Personligt vil jeg mene, der må kunne findes bedre måder at anvende så mange menneskers vid, tid og energi på. Kan vi virkelig ikke finde på noget mere produktivt end at sætte 2-300 mennesker ind i en sal og så udsætte dem for nogle (lidt tilfældige) taler. Det flytter jo ingenting.
I min post forud for Dansk Erhvervs Årsdag 2013 lovede jeg at aflægge beretning fra arrangementet. Konklusionen er, at arrangementet var alle pengene værd.
Det var nemlig gratis (at deltage i, det har næppe været gratis at producere).
Jeg må gøre en tilståelse. Jeg listede faktisk ud i pausen og kan derfor kun aflægge direkte vidnesbyrd om første halvdel. Kommentarerne fra anden del hviler derfor delvist på referater fra personer, der var mere udholdende end jeg. Og alligevel ikke helt – læs videre!
Hvis formålet med Dansk Erhvervs Årsdag var at give indspil på “hvordan vi skaber vækst og arbejdspladser i Danmark” så kom disse indspil ikke i den del, jeg overhørte.
Jimmy Maymann, CEO, The Huffington Post
Jimmy Maymann, CEO, Huffington Post var til min store overraskelse dansker. Hans indlæg var både spændende og meget relevant. Jimmy Maymann har selv startet flere virksomheder i Danmark og har efterfølgende arbejdet mange år i udlandet. For tiden er han, som CEO på The Huffington Post med base i New York, ved at bygge en forretning op, der skal rive de sidste rester af tæpper væk under den “trykte” presse. “Media Disruption” – kunne man vel kalde det.
Jimmy Maymann talte hovedsageligt om iværksætteri og om at skalere en virksomhed i Danmark. Hans erfaringer, betragtninger og anbefalinger var spændende, men også skræmmende.
- Risikovilligheden i Danmark er meget lav. Kun meget få har lyst til og mod på at starte nye virksomheder. Der er simpelthen for få, der kaster sig ud i det. Det kræver en indsats allerede i uddannelsessystemet, at få ændret denne adfærd.
- Frygten for at fejle (hvilket stort set alle iværksættere gør på vejen mod succes) kombineret med janteloven er direkte dræbende for innovation og iværksætteri i Danmark.
- Talentmassen i Danmark er for lille til at bygge små specialiserede nichevirksomheder (og sådan starter man altså nye virksomheder nu om stunder).
- Det er for besværligt at få talent ind udefra, og de færreste udlændinge med talenter ønsker i øvrigt at tage bopæl i Danmark.
- Danmark har et meget lille (og ukvalificeret) kapitalmarked.
- Det kræver en ekstra indsats at sælge en dansk virksomhed til en udenlandsk køber, fordi udenlandske købere er uvante med dansk selskabs- og skatteret.
Hans bedste råd til danskere, der ønsker at starte nye virksomheder: Gør det i udlandet.
Der var ikke meget optimisme at hente hos Jimmy Maymann. Den meget store danske erhverstøtteindustri med Eksportråd, Væksthuse, Vækstfonden, Accellerace, Vitus Programmer, Innovationscentre osv. fik ikke et eneste ord med på vejen. Enten kender han ikke alle disse institutioner, eller også tillægger han dem ingen betydning – måske en kombination af de to forhold.
Helle Thorning-Schmidt
Landets statsminister leverede en “pligttale.” En rigtig embedsmandsafhandling uden glød eller vid. Lirumlarum. Den lød mest af alt som optakten til en partilederdebat. Jeg fik lejlighed til at studere loftet i mødelokalet og tjekket, om der skulle være løbet friske mails ind på min iPhone. Fra min plads i salen kunne jeg se, at mange andre også lige skulle tjekke deres emails under statsministerens tale. Hun var lovligt undskyldt. Med hendes mødekalender ville jeg også have prioriteret dette møde lavt. Hun har bestemt vigtigere sager at kaste sig over.
Lars Løkke Rasmussen
Anderledes oplagt var til gengæld Lars Løkke Rasmussen. Han var mere på hjemmebane. Uden manuskript og ved siden af talerstolen leverede han en rigtig god og underholdende tale. Hans lune selvdistance og uhøjtidelighed passer godt til et dansk publikum. Han leverede faktisk også et par nye og gode vinkler.
Lad os skille politik og drift af den offentlige sektor ad. Eksempel: Vi kan godt blive enige om, at nogle ældre skal have hjemmehjælp med støtte fra det offentlige. Men hvorfor skal hjemmehjælperen absolut være offentlig ansat? Hvis Falckredderen gerne må være privat ansat, hvorfor må hjemmehjælperen så ikke?
Servicen, som det offentlige yder tilskud til – helt eller delvist – behøver ikke være offentligt produceret. Det er ikke en ny, men dog stadig en god pointe. Tidligere kaldte vi det privatisering, men konkurrenceudsættelse er nok et bedre ord. Konkurrence skaber mere værdi for pengene (ellers ville Sovjetunionen og Nordkorea vel have banket alle os andre ud af banen for længe siden).
