Bogen er fortsat en fantastisk kilde til indsigt og inspiration. For ganske få penge får man adgang til stof, som forfatteren har brugt mange måneder på at udforske og behandle.
Ifølge min profil på Goodreads fik jeg i 2018 gnavet mig igennem 42 bøger, men det er ikke helt korrekt. Der var faktisk et pænt antal bøger, som jeg valgte ikke at læse færdige, ligesom der er nogle stykker, som jeg fortsat er ved at arbejde mig igennem.
Alle bøgerne får et par ord med på vejen i Goodreads, og dem jeg synes om, får også en kort anmeldelse på amazon.com eller bogreolen.dk, som er min foretrukne boghandlere. De bøger, som virkelig rører mig, får en anmeldelse på bloggen.
Årets bedste bog: Hjemløs af Michael Valeur
Valget af årets bedste bog var ikke vanskeligt. Den danske roman Hjemløs – Romanen om den glemte march i 1928, skrevet af Michael Valeur fik allerede titlen, da jeg anmeldte den i slutningen af november.
Hjemløs er en historisk roman, der bygger på virkelige hændelser. I slutningen af 1920erne opstod der blandt Danmarks mange hjemløse en idé om at starte et protesttog, der skulle gå (i ordets bogstavligste forstand) fra Kjellerup, der ligger mellem Silkeborg og Viborg, til København. Formålet var at skabe opmærksomhed om de hjemløses kummerlige forhold og få regeringen til at gøre noget. Den 20. marts 1928 kulminerede protesttoget i en demonstration foran Christansborg med omkring 20.000 deltagende.
På den platform fortæller Michael Valeur en gribende og mangefacettet historie om Danmark i slutningen af 1920erne set nedefra og op.
Bogen er efter min mening intet mindre end et litterært mesterværk. Den formår at levendegøre en betydningsfuld socialpolitisk begivenhed, som måske ikke i sig selv flyttede så meget, men som alligevel medvirkede til at forme det samfund, vi har i dag. Herunder ikke mindst fordi det lykkedes at undgå en voldelig kulmination, som det ellers var regelen andre steder i Europa på dette tidspunkt.
Nummer to: Bad Blood: Secrets and Lies in a Silicon Valley Startup
Jeg har en svaghed for historie, non-fiction og for bøger, der er baseret på grundig research. Wall Street Journal journalisten John Carreyrous virkeligheds-thriller Bad Blood: Secrets and Lies in a Silicon Valley Startup lever op til alle kriterierne og er tilmed særdeles velskrevet.
Bad Blood er historien om Theranos, et Silicon Valley startup, hvis karismatiske kvindelige grundlægger Elizabeth Holmes på 15 år nåede at rejse tæt på en milliard dollars fra prominente investorer inklusive Rupert Murdoch, fik navne som Henry Kissinger i sin bestyrelse og blev udnævnt til Ambassadør for Globalt Iværksætteri af præsident Obama, før The Wall Street Journal med dybdeborende journalistik fik sat en proces i gang, der endte med at dokumentere, at det hele ikke alene byggede på løgn, falskneri, bøllemetoder og bedrageri, men også bragte menneskeliv i fare.
Nummer tre : The Management Myth: Debunking Modern Business Philosophy
Jeg har efterhånden gjort mig til talsmand for, at der ikke findes en opskrift på forretningsmæssig succes (og nok heller ikke en på den personlige).
Ikke desto mindre vælter det ud med management- og selvhjælpsbøger, der alle lover, at de har fundet opskriften.
The Management Myth: Debunking Modern Business Philosophy
Læsning af Matthew Stewarts bog er grundlaget for nogle meget underholdende timer i lænestolen. Bogen er velskrevet, spændende, morsom, interessant, veldokumenteret, lærerig, overraskende og overbevisende (så er jeg vist løbet tør for superlativer). Hvis du læser managementlitteratur, så skylder du dig selv at læse den (plus The Halo Effect). Jeg er sikker på, at du fremover bedre vil kunne forstå, hvorfor de mange bøger, der lover succes, ikke producerer andre successer end forfatternes. Som bonus fortæller forfatteren om sine egen tid som management konsulent. Det er historien om, hvordan en gruppe af verdens dyreste konsulenter ikke var i stand til at få deres egen forretning til at fungere. En meget morsom, men også tragisk beretning.
Nummer fire: Refuge: Transforming a Broken Refugee System
Debatten om flygtninge og indvandrere fylder meget i alle typer medier, og hele to politiske partier er baseret alene på disse emner. I 2018 faldt jeg over bogen Refuge: Transforming a Broken Refugee System af Alexander Betts og Paul Collier, og den fik sat en del ting på plads for mig.
