Lydbogen 1

En roman bliver til – del 16

Forbruget af lydbøger er stødt stigende, hvilket betyder, at du som forfatter og forlag misser en indtægtskilde, hvis dine bøger ikke findes i det format. Der er muligvis også en afsmitning, som betyder at lydbogsudgaven stimulerer salget af de øvrige formater. Men om indsatsen og omkostningerne kan tjene sig hjem er bestemt også en overvejelse værd. Royalty fra streaming er nemlig langt lavere end ved direkte salg.

Jeg har indtalt to lydbøger. En engelsk fagbog og en dansk roman. En anden af mine engelske fagbøger blev indtalt af en amerikaner, så den model kan jeg også kort berøre.

Til opgaven har jeg indrettet et provisorisk lydstudie derhjemme og selv stået for hele processen. Det er der både fordele og ulemper ved, men om ikke andet kender jeg nu alle detaljer omkring opgaven. Det er de erfaringer, jeg deler i denne og en følgende artikel.

Processen

Processen for indtalingen af lydbogen kan opdeles i følgende trin.

  1. Udstyr og software
  2. Forberedelse af lydstudie
  3. Forberedelse af manuskriptet
  4. Indtaling
  5. Korrekturaflytning og redigering
  6. Efterbehandling
  7. Omslag og metadata
  8. Distribution

Udstyr og software

Der findes mange videoer og artikler på nettet, som diskuterer valg af udstyr og software, så her vil jeg nøjes med at gennemgå, hvad jeg bruger, har brugt og vil vælge at bruge fremover.

Mikrofon

Jeg har valgt en Audio Technica kondensatormikrofon med USB indgang, opsat på en arkitektlampelignende arm med et særligt elastikophæng og påsat et popfilter. Skulle jeg købe en mikrofon i dag, ville valget falde på en Røde PodMic USB. Starter du fra scratch, skal du regne med at skulle investere et par tusind kroner i udstyr.

Recorder

Mikrofonen forbinder jeg direkte med min MacBook Pro via USB.

Det er ikke en optimal løsning, fordi den software, du bruger under indtalingen, kan få computerens blæser til at gå i gang, og den lyd vil du ikke have med i indspilningen.

Efterhånden har jeg fundet frem til hvilke baggrundsprocesser på computeren, jeg skal have slukket under optagelsen, så blæseren ikke starter så ofte. For eksempel bruger den software, der synkroniserer dine data med Dropbox, iCloud, OneDrive og så videre, angiveligt en del processorkapacitet. Derfor er det bedst at lagre filerne på en SSD-harddisk, der er koblet på din computer via USB-C og ikke syknoniserer til clouden. Du kan tage backup senere, når du ikke indspiller.

Du kan også lagre filerne på din computers SSD-drev, men de fylder en hulens masse, så derfor anbefaler jeg et eksternt SSD-drev. Har du en computer med mekanisk harddrive, skal du undersøge, om lyden fra den kommer med på optagelsen.

Jeg har en dedikreret Zoom H5 audiorecorder, som vi bruger i det ene af de bands, hvor jeg spiller og synger, og rent optagelsesmæssigt ville det være en bedre løsning end computeren. Hvorfor jeg ikke bruger den, kan du læse i næste afsnit.

Software

Til de to bøger, jeg til dato har indtalt, har jeg benyttet Audacity (gratis), Amadeus Pro ($60) og Hindenburg Narrator (DKK 3.720).

I princippet kan alle tre programmer klare opgaven, men Amadeus Pro er bedre en Audacity. Hindenburg Narrator er designet specifikt til indtaling af lydbøger, og det mærker man tydeligt.

I Hindenburg Narrator uploader du manuskriptet og knytter optagelserne til det enkelte afsnit. Det gør indtalingen langt mere produktiv, idet du kan rette småfejl på stedet. Den senere lydredigerering og -korrektur lettes også af at tale og tekst er knyttet sammen.

Programmet eksporterer til filformater, der overholder de tekniske krav, som distributionstjenesterne kræver, så også det gå forholdsvist smertefrit. Mere om det senere.

Eneste ulempe ved Hindenburg Narrator er support og onboarding. Jeg brugte et par dage på at blive fortrolig med programmet, dets terminologi og dets funktioner. Hvis du beslutter at anvende programmet, som jeg varmt kan anbefale, så kig først deres træningsvideoer igennem. Vælg dernæst et par sider, som du testindtaler og redigerer. Når du føler dig dus med programmet (og lyden er OK – se næste afsnit) kan du starte selve indtalingen.

Forberedelse af lydstudie

Hvis du ikke vil booke et lydstudie ude i byen, men indtale bogen der, hvor du nu er, skal du kunne etablere et fuldstændigt lyddødt miljø. Du skal kunne udelukke alle udefrakommende lyde såvel som forhindre at mikrofonen får nogen form for refleksioner fra omgivelserne, når du indspiller.

Jeg har et værelse, der er afsondret fra resten af huset med to døre, og hvor jeg ved hjælp af tæpper kan etablere en lyddød boks. Der er tæpper på alle sider af mikrofonen, selv på loftet og på bordet. Det er en billig og meget fleksibel løsning. Der er fire kroge i loftet, og det tager mig 10 minutter at hænge tæpperne op og det samme at pille dem ned igen. Jeg holder dem sammen med nogle store klemmer.

Klik her for at lytte til en del af lydbogen.

Forberedelse af manuskript

Når lydstudiet er klar, uploader jeg manuskriptet i Hindenburg Narrator. Du kan indlæse epub- og wordfiler. Har teksten markerede overskrifter (dele, kapitler, afsnit mv.) vil Narrator genkende dem og tagge dem tilsvarende. Ellers må du gøre det manuelt, hvilket Narrator har værktøjer til, så det går hurtigt. Opdelingen i dele, kaptitler, afsnit og så videre styrer den færdige lydbog i de filer med tilhørende meta-data, som distributionsplatformene forlanger. Jeg kommer tilbage til metadata senere.