Paneldebat ”Fra Made in Denmark til Created in Denmark”
Mine kilder kunne ikke helt erindre indholdet i paneldebatten ”Fra Made in Denmark til Created in Denmark” med Annette Vilhelmsen, erhvervs- og vækstminister (SF), Brian Mikkelsen, næstformand (K), Jens Klarskov, adm. direktør, Dansk Erhverv, Kristian Jensen, næstformand (V) og Jacob Schou Meding, country manager for HP i Danmark.
Internettet kom mig til hjælp. Paneldebatten ligger som video på Dansk Erhvervs hjemmeside. Jeg vil ikke anbefale nogen at bruge 38 minutter af deres liv på at se den video. Den handler i hvert fald ikke om ”Fra Made in Denmark til Created in Denmark.”
Jens Klarskov opfordrede alle erhversfolk til at ytre sig mere i den offentlige debat. Den opfordring er jeg naturligvis meget glad for og efterkommer hermed.
Paneldebatten viser, hvor hamrende svært det er, at finde forbindelsen mellem de politiske initiativer og de praktiske tiltag og handlinger, der skal få private virksomheder til at skabe vækst, eksport og ansætte flere medarbejdere i Danmark. Politikerne i panelet var ikke særligt godt forberedte, og der gik lidt for meget økologisk letmælk i diskussionen.
Faktisk kom de bedste guldkorn fra Jacob Schou Meding, der bl. a. sagde:
- Politikerne behøver ikke tage til Kina eller Korea for at lære om konkurrenceudfordringen. At afsætte danske produkter og ydelser bare i Holland og Belgien er allerede en kæmpe udfordring.
- De bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder, men ingen i dette land er født helt uden skuldre. Alle skal være med til at forbedre deres egne kompetencer og evner for derigennem at bidrage til egen forsørgelse og til fællesskabet.
- Vi skal have justeret på opfattelsen af success. At være cand. scient. pol. og kontorchef i finansministeriet skal ikke give samme prestige som at drive virksomhed og skabe arbejdspladser.
Stephane Garelli
Dagens sidste taler skulle ifølge mine kilder have været det absolut morsomste indslag (jeg ved ikke om den målestok er relevant i sig selv, men humor kompenserer som bekendt for reelt indhold.) Igen blev jeg reddet af Internettet, idet en af mine kilder kunne sende mig en link til en video på YouTube, hvor Stephane Garelli holder et foredrag med stort set identisk indhold.
Jeg skylder Stephane Garelli en undskyldning (som han nok næppe har brug for). Han er på ingen måde så “impotent,” som portrættet af ham på bagsiden af Dansk Erhvervs Avis #6 giver udtryk for. Han er bestemt meget vidende om den globale økonomiske udvikling, og han formår at formidle sin viden på en meget pædagogisk og underholdende måde.
Men som min kilde konkluderede: Han fortæller nok, at det står slemt til og næppe bliver bedre, men han siger ikke noget om, hvad vi kan gøre ved det. Måske er det heller ikke hans opgave.
Hvem var deltagerne
Hvem deltager på et sådant arrangement? Ud fra deltagerlisten vil jeg skønne, at mindre en halvdelen var egentlige erhvervsfolk. Resten var organisationsfolk, politikere og offentligt ansatte.
No shows
På vej ud fra arrangementet så jeg skoven af navneskilte på de personer, der havde tilmeldt sig, men ikke var dukket op. Jeg vil tro, der lå ca. 200 navneskilte. Nu er “no shows” altid et meget stort problem ved gratis arrangementer, men dette slår dog alle rekorder. Jeg vil skønne, at der var ca. 200 deltagere til arrangementet og altså lige så mange “no shows.”
Det er foruroligende, grænsende til det uanstændige. Hvis man ikke kan komme, må man melde afbud. Alle 200 kan umuligt være blevet forhindret i sidste øjeblik.
Årsdag i Bella Centeret var en stor succes!
Sådan lyder Dansk Erhvervs egen konklusion endnu inden evalueringerne fra deltagerne kan nå at være gjort op.
Hvordan afgør man om et arrangement af denne karakter er en succes?
Personligt vil jeg mene, der må kunne findes bedre måder at anvende så mange menneskers vid, tid og energi på. Kan vi virkelig ikke finde på noget mere produktivt end at sætte 2-300 mennesker ind i en sal og så udsætte dem for nogle (lidt tilfældige) taler. Det flytter jo ingenting.
Er Dansk Erhverv ved at udvikle sig til “en del af problemet” og ikke længere “en del af løsningen” på udformningen af det Danmark, der skal klare sig i den globale konkurrence og forbedre sin position i toppen af den globale værdikæde?
Hvis dette er en stor success for Dansk Erhverv, så er ambitionerne i hvert fald ikke specielt høje.
