Der udgives flere bøger og læses færre

Med det kraftige fald i specielt produktionsomkostningerne, men også med opblomstringen af selvudgiverplatforme som ADP (Amazon Direct Publishing) og IngramSpark og fremvæksten af communities som danske Newpub, skrives og udgives der flere bøger end nogen sinde. De fleste bøger udgives udenom de etablerede forlag, og det er specielt en fordel for de smalle produktioner, der retter sig mod et lille publikum. Det er også en fordel for debuttanter og andre mindre kendte forfattere, som ikke kan mønstre de store marketingbudgetter og som ikke har de store forlags interesse. De kan for små midler alligevel få deres værker ud og måske ramme nogle læsere, der vil skrive en anmeldelse eller anbefaling. Netop denne type anerkendelse betyder i dag mere end de profesionelle anmeldelser, som kun ganske få alligevel læser.

Samtidigt med at der udgives flere bøger, læses der færre. Bogen (inklusive trykte, elektroniske og lydversioner) mister terræn til andre medier. Det er set med mine øjne en tendens, der afspejler menneskets dalende evne til koncentration og fordybelse. En øvet læser kan klare en side i minuttet. Det vil tage hende otte timer at læse en bog på 400 sider. Hvis hun læser en time om dagen tager det altså otte dage. Hvis der skal tages notater og reflekteres tager det naturligvis længere tid. Da det er de færreste, der sidder og kigger ud ad vinduet en time om dagen, skal læsning prioriteres, og her er der typisk konkurrence fra spil, fjernsynet og de sociale medier, der tilbyder fastholdelse uden indsats. Netop spil, fjernsyn og sociale medier investerer milliarder i forskning af vores adfærd, så de kan fastholde brugerne, udsætte os for fleste mulige annoncer eller oparbejde en afhængighed, så vi fortsætter vores abonnement og vender tilbage til mediet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Verified by MonsterInsights