Forleden kunne man forudbestille Apples nye iPad på det tyske marked. Det har jeg naturligvis gjort, og det er der flere grunde til.
For det første kræver mit arbejde, at jeg er inde i nye “form factors”, som det vist hedder. Det er brugermulighederne og brugervenligheden, der primært interesserer mig, og jeg vil gerne have verificeret et par antagelser:
Tese 1: iPad vil kunne erstatte min avis, mine tidsskrifter og magasiner, der i dag leveres på papir
Jeg er ikke tilhænger af papir, som bærer af information. Det er der mange grunde til, men lad os bare sige at følgende ulemper ved papiret generer mig rigtig meget:
- Det er dyrt og jeg har lidt dårlig samvittighed over alt den spild (det skal transporteres ud i min postkasse og efter brug op i min papircontainer)
- Det indeholder ikke under 75% information, som jeg ikke interesserer mig for eller ikke når at få læst
- Det betyder en væsentlig forsinkelse i at nå ud til mig
Med min iPad vil jeg abonnere på de aviser og tidsskrifter, som har min interesse og som tilbyder et iPad format. Så kan jeg læse dem, når som helst og hvor som helst. Hvis publicisterne er lidt kvikke i hovedet, vil de tilmed gøre det muligt for mig at vælge emner og til/framelde kommercielle budskaber. Jeg behøver ikke at afmelde min avis, når jeg skal ud at rejse.
Tese 2: iPad vil kunne øge min “læring” mens jeg venter og er undervejs
Med WiFi/3G kan jeg være på Internettet overalt, have min bogsamling med overalt og jeg skal ikke først starte min MAC op (det tager nu ikke mange sekunder). Jeg kan udnytte 5, 10, 15, 30 minutters pauserne til at tjekke op på ting og sager. Jeg kan selvfølgelig også vælge at stirre lige ud i luften, men nu er det altså et bevidst valg, jeg kan træffe.
Tese 3: iPad kan tilbyde mere komfortabel web surfing
Jeg slæber ikke min MacBook op i sofa’en. Måske skulle jeg gøre det, men det sker altså bare ikke. Med min iPad vil min sofa kunne få lidt mere opmærksomhed 🙂
Tese 4: iPad kan erstatte mine bøger
Vi har bøger liggende overalt hjemme hos os. De venter på at blive læst, eller blive sat i en reol, eller givet videre, eller smidt ud, eller på at få sine skæbne afgjort i de nævnte kategorier. Bunken af bøger, der venter på sin skæbne vokser og vokser. Jeg elsker bøger og jeg hader bøger. Jeg elsker at læse og indholdet fascinerer mig, men jeg hader papiret, der på alle måder gør livet surt for vores lille husstand. Når vi skal på ferie, foregår der langstrakte forhandlinger, om hvor mange bøger og hvilke titler, vi skal slæbe med. Jeg taber altid forhandlingerne og må slæbe flere poser med bøger ud i den i forvejen overlastede bil, der også indeholder dykkerudstyr, cykler, vandreudrustning, kaffemaskine, strandsenge og mange andre vigtige småsager. iPad’en skal medvirke til min vision om “simple living” – jo mindre du har, desto lykkeligere er du!
Altså – forventningerne er store. Nu må vi se om virkeligheden lever op til forestillingerne.
I’ll keep you posted.