Du går med en historie i hovedet. Sågar en beretning fra det virkelige liv. Du fortæller brudstykker af den til dine nærmeste.
“Den historie skal du skrive ned og udgive,” siger de.
Det vil du egentlig også gerne, men er det bare en af tusindvis andre gode historier, der findes derude? Er der en dybere mening, og er den værd at fortælle til nogen, du ikke kender?
Nogenlunde de spørgmål baksede jeg med i mange år.
I stedet skrev jeg fagbøger. På engelsk. Det blev en gigantsucces og fik min lille konsulentbiks til at blomstre.
Og historien rumlede videre. I mit hoved.
Erhvervsbiografien
Jeg er fascineret af virkeligheden. Den viser sig på alle fronter altid at slå fantasien. Brutal. Smuk. Gribende. Sørgelig. Glædelig. Uforudsigelig. Menneskelig. Umenneskelig.
Da jeg fik muligheden for at skrive en erhvervsbiografi om IT-firmaet Damgaard Data, greb jeg den. Målet var at fortælle historien om tiden, branchen og forretningen, og lade personerne træde en smule i baggrunden. Det er en svær balance, for det er mennesker, der driver virksomheder.
Ser man det lidt ovenfra, opdager man imidlertid, at der også er noget, som driver gæk med dem. Noget de ikke ser komme, og de slet ikke kan styre. Mægtige bølger de kan surfe elegant på eller som river dem omkuld.
Det gælder i særdeleshed i den globale IT-branche, hvor den teknologiske udvikling på få år kan fjerne fundamentet for selv store og veletablerede virksomheder, mens den samtidigt giver plads til helt nye.
Er det de dygtige, der klarer sig godt? Eller er det de heldige? Eller en blanding? Og i hvilket blandingsforhold?
Jeg har ikke svaret, men erhvervsbiografien Fra Damgaard til Microsoft peger på, at det mest er det sidste, en blanding. Måske med en tendens til at held altid slår dygtighed. Dobbeltheld er noget der virkelig rykker. Læg lidt dygtighed og flid oveni, og så rykker det fra alt og alle.
Til dato er der solgt over 3.000 Damgaardbøger, og hver uge bestiller boghandlerne flere eksemplarer. Tilsyneladende er jeg ikke den eneste, der finder virkeligheden fascinerende.
Autofiktion og erhvervsromaner
I mellemtiden voksede historien i mit hoved sig større og større. Som en slags graviditet. På et tidspunkt er der ingen vej tilbage, og du vil også gerne have det barn. Også selvom det gør ondt, medfører besvær og velvidende, at du måske bliver den eneste i verden der vil elske ungen.
Og nu er den der. Næsten.
Manuskriptudgave M2 er netop sendt til redaktøren. Klar til at blive flået fra hinanden. Det er jeg nødt til at forvente. Det er redaktørens opgave. Også selvom det kommer til at smerte.
Hvis du er nysgerrig på hvordan bogudgivelser fungerer i det 21. århundrede og gerne vil læse med i denne og kommende artikler om bogens tilblivelse, skal det nok lige understreges, at jeg skriver erhvervsromaner på et autofiktivt fundament.
En erhvervsroman har hovedpersonens arbejdsliv som sit hovedspor. Alt det udenom indgår også i historien, men det er det arbejdsmæssige som driver handlingen frem.
Autofiktion betyder, at forfatteren tager udgangspunkt i sine egne oplevelser. Det er et velkendt kneb, der sparer mange timers research. Det, man selv oplever, har de mange detaljer, der muliggør videreformidling i nuancerede og realistiske billeder.
Men autofiktion er ikke autobiografi.
Jeg havde en fest med at skrive historien om Damgaard og Navision, men jeg kan ikke forestille mig, at der skulle kunne komme en fest ud af at skrive min egen. Selvom jeg lever det liv jeg ønsker mig, så ser jeg ikke noget formål med at fortælle andre, hvordan det kom dertil. Til gengæld vil jeg gerne reflektere over mine oplevelser og trække nogle forhold frem, som jeg synes får alt for lidt opmærksomhed i den fremstilling af succes og det gode liv, som præger mediebilledet i vesten. Her er det kendisserne, storsvindlerne, konkursrytterne og trilliardærerne, der løber med opmærksomheden. Og det fortjener de i reglen slet ikke.
Mine bøger skal hylde vandbærerne. Alle de der gør det godt for deres nærmeste. De hjælpsomme, omsorgsfulde og trofaste. De som erfarer, at det gode liv er lige her og nu og i al væsentlighed består i at følge sin intuition, gribe chancerne samtidigt med, at man opfører sig ordentligt og passer på de andre.
Kunst og håndværk
At skrive og udgive en bog er ikke blot at forvandle tanker til ord. Det er en 1/4 kunst (eller kreativ udfoldelse) og 3/4 håndværk. I en serie af artikler, hvoraf den du læser lige nu, er den første, vil jeg fortælle, hvordan min proces ser ud. Den er nemlig langt mere omfattende, end de fleste forestiller sig, når de står med den færdige bog i hånden.
Næste artikel: Sådan skriver du en god bog
