---

Selv om Folketinget formelt er en arbejdsplads, hvor medlemmerne får udbetalt et honorar for deres arbejde, og hvor de på papiret er organiseret i partier med ledere, så ligner det ingen anden arbejdsplads.

---

“Hvis man ønsker venner i politik, skal man købe en hund” er et citat, der hænger ved, efter at jeg har læst Henrik Qvortrup og Lars Trier Mogensens bog For enhver pris. Bogen handler om, hvordan det er lykkedes Lars Løkke Rasmussen med det yderste af neglene at hænge fast i jobbet som statsminister og leder af en mindretalsregering. Selv om de politiske hovedtemaer, som bogens handling bygger på, er velkendt stof, så er historierne, om hvad der foregår bag scenen og i omklædningsrummene, fascinerende, underholdende og nyt for mig (og nok også for de fleste).

Min egen flirt med politik

Fra august 1977 til december 1979 var jeg som nybagt cand. polit. først konsulent i Lavindkomstkommisionens sekretariat og senere fuldmægtig i det daværende arbejdsministerium. Her fik jeg erfaring med at arbejde tæt på det politiske magtcentrum og fik mulighed for at snuse til det politiske system. Den 2. januar 1980 skiftede jeg til et job i den private sektor, og der er jeg blevet siden.

Efter at have været udstationeret og boet i Tyskland i en årrække vendte jeg i 2001 tilbage til Danmark. Jeg meldte mig ind i Venstre og blev aktiv i vælgerforeningen i Hillerød kulminerende med et enkelt år som formand for foreningen. Herefter havde jeg fået nok. Ikke at der er noget galt med Venstre i Hillerød, men mit temperament og mine evner egner sig blot ikke til det politiske foreningsarbejde. Desværre. Vores demokrati kræver, at der opbakning til de politiske partier. Jeg havde lyst til at yde et bidrag, men der var for mange snakkehoveder og for få, der ville smøge ærmerne op. Hvis alle kun vil snakke politik, går det hele op i hat og briller. Heldigvis kan Venstre sagtens klare sig uden mig, og heldigvis er der mange andre til at trække læsset. Både i Venstre og i andre politiske partier.

Vi skylder dem alle en stor tak.

Politik som et arbejde

Selv om Folketinget formelt er en arbejdsplads, hvor medlemmerne får udbetalt et honorar for deres arbejde, og hvor de på papiret er organiseret i partier med ledere, så ligner det ingen anden arbejdsplads.

Et job, der kræver, at man med jævne mellemrum skal genvælges (af vælgere hvis kriterier er omskiftelige og tæt på uigennemskuelige), foregår i fuld offentlige belysning, hvor der kun kan besluttes noget, hvis man kan skaffe opbakning blandt mere end halvdelen af medlemmerne (og det skal der ikke laves om på), hvor det er vanskeligt at måle og dokumentere sine resultater, hvor man kan ryge ud i kulden fra det ene øjeblik til det næste, og hvor man ikke i forløbet kvalificerer sig til ret mange andre jobs, skal give et meget specielt arbejdsklima.

Bogen tegner da også et dystert billede af arbejdspladsen Christiansborg, der bestemt ikke er for sarte sjæle. Men den tegner også et billede af et miljø, hvor magten kan synes vigtigere end politikken. Om det er bedre at være i regering end i opposition, kan altid diskuteres. Men hvis en politiker bliver tilbudt en ministerpost, så kan det hurtig retfærdiggøres, at selv ubøjelige principper kan bøjes. Endda bøjes meget langt.

Magten eller principperne

Selv om bogens titel og indhold synes at lægge op til, at vi skal forarges lidt over, at politikere så let løber fra deres principper, så er min holdning en anden.

Politikere skal ville magten.

Jeg stemmer på dem, for at de skal repræsentere mig bedst muligt. De skal søge i regering, når det på nogen måde kan lade sig gøre. Virker det overhovedet ikke, kan de træde ud, men at undvige regeringsansvar er efter min mening for tøsedrengsagtigt. Vi må naturligvis erkende, at det kan koste stemmer at sidde i regering, men når vi nu ved det, så gælder det om at forklare sig meget grundigt, når man indgår kompromisser, hvor man giver køb på sine programpunkter eller endog på sine principper. Nogle vælgere foretrækker, at man holder fanen højt, frem for at man tager små skridt i den rigtige retning eller får dæmmet op for skridt i den forkerte retning. Jeg tror dog, at de fleste kan forstå, at politik er det muliges kunst, og at det bør belønnes, når man tager ansvar.

