Jeg er i gang med at omskrive manuskriptet til det andet bind i serien om Henrik Bertelsen. Det indebærer, at jeg efter min redaktørs anvisninger skal aflive mine egne guldkorn. “Killing your own darlings,” som det hedder i fagsproget.
En af de historier, som desværre må skæres, holder jeg meget af. Den bygger på en virkelig oplevelse, som jeg har underholdt med ved en del middagsselskaber. Ud over at den er morsom, indeholder den elementer af kultursammenstød og klassiske dilemmaer.
I det første udkast til manuskriptet til “For ussel Mammon” optrådte historien i forlængelse af hovedpersonens møde med en repræsentant for Geologiministeriet i Sovjetunionen i efteråret 1985. Repræsentanten har netop fortalt Henrik Bertelsen, hvad ministeriet laver, at de har 150.000 ansatte og gerne vil købe computerudstyr for flere hundrede millioner dollars.
Historien kommer altså ikke med i den endelige udgave af romanen, men nu får du den her:
“Vi har ansvar for minedrift i hele Sovjetunionen,” startede Nikolay. “Vi skal finde forekomsterne, etablere minerne, udvinde råstofferne, raffinere og transportere dem til aftagerne i de mængder og kvaliteter, som den overordnede plan foreskriver. Vi beskæftiger lidt over 150.000 mennesker.”
Jeg var helt blank på minedrift. Thingbæk Kalminer i Skørping ved Rebild Bakker var de eneste miner, jeg nogensinde havde besøgt. Og det var lang tid siden.
På 100% Klubben i 1984 — det var den årlige firmatur for sælgere, der havde nået deres budget — havde jeg delt værelse med en sydafrikaner, som arbejdede med mineindustrien syd for Sahara. Vi var i Orlando i Florida det år og boede på et hotel i nærheden af Disney World.
På den slags ture skulle man dele værelse med en anden. Af logistiske grunde havde man ingen indflydelse på tildelingen af værelseskammerat. Da deltagerne fløj ind til arrangementet fra hele verden, kom vi ikke alle samtidigt. I 1984 var der således ingen på mit værelse, da jeg tjekkede ind. Jeg havde været i bad og var netop ved at tage tøj på, da jeg kunne høre en nøgle i døren. Mens jeg stod foran spejlet og knappede min skjorte, trådte en kvinde ind i værelset. Hun stivnede, da hun fik øje på mig.
“Hej,” sagde jeg og rakte hånden ud. “Jeg hedder Henrik. Jeg er fra Danmark.”
Det fik hende kun til at se endnu mere forskræmt ud. Hun mumlede et eller andet, vendte sig om og styrtede ud ad døren.
Jeg kiggede i spejlet og konstaterede, at jeg bortset fra sko var fuldt påklædt. Sorte strømper, pæne beigefarvede bukser og en lyseblå skjorte med lange ærmer. Jeg var også nybarberet og syntes ikke, at jeg på nogen måde lignede en potentiel voldtægtsmand. Hvordan sådan en nu så ud.
Det var oplagt, at der var tale om en fejl. Man blandede aldrig kønnene ved værelsesfordelingen. Misforståelser opstod typisk, fordi det kunne være svært at dechifrere hvilket køn, der gemte sig bag fornavne i så internationalt et selskab. En italiener, der hed Andrea eller Gianmaria, var typisk en mand, Kim og Ian kunne være både det ene og det andet. Hvad gemte sig ikke bag navne som Alex, Chris, Max, Robin, Sasha, Taylor og Jamie? Hvor de måske kun blev benyttet til et køn i det ene land, kunne det være anderledes i et andet.
Jeg grinede og glædede mig til at fortælle om episoden til mine kolleger. Til gengæld havde mødet med kvinden været så flygtigt, at jeg næppe ville kunne genkende hende, hvis vi stødte på hinanden igen. Med godt tusind deltagere var der ingen garanti for, at det ville ske, og egentlig var det vel også hende, der skyldte mig en lille undskyldning?
Da jeg senere på aftenen kom tilbage på værelset, var der fortsat ikke dukket nogen værelseskammerat op, og jeg gjorde mig forhåbninger om, at gårsdagens fejlallokering måske kunne afstedkomme, at jeg slet ikke fik nogen. Det ville være luksus.
