Når jeg taler med unge mennersker, der ikke kan finde ud af, hvad de vil, når skolen, gymnasiet eller universitet engang slutter, så har de min uforbeholdne sympati.
For jeg har selv været der. Først da jeg var 28 år, følte jeg at være landet et sted, hvor det var værd at blive.
Som fuldmægtig i Arbejdsministeriet tumlede jeg med nationens store problemer. Høj arbejdsløshed, kæmpe underskud på statsfinanser og betalingsbalance samt en galoperende inflation.
En tidligere finansminister erklærede, at Danmark var på vej mod afgrunden, og jeg var på holdet, der skulle omlægge skinnerne, så vi kunne komme i den modsatte retning. Samtidigt med at toget kørte naturligvis. Ved siden af underviste jeg i nationaløkonomi på Københavns Universitet. Respekten i mine borddamers øjne var åbenlys, når jeg ved middagsselskaber underholdt med mit vigtige arbejde i nationens tjeneste.
Men så en dag ringede telefonen, og en af mine storebrødre spurgte om, jeg kunne tage med ham til Saudi-Arabien.
Det kunne jeg da ikke, for jeg havde alt muligt andet om ørerne. Udover mit job, hvor arbejdstiderne var helt uforudsigelige, så var jeg ved at etablere et bofællesskab i Nordsjælland og adoptere et barn fra Indonesien. Jeg kunne umulig tage med ham til Saudi-Arabien. Det var helt udelukket. Og hvad skulle han i øvrigt dernede? Han havde en restaurant på Vesterbrogade, som skulle passes.
Men jeg gjorde det alligevel, for hvem kan sige nej til et eventyr med alt betalt? Jeg kunne åbenbart ikke. Så vi tog derned og fik os en ordentlig en på opleveren. Vi var eksperter på et område, vi intet vidste om. Det vidste dem, der havde hyret os, heldigvis heller intet om.
Gunstige omstændigheder udenfor min indflydelse gjorde, at ugerne, jeg måtte tage ud af kalenderen, ikke kolliderede med alt det andet. Men netop som jeg havde lagt det surrealistiske projekt i Saudi-Arabien bag mig, fik jeg tilbudt et job som sælger i et amerikansk computerfirma. Bare sådan ud af det blå.
Sælger? Nej, det var da det sidste i verden, jeg skulle være.
Men duften af en lønforhøjelse på 50 procent var nu alligevel lokkende. Når man stiftede familie, byggede hus og købte sin første bil, blev der hurtigt økonomisk smalhals. En smart headhunter kaldte jobbet forretningsudvikling. Se, det lød langt mere tiltalende.
På blot et halvt år tog mit liv, eller i det mindste mit erhvervsliv, en helt ny retning. Det var aldrig sket, hvis ikke jeg havde fået den opringning fra min bror. Seks måneder senere sad jeg i et fly med kurs mod Minneapolis, hvor jeg skulle på 3-ugers introduktionskursus for sælgere (og danske forretningsudviklere). Mit første besøg i USA.
De efterfølgende 30 år gik med at holde balancen i verdens måske mest turbulente branche. IT-branchen. Det krævede ti virksomheder og syv fyringer, før jeg landede som selvstændig konsulent uden chef og medarbejdere. Fra at kunne regne med at der gik en høj fast løn ind på kontoen den sidste dag i hver måned, måtte jeg nu leve af de fakturaer, som kunderne betalte.
Det var skønt at slippe for medarbejdere og chefer, men nu skulle konsulentprojekterne til gengæld gerne komme som perler på en snor. Ellers risikerede jeg at ryge ind i det problem, andre solokonsulenter med bævende stemme ridsede op for mig. Enten har du rygende travlt, eller også er der ikke noget at lave. Og det kom til at passe.