Hvis bogen har ret i, at Dansk Folkeparti har investeret stor energi i blot at ydmyge Liberal Alliance, så synes jeg, det er helt galt. Det er ikke det mandat Dansk Folkeparti har fået af sine vælgere. Det er at lade sin politik styre af personlig forfængelighed.

Liberal Alliance har på alle måder fået øretæver i denne valgperiode, men jeg beundrer deres mod og deres forsøg på at kæmpe for deres mærkesager. Set med mine øjne har de med nedsættelserne af registreringsafgifterne på biler skabt glæde i mange danske familier. Topskatten har de ikke fået sænket, men det er også den sværest politiske sag, man overhovedet kan kæmpe for. Vi skal nok få topskatten fjernet, men det kommer til at tage 12-16 år at få det gjort. Det kommende valg vil afgøre om andre deler min optimisme.

At Lars Løkke Rasmussen skulle sætte alle principper over styr for at holde på regeringsmagten, har jeg stor respekt for. Hvordan ville alternativet have set ud? Og skal vi have regeringsledere, der udskriver nyvalg, hver gang det bliver svært? Jeg stemmer ikke på Lars Løkke Rasmussen, men hans evne til at manøvrere og holde på regeringsmagten kan ikke fremkalde andet end min respekt.

Men der kommer naturligvis et tidspunkt, hvor statsministeren må overveje, om han fortsat gavner sagen og partiet ved at blive. Hvis Lars Løkke Rasmussen ikke kan veksle sine fire år som statsminister med en øget vælgertilslutning ved næste valg, så kan han næppe fortsætte som Venstres leder.

Selvskabt dramatik?

I betragtning af at bogen baserer sig på anonyme interviews, er beskrivelserne af persongalleriets humørmæssige tilstande og motiverne for deres handlinger (eller mangel på samme) overraskende detaljerede. Jeg synes i øvrigt ikke, at de tilføjer indsigten værdi. Hvilken betydning har det om nogen i en situation har været rødglødende af raseri eller tøsefornærmede?

Er Lars Løkke altid vægelsindet og ubeslutsom, eller vælger han bevidst at se tiden an? Det er kendt forhandlingstaktik at køre helt tæt på en tidsfrist og nogle gange lidt over. Specielt i politik kan det ligefrem være et nødvendigt bevis for, at forhandlingerne har været vanskelige.

Jeg mistænker ikke forfatterne for at referere andet end, hvad de har fået fortalt, men jeg mistænker dem for at skrue unødvendigt op for dramatikken og tilføje spillet lidt kunstig teatertorden. Måske har de været fanget af, at bogens undertitel indholder ordet “dramatisk”? Det tilfører ikke fortællingen værdi, men virker tværtimod kunstigt og opstyltet.

Vi skylder dem en stor tak

Jeg har aldrig været ramt af den såkaldte politikerlede og efter at have læst bogen, er der ikke ændret på det forhold. Vi må acceptere, at kun meget få trives med et job som politiker. De, der melder sig og bliver valgt, fortjener vores opbakning og respekt (hvis ikke de lyver, tager af kassen eller på anden måde opfører sig uanstændigt). At de ikke leverer det, de lovede, når det ikke er politisk muligt, vil jeg aldrig klandre dem for.

Sælger politikere ud af deres principper for til gengæld at få ministerposter med dermed tilhørende goder? Det har jeg svært ved at blive forarget over. Hvis ikke man kan få sine programpunkter igennem, hvad er der så galt med at veksle tilslutningen til et kompromis med en plads i regeringen? At have personer i partiet, der har ministererfaring, er i min optik et kæmpe plus næste gang, jeg skal sætte mit kryds.

At politikere (som alle andre, der skal vinde opbakning til en sag) ofte lover mere end de kan holde, bør vi alle være klar over og tage med i vores betragtninger, når vi skal afgøre, hvem vi vil stemme på. Ingen kender folketingets sammensætning før efter valget, og først her vil det vise sig, hvad der reelt kan lade sig gøre. At hyle op bagefter nytter ikke altså noget. Hvis du er utilfreds med politikerne, så må du stemme på nogle andre. Er der slet ikke nogen, du synes om, så må du selv stille op. Vi lever i et demokrati. Hurra for det.

Titel:  For enhver pris – Dramatisk insider-fortælling om Løkkes ofringer for at overleve som statsminister
Antal sider: 250
Forfattere: Henrik Qvortrup og Lars Trier Mogensen
Forlag: People’s Press
Udgivelsesdato: 25. oktober 2018
Priser: Kr. 158,95 (e-bog) eller  231,95 som gammeldags papirbog.
Anbefaling: Kan varmt anbefales til alle med interesse for politik og samfundsforhold.
Anmeldelser: Bogen har fået gode anmeldelser blandt forfatternes kolleger, og også en del læseranmeldelser.