Men så heldig var jeg ikke.
Da jeg efter frokosten dagen efter kom op for at skifte skjorte, sad der en mand på den anden seng i værelset. Han var noget ældre og vejede en del mere end mig. På hans natbord stod en flaske whisky, og ved siden af lå et karton cigaretter.
“Hej,” sagde jeg og rakte hånden ud. “Jeg hedder Henrik Bertelsen og er fra Danmark.”
“William Van Niekerk,” sagde han, gav mig et lidt slapt håndtryk og tilføjede: “Håber ikke du har noget imod, jeg ryger.”
Det var et ikke-rygerværelse, og jeg havde bestemt noget imod, at han røg.
“Beklager,” svarede jeg, “men jeg har en lungelidelse, der gør, at jeg ikke tåler tobaksrøg. Det er derfor, jeg har bedt om et ikke-rygerværelse.” Jeg pegede på skiltet på væggen.
Der var intet i vejen med mine lunger, men erfaringen viste, at et helbredshensyn løste spørgsmålet langt mere effektivt end forsøget på at håndhæve et princip. Blot der ikke blev stillet for mange spørgsmål om lidelsens karakter.
“Du kan ryge ude på balkonen,” tilbød jeg og pegede ud på en stor terrasselignende altan, hvor man på denne årstid sagtens kunne opholde sig uden at blive stegt.
Han trak på skulderen, rakte ud efter whiskyen, der var af et mærke, jeg ikke genkendte, hældte lidt op i sit glas, løftede flasken og kiggede spørgende på mig.
“Nej tak,” svarede jeg uden nærmere begrundelse.
“Hvor kommer du fra?” spurgte jeg i stedet.
“Sydafrika,” svarede han.
Apartheid, tænkte jeg straks, men greb mig selv i det.
“Hvilken produktlinje arbejder du med?” spurgte jeg.
“Alle produkter,” svarede han. “Jeg arbejder med mineindustrien.”
Jeg havde godt hørt, at man i andre og noget større lande end Danmark var organiseret på en anden måde. Her solgte sælgerne alle produkter til en bestemt branche, hvor man så kendte udfordringer og behov. Den løsning var efter min mening langt at foretrække, men det skyldtes nok, at jeg bedre kunne forstå forretningsforhold end produkternes tekniske finesser. Danmark var desværre for lille til den konstruktion, så vi var stadig organiseret efter produkter.
“Nej, hvor spændende,” udbrød jeg. “Det vil jeg gerne høre mere om.”
Han så på sit ur og rejste sig.
“Ups, jeg har en aftale,” sagde han, tømte sit glas, greb sin jakke og styrtede ud ad døren.
Hvad var det med mig, der fik folk til at flygte?
Da jeg ved midnatstid kom tilbage til værelset, lå sydafrikaneren i sin seng og snorkede som et savværk. Jeg stod lidt og betragtede sceneriet, mens jeg overvejede, hvordan jeg kunne få sænket støjniveauet.
Når jeg selv snorkede, fik Sammy mig til at holde op ved at lave smaskelyde. Det var nok løsningen, tænkte jeg. Det var sikkert bedst at børste tænder og gøre mig sengeklar, inden jeg foretog mig yderligere. Hvis jeg fandt en løsning, skulle den helst virke så længe, at jeg selv kunne nå at falde i søvn.
Da jeg kom retur fra badeværelset, havde intet ændret sig. Sydafrikaneren trak fortsat meget store torsk i land. Overbevist om at have en løsning klar, krøb jeg i seng og begyndte at smaske.
Ingen effekt.
Jeg smaskede højere og længere. Fortsat ingen effekt. Jeg smaskede og klappede i hænderne samtidigt. Uden effekt. Til sidst råbte jeg højt og klappede samtidigt, hvilket fik ham til at vende sig om på den anden side og snorke videre.
Af en eller anden grund nænnede jeg ikke at vække ham. I stedet tog jeg min hovedpude over hovedet og pressede den mod mit øre, hvorefter det lykkedes mig at falde i søvn.