Bogens formål er, at få læseren til at se flygtningeproblemet i et helikopterperspektiv. Den stiller og besvarer to hovedspørgsmål:
- Hvordan sikrer vi anstændige og udviklende forhold for det store flertal af fordrevne og flygtninge?
- Hvordan sikrer vi bedst muligt oprindelseslandets genopbygning, når krisen er overstået?
De europæiske landes flygtningpolitik (eller mangel på samme) har ikke forholdt sig til disse to hovedspørgsmål, og det bør de gøre.
Bogen beskriver og diskutere meget grundigt hvilke forpligtelser det internationale samfund (og her er både du og jeg medlemmer!) har overfor ofre for krig og andre katastofer, der i praksis tvinger mennesker til i al hast at forlade hus og hjem. Vi har en forpligtelse, men den er ikke ubegrænset, og den bør også forholde sig til, hvordan vi bedst muligt sikrer oprindelseslandets genopbygning.
Udover en grundig gennemgang af flygtningekonventionernes historie, og hvordan de er formuleret til at håndtere en helt anden situation, end den vi har i dag, så giver bogen også svar på, hvad der skal sættes i stedet. Løsninger, som jeg personligt finder konstruktive, og som vil gavne nærområderne kollosalt. Uden at lave et resume af hele bogen kan jeg godt afsløre, at løsningen IKKE er flere flygtningelejre.
Så vidt jeg kan forstå, danner bogen også udgangspunkt for socialdemokratiets revision af deres flygtninge- og indvandrerpolitik, så jeg glæder mig til at høre om de politiske initiativer, der følger af bogens anbefalinger.
Nummer fem: Tilbage til virkeligheden – kampen mod fake news, løgne og manipulationer
De fleste mennersker, jeg taler med, bryder sig ikke om at blive overvåget. De har det ikke godt med at Google, Facebook, Instagram, Twitter og alle de andre primært amerikanske mastodonter registrerer deres gøren og laden på nettet. Men de gør ikke noget ved det. De sletter ikke deres Facebook-profil, og de bruger ikke søgemaskinen DuckDuckGo, der netop ikke logger brugernes adfærd.
Pierre Collignons bog forklarer, hvorfor denne adfærd gør fake news, løgne og manipulationer ikke kun mulige men også effektive.
Jeg læste Pierre Collignons bog umiddelbart efter at have været totalt opslugt af genlæsningen af Ian Kershaws imponerende to-binds Hitlerbiografi (bind 1: Hubris 1889-1936, Bind 2: Nemesis 1936-45). Ian Kershaw redegør på mesterlig vis for, hvordan det lykkedes Nazisterne at komme til magten, og hvordan det lykkedes at gøre Adolf Hitler umådelig populær i den tyske befolkning (Joseph Göbbels’ værk). Havde man afholdt præsidentvalg i Tyskland i perioden 1938-41, ville Hitler uden nogen form for valgsvindel (i ordets snævre betydning) have vundet med en overvældende majoritet. Vi skal helt hen i 1943-44 før opbakningen til Hitler (nazistpartiet opnåede aldrig tilnærmelsesvis samme popularitet) i befolkningen begynder at vige markant.
Faktisk er hele historien om nazisternes og Hitlers vej til magten en solid case story på, hvor langt man kan komme med fake news, løgne og manipulationer. Hvis omstændighederne flasker sig, kan man komme meget langt (og efterlade 50 millioner døde i sit kølvand). Og flasker de sig ikke, kan man måske alligevel komme langt, ved at få det til at se ud, som om de gør. Det er i dag på mange måder nemmere at fabrikere en fremstilling af virkeligheden, som er baseret på fake news, løgne og manipulationer.
Og rigtig mange hopper på den.
Det er det, Pierre Collignons bog primært handler om.
Andre læseværdige bøger
Af andre bøger, som ikke kom på top 5 listen, men som bestemt var værd at læse, vil jeg fremhæve følgende fem:
Factfulness: Ten Reason We’re Wrong About the World – And Why Things are Better Than You Think
LinkedIn Unlocked: Unlock the Mystery of LinkedIn To Drive More Sales Through Social Selling
Janesville: An American Story af Amy Goldstein
For enhver pris – en bog om Lars Løkke Rasmussens seneste bedrifter af Henrik Qvortrup og Lars Trier Mogensen
Den Store Tech Revolution – Sådan former Kina vores fremtid af Christina Boutrup