Det ikke er den gode idé, der skaber den gode forretning. Det er kombinationen af idé, mennesker og en heldig timing, der afgør om det lykkes.
Iværksætteri er mange ting. Det spænder fra Ricky Søndergaards forsøg på at få en bilproduktion i gang i Danmark over Le Gammeltofts lille mediebiks til et community for folk, der elsker tatoveringer. Fællesnæveren er nogle mennesker, der har svært ved at identificere sig med et job som funktionær i en organisation, hvor andre bestemmer formål, retning og tempo. Hertil kommer en idé til et produkt eller en service, som verden må have brug for, og som kan skaffe smør på brødet. Ikke nødvendigvis milliarder i banken. Bare nok til at holde kreditorerne fra døren. Det med milliarderne kommer først senere. En sjælden gang.
Der skrives mange bøger om iværksætteri. Flere af dem udtrykker direkte, at de har en metode til succes, mens andre blot insinuere det. Christian Frost er ikke faldet i den fælde, men har i stedet valgt at lade en række vidt forskellige iværksættere fortælle deres historie, sådan som de selv ser den. Det er der kommet en god og spændende bog ud af.
“Hole in one” sker ikke så tit
Stor set alle historierne har en række mere eller mindre eklatante fiaskoer, der skal overleves, før den bæredygtige forretningsmodel er på plads. “Fail fast” er et af de smarte udtryk i iværksætterindustrien, men det er vedholdenhed også. Hvordan man lige afgør, hvornår noget skal stoppes, er fortsat en svær manøvre for de fleste. Derfor kører mange videre, til der ikke er flere penge i kassen. På det tidspunkt træffer de fleste beslutninger nemlig sig selv.
Bogens ultimative fiasko må være Ricky Søndergaards bilprojekt. Her er der tilsyneladende fortsat et pænt stykke vej til noget, der bare ligner en holdbar forretningsmodel. Men udvikling af en bil med efterfølgende produktion og service er vel også noget af det mest ambitiøse, man kan kaste sig over. Det må være en meget lille og meget eksklusiv kundekreds, der synes, at der er en ledig plads på bilmarkedet. Og alligevel er det ikke så længe side, at den første Tesla kørte af samlebåndet.
Spotting the winners
Da jeg læser om Mik Thobo-Carlsens Tattoodo, må jeg erkende, at der er meget i denne verden, jeg ikke ved noget om, og som sagtens kan være et kæmpe forretningspotentiale.
Tatoveringer siger mig absolut intet andet end, at prisen på fortrydelse må være eksorbitant høj. Og det er så her forretningen ligger. Da de fleste skal leve med deres tatoveringer i resten af livet, er mange endog meget omhyggelige med at vælge, hvad den skal udtrykke, og hvem der skal lave den. Hellere give 10.000 for det rigtige valg end 2.000 for et, man fortryder.
Højhælede sko er heller ikke min spidskompetence, og derfor er det så meget mere fascinerende at læse om Frederikke Antonie Schmidt og hendes svaghed for sko med lange sylespidse hæle. Hendes vision var at få produceret nogle, der udover at se cool ud også var til at holde ud at have på og gå i. At lave og sælge fysiske produkter, der tilmed skal passe til kundens individuelle mål, er logistikmæssigt langt vanskeligere end at lave software, hvor fejl kan rettes med det samme (når først man har fundet dem). Salg og marketingopgaven er lige svær, men det fysiske produkt har flere lags kompleksitet på toppen. Men nu er højhælede sko Frederikkes passion, og så finder hun løsninger, hver gang der opstår problemer. Specielt underholdende er beretningen om jagten på en stabil produktion og Kickstarter-kampagnen, der kommer dobbelt op på målet.
I det iværksætterindustrielle kompleks (alle de der arbejder med iværksætteri på fast månedsløn i en eller anden organisation) bruges der meget krudt på at spotte de kommende vindere. Derfor afholdes der iværksætterkonkurrencer, hvor et dommerpanel udpeger den bedste idé. Det er imidlertid velkendt, at det ikke er den gode idé, der skaber den gode forretning. Det er kombinationen af idé, mennesker og en heldig timing, der afgør om det lykkes (hvis en idé får succes, defineres den som god).
Christian Frosts bog er glimrende anskuelsesundervisning i, hvor bredt iværksætteri spænder. Nogle har potentiale til at blive store internationale virksomheder, og andre skal per definition overhovedet ikke i den retning, men blot sikre, at ejerne ikke behøver at arbejde som funktionærer i en organisation, hvor det er andre, og ofte skiftende, funktionærer, der sætter mål og retning.
Iværksætterne
Titel: Iværksætterne – Danske iværksættere om succes og fiasko, rejsen med at gøre den gode idé og alt det, de lærte undervejs
Forfattere: Christian Forst
Forlag: Duckshoot Media (eget forlag)
Udgivelsesdato: 30. maj 2019
Antal sider: 256
Pris: DKK 138 (bogreolen.dk)
Anmeldelser: Endnu kun få læseranmeldelser