Næste morgen sov William fortsat, da jeg stod op, og også efter, jeg kom tilbage fra min løbetur. Til gengæld snorkede han ikke længere. Først efter at jeg havde været i bad og var ved at klæde mig på, vågnede han op.
“Godmorgen,” sagde jeg, mens jeg bandt mine sko. “Har du sovet godt?”
Han brummede et eller andet, svingede benene ud af sengen og hældte op i glasset fra whiskyflasken.
“Det er en brutal verden, vi lever i,” svarede han så og kiggede efter en smøg i pakken på natbordet.
“På balkonen,” sagde jeg med et smil og pegede mod døren.
“Nåh ja,” svarede han lidt irriteret, men rejste sig alligevel og luntede afsted.
“Vi ses senere,” sagde jeg. Han svarede ikke, men løftede hånden og vinkede, mens han strakte sig ude i den frie luft på balkonen.
Under morgenmaden med mine kolleger fortalte jeg om genvordighederne med den snorkende sydafrikaner.
“Du skal bare holde ham for næsen,” foreslog min chef, “så holder han op.”
“Du mener lukke hans næsebor?” spurgte jeg afklarende.
“Ja,” svarede han. “Det gør min kone altid. Det virker, og jeg vågner aldrig ved det.”
Således udstyret med en ny og sikker metode spekulerede jeg ikke mere over emnet, før jeg samme aften igen kom op på mit værelse. William var som aftenen før gået i seng og snorkede med nogenlunde samme lydstyrke.
Da jeg havde børstet tænder, gjort mig sengeklar og skulle i gang med at skaffe nattero, blev jeg lidt usikker. Det virkede grænseoverskridende at skulle lægge hånd på og lukke for en trods alt fremmed mands ilttilførsel, mens han sov. Men larmen var øredøvende.
Jeg tog mod til mig, førte min tommel- og pegefinger ned langs siderne på hans næsefløje. Men hvornår skulle jeg klemme? Lige efter at han havde trukket luft ind? Eller efter han havde pustet ud?
Jeg besluttede mig for det sidste og klemte forsigtigt til. Uden at have overvejet det i detaljer, havde jeg forventet, at han nu ville åbne munden for at få luft ind, hvorefter jeg kunne slippe grebet. Men det gjorde han ikke. Han forsøgte mere og mere desperat at få luften ind gennem sine blokerede næsebor. Da det ikke lykkedes, blev vejrtrækningsrytmen kortere og kraftigere. Som voldsomme hug. Jeg var i vildrede med, hvornår jeg skulle slippe. Slap jeg for tidligt, virkede tricket måske ikke. Slap jeg for sent, kunne jeg kvæle ham. Det sidste ville jo være en katastrofe. Som hans huggen efter vejret fik staccatokarakter og havde forplantet sig til hele hans krop, slap jeg grebet netop i et øjeblik, hvor han forsøgte at ånde ind. Der lød nu et rallende brøl, da undertrykket i hans lunger uhindret kunne fyldes med luft gennem både mund og næse. Han vendte sig voldsomt om på den anden side. Jeg ventede med tilbageholdt åndedræt på, hvad der ville ske. Han mumlede et eller andet og sov videre. Og han snorkede ikke længere. Tricket virkede. Men hvor længe? Jeg skyndte mig ned under sengetæppet, og det lykkedes mig at falde i søvn, inden han begyndte at snorke igen.
Næste morgen gentog ritualet sig. Da jeg efter løbetur og bad skulle ned til morgenmaden, vågnede sydafrikaneren op, beklagede sig over tilværelsens grusomhed, skænkede sig en whiskysjus og luntede ud på altanen for at ryge dagens første cigaret. Herefter talte jeg ikke med ham.
De næste aftener var han ikke på værelset, når jeg gik i seng, og han sov stadig, når jeg stod op. Jeg så et glimt af ham til galamiddagen den sidste aften, hvor jeg syntes, han så noget slidt ud, men da jeg kom tilbage fra morgenmaden dagen efter, var hans sager væk. 100% Klubben blev efterfulgt af tre dage med produkttræning, og her så jeg ham ikke.
