Afvikling af skattefinansierede støtteordninger til erhvervsvirksomheder kan af gode grunde kun ske fra politisk hold. Det drejer sig om at foretage et sjældent set kirurgisk indgreb på finansloven.
Af Mogens Nørgaard og Hans Peter Bech.
Filosofien bag alle de skattefinansierede støtteordninger, der giver tilskud til enkeltvirksomheder, er den samme. Ordningerne er etableret ud fra et ønske om at give virksomhederne adgang til kompetencer, information og/eller kontakter, som det ellers ville være vanskeligt at få adgang til.
De skattefinansierede støtteordninger omfatter bl.a. Danmarks Eksportråd, eksportstipendiaterne, de lokale Væksthuse, Udenrigsministeriets Innovationscentre, SCALEit, Accelerace, Vitus-programmet samt en række andre lignende ordninger og institutioner. En komplet oversigt findes i Redegørelse om Erhvervsstøtte 2012 fra Erhvervs- og Vækstministeriet.
Internettet, de sociale medier og specielt LinkedIn har fuldstændig overflødiggjort disse ordninger.
Med ganske få tryk på tastaturet er det i dag muligt af finde frem til personer, der har netop de spidskompetencer eller den viden, man har brug for i sin virksomhed, uanset hvor man befinder sig i sit udviklingsforløb, eller hvor man befinder sig geografisk. Personen, der sidder inde med den ønskede kompetence, kan man via LinkedIn kontakte direkte og via Skype kan man “gratis” indlede den første dialog og udforske mulighederne for et samarbejde.
Med ganske få søgninger på Internettet har man adgang til stort set alverdens viden og alverdens personer.
Hvis personer, der driver eller ønsker at drive virksomhed, ikke kan finde ud af at benytte disse gigantiske muligheder, burde de måske hellere søge sig et job med fast månedsløn. Nåh nej, det kræver vel også, at man kan finde ud af at benytte de nye medier.
20 år siden den første Internet browser
Den første Internet browser, Mosaic, blev lanceret i 1993 altså præcis for 20 år siden. Udviklingen siden da har vendt op og ned på stort set alting.
Musikbranchen er blevet fuldstændig forvandlet. Film- og fotografibranchen er ikke til at kende. Skype har ”stjålet” 34% af al international telefoni. ”Game” branchen er blevet verdens største underholdningsindustri. Aviser og ugeblade sygner langsomt hen, mens vi bliver bedre og bedre oplyst via Internettet, DR’s hjemmeside og de sociale medier. Youtube er blevet klodens største TV Kanal. Handlen flytter på nettet. Vi bestiller tid hos lægen, hos tandlægen og hos vores frisør via nettet. Vi afleverer selvangivelse via nettet. Vi opretter nye virksomheder via nettet. Vi afregner moms og løn via nettet. Vi holder virtuelle møder via Internettet. Og sådan kunne vi blive ved i en uendelighed.
Vi har fået Google, Facebook, LinkedIn, Twitter, Xing, Viadeo, YouTube, CIA Factbook, Wikipedia, Amazon, eBay og tusindvis af andre fantastiske handels-, informations- og kontaktmedier.
Kun de skattefinansierede direkte støtteordninger til private virksomheder synes at gå fuldstændig uberørte forbi.
Hvorfor?
Hvor kommer ”disruption” fra?
Den skattefinansierede støtteindustri har naturligt to kategorier af tilhængere.
- De, der lever af at yde og administrere den.
- De, der modtager støtte fra den.
Man kan vel næppe forvente, at nogen i disse to grupper synes, det er en god ide at nedlægge ordningerne?
Hvis vi kigger på de industrier, der er blevet fuldstændig forvandlet af Internettet og de sociale medier, så er det aldrig de etablerede spillere, der tager initiativet!
”Disruption” kommer stort set altid udefra.
Hvorfor?
Læs Clayton Christensen ”The Innovator’s dilemma.” Det skyldes, at såvel leverandører som kunder har en stor interesse i at bevare den etablerede industri. De etablerede leverandører – ”støtteindustrien” – vil naturligvis gerne beholde deres jobs og position. Kunderne, der modtager støtten, vil naturligvis gerne have pengene eller en service med klækkelig rabat.
Den skattefinansierede støtteindustri er efter vores mening overmoden for ”disruption.” Internettet og de sociale medier tilbyder løsninger , der er både langt bedre (for alle kunderne) og væsentligt billigere (for skatteyderne) end de nuværende ordninger.
Men hvem skal tage initiativet?
Initiativet er hos politikerne
Afvikling af skattefinansierede støtteordninger til erhvervsvirksomheder kan af gode grunde kun ske fra politisk hold. Det drejer sig om at foretage et sjældent set kirurgisk indgreb på finansloven.
”Støtteindustriens” parter holder lav profil. Erhvervsorganisationerne taler med to tunger. En tunge ved festlige lejligheder og en anden tunge i korridorerne.
2 gode grunde
Vi vil give politikerne to rigtig gode grunde til at afvikle ordningerne.
1. Ordningerne skader mere end de gavner
Vi er vel alle enige om, at private virksomheder skal kunne klare sig selv. Erhvervspolitik skal derfor ”hjælpe” virksomheder, der ikke er dygtige nok til at få kunder og overskud på bundlinjen, med at “dø” så hurtigst muligt. Virksomheder, der “dør”, kan genopstå på et revideret idegrundlag. At holde virksomheder kunstigt i live giver ingen mening, hverken i fødsel, ungdom, voksendom eller alderdom.
Erhvervspolitik er ikke socialpolitik for virksomheder.
At give tilskud til enkeltvirksomheder for at ”hjælpe” dem er både at give dem falske forhåbninger og trække deres opmærksomhed væk for de vilkår, som de skal kunne konkurrere og overleve på. Lad dem hellere “dø” tidligt end sent. Virksomheder dør jo ikke, som mennesker gør. De lukker CVR nummeret og kan starte igen. Ud af 10 nystartede virksomheder overlever kun en. Få det overstået og kom videre.
2. Pengene er givet bedre ud i uddannelsessektoren
Vi kender ikke det nøjagtige beløb, men selv nogle hundrede millioner ville lune godt i folkeskolen. Emnet Internettet og de sociale medier skal opprioriteres i alle fag. Ingen skal forlade den danske folkeskole uden at have ”sort bælte” i at anvende Internettet og de sociale medier til at søge viden og kontakter.
Sort bælte i disse discipliner bliver et gigantisk aktiv i den globale virkelighed, hvor den enkelte skal konkurrere, når han eller hun skal have et job eller starte en virksomhed.
Tiden er moden NU!
Efter vores opfattelse er der ikke brug for hverken konsulentrapporter eller ekspertkommissioner. Der er brug for sund fornuft kombineret med politisk mod. Vi kan simpelthen ikke forstille os hvilket parti i folketinget, der ikke synes, det er en super god ide at flytte nogle hundrede millioner fra erhvervsstøtten til uddannelsessektoren.
Der er 20 milliarder Erhvervsstøttekroner at tage af, så de nødråb, der uvilkårligt kommer fra støtteindustrien og dens kunder, kan vi nok leve med. De folk, der arbejder i støtteindustrien er veluddannede og dygtige, så de finder sig hurtigt et nyt job.
