Alle managementteorier virker selvfølgelig nogle gange, ligesom man også nogle gange får en tagsten i hovedet eller bliver udnævnt til Verdens Bedste Far af UN.
Af Mogens Nørgaard
Så fik vi påpeget en management-teori, der pudsigt nok heller ikke virker. Det fik mig til at gå lidt tilbage i mine noter, for jeg faldt over noget interessant for nogle år siden:
For nogle år siden skrev en amerikaner bogen The Management Myth. Han havde en baggrund i filosofi og havde så i øvrigt bygget en IT-biks op med 600 konsulenter uden at læse én eneste af alle de bøger han hele tiden fik at vide, at man burde læse.
Så fik han tid til det og fandt ud af, med udgangspunkt i sin filosofiske baggrund, at bøgerne groft sagt kunne opdeles i to bunker:
Dem, der anbefalede noget med at måle og belønne, fordi folk så ville yde mere – og dem, der anbefalede skift i omgivelserne (kontoret, etc.) med jævne mellemrum, fordi folk så ville yde mere.
Den første skole stammer fra ham den oprindelige målefyr (Taylor). Han ville bevise sin tese vha en meget stor ungarer, som fik at vide, at hvis han i stedet for de sædvanlige otte tons stål om dagen (vi taler Bethlehem Steel) kunne laste 16 tons (heraf alle sangene med det refræn) ville han få dobbelt så meget i dagsløn.
Den meget store ungarer klarede det lige, men var så udmattet, at han ikke kunne lave ret meget næste dag.
Resten af arbejderne blev ret irriterede på Taylor, og det blev ledelsen også, fordi han ødelagde en god, velfungerende biks.
De smed ham ud til sidst, hvorpå nogle af hans smarte venner foreslog ham, at han skulle tage på foredragsturné for at udbrede noget de kaldte “management science” eller lignende.
Vi bemærker, at hele idéen byggede på noget sludder, der aldrig er blevet bevist på nogen som helst videnskabelig eller konklusiv måde.
Vi bemærker også, at når ENDNU en snedig idé til måling og belønning af medarbejderne medfører mærkelig opførsel og utilfredse kunder svarer de (management-)konsulenter, der har opfundet skidtet, at så er det fordi man ikke måler det rigtige… Og så ellers tilbage til Start (så de ligesom i Matador kan indkassere alle pengene for at passere Start).
Den anden skole opstod hos en fyr ved navn Mayo (The Mayo Clinic, etc.), som mente, at hvis man ændrede belysningens intensitet ville hans seks kvinder kunne samle flere glødepærer per time. Han prøvede både at skrue op og ned og i begge tilfælde producerede de mere. Konklusionen var derfor nærliggende (skift ud jævnligt, lav en re-org, køb nye stole, etc etc) – så holder man medarbejderne på tæerne og motiverede.
Desværre var det løgn og latin og opdigt. Hans målinger påviste på ingen måde den fordom han startede med, og derfor gjorde han to ting: Han udvalgte omhyggeligt kvinder, der var hurtigere – og han fuskede tilmed med målingerne.
Alt i alt er alle managementteorier variationer over den slags ting, og de virker selvfølgelig nogle gange, ligesom man også nogle gange får en tagsten i hovedet eller bliver udnævnt til Verdens Bedste Far af UN.
Men for det meste er de bare irritanter for alle, og forstyrrer ordentlige mennesker i deres arbejde.
Løsningen hedder ledelse. Men ledelse kan kun udføres, hvis organisationen er fri for HR- og Management-folk, fordi begge dele tager ledelsesopgaver væk fra lederne og efterlader dem amputerede.
At mange ting fungerer i mange organisationer på trods af HR og Management galore skyldes udelukkende, at en masse ordentlige mennesker dagligt gør noget, de ikke burde gøre, for at hjælpe nødlidende kunder strandet i regler, processer og procedurer, der understøttes af management-teorier og lønningssystemer, der aldrig tager hensyn til kunderne.
Disse dagligdagens ubesungne helte kaldes mange ting. En variant af dem kaldes nogle gange The Corporate Pain Absorber.
Det er den heltinde, der prøver at tage noget sludder fra ledelsen/management-laget og “oversætte” det for de plagede medarbejdere og fortælle dem, at det egentlig er velment, og at alle lederne og al deres ledelse og management egentlig er gode folk, der er varmt klædt på og gode mod dyr – og omvendt viderebringer medarbejdernes frustrationer til ledelsen.
Al frustrationen har imidlertid en logisk holdeplads i CPA’ens mave, og det holder de ikke til i længden uden at drikke mere eller sparke på radiatorer hjemme hos dem selv.
Jeg håber, at management dør en naturlig død, men jeg tvivler.
Gid vi kunne hjælpe den på vej. Når Netcompany siger, at de lader lederne (!) ansætte medarbejdere og ikke blander HR-folk ind i det er det et helt rigtigt move, som man siger nu om dage.
Giv ledelsen tilbage til lederne og spar en masse HR- og Management-lønninger.
Åh jo, der skal naturligvis være en personaleafdeling til at tage sig af ulovligheder, stridigheder og juridiske ting, men det skal jo være en jurist eller lignende ligesom i gamle dage, så medarbejderne ikke skal høre om Enneagram’er, indre fugle med farver og andre mærkelige ting.
Men det er lidt ligesom storrumskontorer: Alle ved, at det er noget rigtigt skidt og rigtigt dårligt for produktiviteten, men alle fortsætter med det, fordi beslutningen om at afskaffe det skal tages af…. Ja, det er sjovt, ikke?
