På den korte bane vil verden ikke komme til at se fundamentalt anderledes ud på den anden side af Corona-krisen. Alle vil vi ved førstkomne lejlighed styrte tilbage til den normalitet, vi allerede kender. På den lidt længere bane, derimod, kan meget ske. Håber jeg.
Siden 2014 har jeg på denne tid af året udgivet en rapport, der viser hvordan verdens industrielle efterspørgsel fordeler sig på lande.
I år er situationen på grund af COVID-19 pandemien imidlertid fundamentalt anderledes end tidligere. Et er at kigge i bakspejlet, hvad min rapport normalt gør. Et andet er at kigge ud af forruden og gætte, hvad der gemmer sig på den anden side af bjergryggen. I den nuværende situation kan vi næppe forudsige fremtiden ved blot at forlænge for- og nutiden med brædder.
Analysen i år baserer sig derfor på de nationalregnskabstal som IMF offentliggør, og som nu også indeholder estimater for Corona-krisens konsekvenser for landenes økonomier.
Hvordan ser verden så ud, når COVID-19 er klinget af?
Krystalkuglen eller spejlet?
Anne Sophia Hermansen, der er kultørredaktør på Berlingske Tidende, skrev for nylig en glimrende artikel, hvor hun forklarede, at de fleste, der spår om tiden efter Corona-krisen, mere kigger i spejlet end i krystalkuglen. Det de ser, er det samme idealbillede af samfundet, som de allerede havde inden krisen. Alle er vi overbevist om, at krisen vil få de andre til at se det fornuftige i netop vores holdninger, følelser og fordomme.
Læs blot denne artikel fra The Correspondent, hvor klimajournalisten ser muligheden for at få forbedret klimaet noget hurtigere.
Fænomenet hedder confirmation bias, og det skal man virkelig lægge sig i selen for at undgå. Jeg har lagt mig i selen, men nu er du advaret, hvis ikke det helt lykkes.
Vi var dårligt forberedte
På lidt under 9 minutter redegjorde ingen ringere end Bill Gates, Microsofts grundlægger, i april 2015 for præcis det trusselsscenarie, vi nu befinder os midt i.
På de knap ni minutter når han også at forklare, hvad vi skal gøre for at forberede os bedst muligt. Intet, af det han anbefaler, er sket. Ingen regeringer har taget initativer til at stå velforberedte. Heller ingen topdirektører, der ellers hver måned modtager millioner for at styre vores (jeg bruger udtrykket vores, fordi jeg og de fleste danskere via deres pensionsordninger er aktionærer i en hel del af dem) virksomheder sikkert gennem fremtiden, etablerede et beredskab eller råbte vagt i gevær til deres regeringer.
Alle sov vi i timen.
All right, selv om det kun tager ni minutter at forstå faren, så er det også mere end de fleste vil investere i noget, der måske kan ske på et eller andet tidspunkt. Hertil kommer, at den praktiske gennemførelse af tiltagene, hvis man skulle tage advarslen alvorligt, ville være yderst komplicerede at udtænke og gennemføre.
Denne gang var vi heldige, at udbruddet startede i Kina, der selv med en tøvende start og nogen fodslæberi langt om længe fik delt informationerne med resten af verden og lukket deres samfund ned. Hvad sker der, hvis et lignende udbrud starter i et land, hvor myndighederne ikke har infrastrukturen til at opdage det tidligt nok og få det inddæmmet? Forstil dig at udbruddet skete i Syrien eller Chad, det sidste et land med 16 millioner mennesker og 0,05 læger per 1.000 indbygger (i Danmark har vi 4,46 læger per 1.000 indbygger).
Kan vi forvente, at der på den anden side af corona-krisen sker en hurtig opgradering af sundhedssystemerne i alle fattige lande? Det ville i en virussammenhæng være i vores alles interesse at bidrage til projektet, men kommer det til at ske?
Næppe.
Selv om vi gerne så det ske og også var villige til at afsætte de økonomiske midler (hvad vi ikke er), så er de lokale kulturelle og politiske infrastrukturer, der i praksis skal omsætte pengene til bygninger, udstyr, mandskab, viden og fungerende organisationer, ofte ikke til stede. Hertil kommer stormagternes geopolitiske interesser, der sjældent arbejder for en bedre verden.
Krav om et nationalt sundhedsvæsen
Vi har i Danmark haft et nationalt sundhedsvæsen siden 1870, hvor sygekasserne blev indført. Over 150 år har vi haft til at forfine måden, hvorpå vi leverer sundhedsydelser til vores befolkning, samt de der besøger os. Den forfining bliver vi aldrig færdige med, men jeg mindes ikke at have truffet en eneste dansker, der synes, at vi skal privatisere sundhedsvæsenet og betale via private forsikringer.
Den danske model er en del af vores nationale identitet, og vi er stolte af den solidaritet, som ordningen udtrykker. Vi dækker for hinanden, når det går galt. På intet tidspunkt under Corona-krisen måtte vi forholde os til, hvordan den enkelte skulle betale for den behandling, som var påkrævet.
Sådan er det ikke alle steder i verden, og netop under en pandemi viser den private forsikringsmodel sine svagheder. Samtidigt med at en smitsom og ret dødelig sygdom breder sig, mister millioner deres arbejde og dermed også sygeforsikring.
Hvordan kan det være en smart løsning?
Min første forudsigelse er derfor, at Corona-krisen vil forstærke kravet om et nationalt sundhedsvæsen (universal health care) i de lande, der endnu ikke har det. Det er et vigtigt element i den samfundskontrakt, der skal sikre social stabilitet og dermed fundamentet for fortsat vækst, velstand og velfærd.