Nu er du i princippet klar til oplæsning og indspilning, men hvis du ikke har prøvet det før, vil jeg lige rejse et flag.

Der er stor forskel på at læse en bog og lytte til den. Det sprog, der virker fint ved læsning, kan være kringlet under oplæsning og aflytning. Du vil forstå, hvad jeg mener, når du indtaler din bog. Der vil være passager, som du opdager kan formuleres bedre til både læsning og aflytning, og der vil være steder, hvor kun det sidste er tilfældet.

Under indlæsningen af Balladen i Mekka, der indeholder megen dialog, læste jeg først et afsnit op uden at indspille det. Skulle noget rettes til lydudgaven, gjorde jeg det direkte i Narrators teksteditor. I et andet vindue på computeren havde jeg Scrivener åben og foretog der rettelser i manuskriptet til ebogen og den trykte udgave. Selvom manuskriptet var færdigredigeret og korrekturlæst, opdagede jeg under oplæsningen alligevel en række stave- og grammatiske fejl. De blev også rettet i Scrivener. Desværre havde jeg lagt ordre på de første 250 trykte bøger, så her kommer rettelserne først med i næste trykning. I e-bogen kom de med med det samme.

Indtaling

Indtalingen af den engelske fagbog gik smertefrit, og jeg mente mig derfor klar til selv at indlæse romanen også.

Der tog jeg fejl. At synge opera og dansktopsange er heller ikke helt det samme.

Jeg skulle have taget et par timer hos en professionel oplæser, inden jeg gik i gang med indspilningen. Det tillod de knappe tidsfrister ikke, og jeg måtte derfor nøjes med at læse nogle artikler og se en række Youtube videoer, der generøst delte tips og tricks.

Det betød, at jeg måtte indspille det første kapitel flere gange, inden jeg var tilfreds med stemmeføring og modulation.

Ved indtaling af en roman med megen dialog, skal du lægge dig fast på en stil. Skal det være radioteater med stemmer, der er karakteristiske for hver enkelt person, eller skal der oplæses mere neutralt fortællende? Du er efter min mening under alle omstændigheder nødt til at lægge sjæl i fortællingen, men det kan også blive for meget. At finde den stil, du synes er passende, kan godt fordre et par generalprøver. Jeg vil i øvrigt tro det også gælder, hvis du får en anden til at indlæse bogen.

Næste udfordring er at finde det rette tempo, så du kan nå at udtale ordene uden at snuble over stavelser og sluge for mange lyde. Bliver det for langsomt forsvinder sjælen og dynamikken, bliver det for hurtigt taber du lytteren og laver for mange fejl.

Fejl kommer du til at lave i hundredevis og indimellem får du trang til at kyle computeren ud af vinduet i frustration over din manglende evne til at får udtalt et bestemt ord eller passage korrekt. Hvis du er forberedt på, at sådan er det bare, kan du nemmere leve med de mange rettelser og genindspilninger, som skal foretages.

Udover fejl i oplæsningen er der vejtrækning og smaskelyde. Hvis du under aflytningen lyder som en blæsebælg blandet med en svinesti, der netop har fået serveret mask, så vil det forstyrre lytterens oplevelse. Du kan i efterredigeringen fjerne en del af den type lyde, men det er tidskrævende. Det er bedre at kunne styre sin vejrtrækning og sit mundvand under indspilningen. Næste gang tager jeg timer hos en professionel, inden jeg går i gang.

Når du er klar til indtaling, orienterer du dig først i teksten. Du skal føle hvor du er, og hvilken stemning teksten repræsenterer. Så læser du de sætninger højt, som du vil indspille, inden du vil trykke på pauseknappen. Er der behov for rettelser, foretager du dem. Når du er tilfreds, trykker du på den røde optageknap og går i gang.

Benytter du Hindenburg Narrator, er det mest effektivt at rette oplæsningsfejl med det samme. Benytter du et indspilningsværktøj som Audacity eller Amadeus Pro, hvor du ikke knytter lyd og tekst sammen, er det nok mest effektivt at klappe i hænderne ved en fejl og så indtale passagen igen. I efterbehandlingen kan du hurtigt finde klappene og slette fejlindtalingerne.

Hvor lang tid tager indtalingen?

Du kan ret let regne ud, hvor lang tid den endelige lydbog vil vare. Balladen i Mekka er på 88.000 ord og lydbogen varer 9h41m. Det svarer til 147 ord i minuttet eller 8.800 ord per time. Jeg læser op i et moderat tempo, så måske den kunne være kortet ned til 9 timer.

Du skal regne med at den samlede produktionstid for en lydbog er fire til fem gange den færdige lydbogs længde. Heri er ikke medregnet forberedelse. Kun indtaling, korrektur og efterbehandling. Er det første gang du skal gøre det, vil jeg skønne, at vi nærmer os fem til seks gange det færdige resultat. De lærepenge kommer først retur, når du skal indspille den næste lydbog, så husk at tage noter om processen undervejs.

Selve inspilningen tager med præoplæsning og rettelse af fejl omkring 3 timer per færdig time.

Med det tidsforbrug skal du bruge adskillige dage på indtalingen. Du bør derfor sikre, at optageforholdene er de samme, hver gang du indspiller. Det gælder hele indspilningsmiljøet samt din position og vinkel i forhold til mikrofonen. Der skal ikke ændres meget før lydkarakteristikken også ændrer sig.

Artiklen forsætter i del 2


Artikler i denne serie:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Verified by MonsterInsights