Så længe Vækstfonden er dygtigt ledet og kan holde sig på dydens smalle sti, er der grund til at lade den fortsætte sit virke. I gode såvel som i dårlige tider.
Jeg er en arg modstander af erhvervsstøtte. Hver gang jeg er i berøring med en erhvervsstøtteordning, oplever jeg, at der er mange kræfter i spil, hvis fornemmeste opgave ikke synes at være at hjælpe de virksomheder, som støtten var tiltænkt. Og når pengene ikke kommer fra kunderne, begynder virksomheder ofte at udvise mystisk adfærd.
Men jeg er kun i berøring med en forsvindende lille del af erhvervsstøttekomplekset, og når jeg læser Erhvervsstyrelsens redegørelse om erhvervsfremme og støtte begynder mine øjenlåg at leve deres eget liv. Erhvervspolitik er en svær størrelse, og det er ikke nemt at få hold på, om de knap 40 milliarder gode skattekroner, vi bruger på området, er givet godt ud.
Da jeg så, at Carsten Steno havde skrevet en bog om Vækstfonden (finansieret af fonden i anledning af dens 25 års jubilæum) var min første refleks ikke umiddelbar positiv. Havde en offentlig erhvervsstøtte-institution nu igen investeret penge i selvpromovering?
Men det er ikke tilfældet.
En sober gennemgang af Vækstfondens historie
“Hvor markedet tøver” er en god bog, der rækker langt ud over blot en sober gennemgang af Vækstfondens historie.
Bogen er velskrevet og nem at læse. Det er et godt udgangspunkt for at komme igennem den detaljerede historiske redegørelse, der skal forklare, hvordan Vækstfonden er opstået og har udviklet sig igennem 25 år. Det er spændende læsning, der blander de kolde facts med en nuanceret beskrivelse af det spændingsfelt, som fonden har bevæget sig i.
For en person som mig, der nok har hørt om Vækstfondens virke, men aldrig været tæt på hverken dens formål eller aktiviteter, er bogen en grundig indføring i detaljerne. Hvis man vil mene noget om Vækstfonden som institution eller om de overvejelser og synspunkter, der findes omkring statens indblanding i de mere risikobetonede erhvervsinvesteringer, så er Carsten Stenos bog et godt sted at starte.
Det handler om erhvervspolitik
I princippet skulle markedets usynlige hånd sørge for en optimal allokering af samfundets ressourcer. I praksis forholder det sig noget andeledes. Markederne er langt fra perfekte, og det skaber uhensigtsmæssigheder, som vi med politiske tiltag forsøger at kompensere for.
Hvis man har sin daglige gang i erhvervslivet, kan man ikke undgå at høre om de forskellige synspunkter på kapitalmarkedernes aktuelle status. De, der har brug for kapital, mener der er for lidt til rådighed, og at den ikke er risikovillig nok. De, der har kapital, mener der er rigeligt til rådighed, men at der mangler projekter, der er værd at investere i.
Den sang hører nok aldrig op, men der er situationer, hvor de første har mere ret end de sidste. Når en krise har kradset, slikker investorerne deres sår. Institutionelle investorer skal kommer sig over deres tab, og forsigtigheden er større, end når det bare går derudaf.
Som samfund har vi brug for at komme hurtigt ud af kriser. At tag et dyk i statskassen og stille midler til rådighed for private investeringer kunne være en måde at stimulere økonomien på. Hvad så når hjulene er kommet i gang igen? Skal vi så ikke overlade investeringerne til de private aktører?
I princippet jo, men der kan være gode grunde til at fastholde et statsligt engagement i netop den mere innovative del af økonomien, hvor kapitalmarkedet har svært ved selv at løfte opgaverne. Måske ikke i teorien, men så i praksis.
(Den diskussion tages mange spadestik dybere i Mariana Mazzucatos bog “The Entrepreneurial State: Debunking Public vs. Private Sector Myths (Anthem Other Canon Economics)”).
Et redskab til at kunne “gøre noget.”
I gennemgangen af de politiske perspektiver fremhæver Carsten Steno, at vekslende erhvervsministre har set positivt på Vækstfonden, fordi der her var en mulighed for at vise handlekraft. Hvor erhververslivet typisk stimuleres via skattesystemet (skattesatser og afskrivningsregler), hvor effekterne tager tid, før de virker, og hvor de kan være svære at måle, så er et par ekstra millarder til Vækstfonden, noget der kan gøres her og nu. Sjovt nok nyder den type indgreb ofte bredere støtte på den politiske scene.
Vækstfonden er kommet for at blive
Efter at have læst bogen, er jeg blevet mere venligt stemt overfor Vækstfonden. Det virker som om, at den har fundet et modus operadi, hvor den trækker mange private investeringer med sig og rent faktisk skaber vækst i den mest skrøbelige del af erhvervslivet, nemlig de risikobetonede innovations-, iværksætter og vækstprojekter. Så længe den er dygtigt ledet og kan holde sig på dydens smalle sti, er der grund til at lade den fortsætte sit virke. I gode såvel som i dårlige tider.
Men en investeringsfond, der kan sende sine tab videre til skatteyderne, har en anden risikoprofil end de helt private fonde. Personer kan kun have hånden på kogepladen, hvis det er deres egne penge, der er på spil. Personer, der handler på andres vegne, og som ikke brænder sig afgørende, når kogepladen bliver for varm, ser tit helt anderledes på risici. Værdien af en institution som Vækstfonden hænger derfor på, at bestyrelse og ledelse kan forvalte det vanskelige mandat.
For nærværende tyder det på, at den side af sagen også er på plads.
Hvor markedet tøver
Titel: Hvor markedet tøver – Vækstfonden 1992-2017
Antal sider: 230
Forfattere: Carsten Steno
Forlag: Udgivet af Vækstfonden
Udgivelsesdato: 10. Oktober 2017
Priser: 199,00 (hæftet), 219,95 (e-bog)
Alle udgaver kan købes på saxo.com
Anbefaling: Kan anbefales til alle med interesse for erhvervsfinansiering.
Billedet af Brian Mikkelesen er fra Berlingske Tidende