Det var i en periode, hvor der ikke var noget at lave, at jeg besluttede at skrive en bog. Allerhelst ville jeg skrive en bog om turen med min bror til Saudi-Arabien og de mange fyringer, der havde gjort mig til en holden mand. Men det gjorde jeg ikke. I stedet fulgte jeg et råd fra en bog, der anbefalede solokonsulenter at skrive en bog. Om deres spidskomptence. Building Successful Partner Channels kom min til at hedde. Den blev et hit, og telefonen begyndte at ringe. Oftere og oftere.
“Er det dig, der har skrevet kanalbogen? Kan du hjælpe os?”
Måske, var svaret. Det kom jo an på så meget.
Men bogen, der anbefalede at skrive en bog, fik ret. Konsulentopgaverne kom som perler på en snor. Og så blev der bare travlt hele tiden. For travlt til at skrive flere bøger.
Hvad gør man så?
Man læser en bog skrevet af en, der har været igennem det samme. “Hæv dine priser,” var anbefalingen. Så det gjorde jeg, og det virkede også. Der blev tid til at skrive flere bøger, uden det gik ud over indtjeningen.
En erhvervsbiografi på dansk og oversat til engelsk og endnu en fagbog på engelsk. De solgte godt, og telefonen fortsatte med at kime.
“Er det dig, der har skrevet Damgaard-bogen? Kan du hjælpe os?”
“Er det dig, der har skrevet Going-Global-bogen? Kan du hjælpe os?”
Men jeg ville altså gerne skrive bogen om projektet i Saudi-Arabien, der kom i stand, fordi nogen drejede det forkerte telefonnummer. Om de mange fyringer, der lunede så godt på bankbogen. Om den gang jeg blev kåret som en af Danmarks mest indflydelsesrige personer uden overhovedet at være det. Om en verden der så helt anderledes ud på inder- end på ydersiden.
Måske kunne det ikke rummes i en enkelt bog. Måske skulle den heller ikke handle om mig, men om den tid og det samfund der gjorde det muligt. Om hvordan Danmark var den perfekte platform for den, der havde lyst til at eksperimentere med sin tilværelse. Om en verden der ændrede sig så hurtigt, at det du lærte i går ikke kunne bruges i morgen. Om en verden der ville se succes, men ikke forstod hvordan fænomenet så ud og derfor ledte de forkerte steder.
Autofiktive erhvervsromaner. Det var det, jeg ville skrive. Historier der tog udgangspunkt i hovedpersonernes arbejdsliv, men som også inddrog alt det andet, der trak opmærksomhed og energi. Og som i lange forløb var ligeså eller sågar langt mere underholdende end det, der foregik på jobbet. Eller i det mindste altid konkurrerede om døgnet timer.
Og nu er den første autofiktive erhvervsroman – en genre jeg har opfundet – på trapperne. Balladen i Mekka er titlen. Og den har projektet i Saudi-Arabien som sit hovedspor.
Der er yderligere syv bøger på vej i serien om Aalborgdrengen Henrik Bertelsen, der primært udmærker sig ved at være usandsynlig heldig. Så heldig at han tør tage chancer, som de fleste aldrig ville røre med en ildtang. Set i bakspejlet var det en vinderstrategi, men kan man nu også fremadrettet forlade sig på, at der nok dukker noget op, som redder en krise, man selv har rodet sig ud i?
“Introspektion som videnskabetligt bevis?” var et spørgsmål, jeg fik til en eksamen i videnskabsteori.
Måske som samfundsvidenskabeligt bevis? Tænkte jeg, men måtte afvise det. Når mennesker er så forskellige, må de jo nødvendigvis nå til vidt forskellige konklusioner på de samme emner, når de kigger indad.
Som naturvidenskabeligt bevis så?
Ja, det var der nok mere hold i. For selv om to vidt forskellige mennesker hopper ud af et vindue, så vil de begge falde til jorden. Uanset hvad de i udgangspunktet måtte have troet på.
Bøgerne om Aalborgdrengen Henrik Bertelsen udspringer af introspektion og fortæller derfor ikke en historie om verden, som den er, men som den godt kunne se ud, når man har heldet med sig.
