlunde og kunne dagen efter ved ellevetiden om formiddagen køre bilen ned fra toget og sætte kursen mod Pyrenæerne.
Denne gang havde vi bestilt plads hjemmefra, og efter at have installeret familien på den superfine campingplads, Treumal, lidt syd for Palamós, kørte jeg til Barcelona og fløj til Malaga.
