Markedsføring

En roman kommer til verden – del 8

I denne serie af artikler giver jeg mit bud på, hvordan du sikrer, at din bog – trykt, elektronisk og lyd – bliver købt eller lånt af mindst 3.000 læsere. Min metode kræver, at bogen endnu ikke er skrevet.

Grundlaget for den kommercielle succes skal etableres, før du skriver et eneste ord af manuskriptet.


Den samlede proces, der skal omforme tanker i forfatterens hoved til sætninger foran læserens øjne eller oplæsning i hendes ører, kan med fordel betragtes opdelt i fem hovedfaser:

A. Formulering af idé og koncept (bogresumé)
B. Markedsføring
C. Udvikling af basismanuskript
D. Redaktion og korrektur
E. Udgivelse

I denne og tidligere artikler diskuterer jeg punkt A, hvordan du kan gribe arbejdet med konkretisering af din idé an, og hvordan du får fastholdt den i en konceptbeskrivelse, der guider dig i det videre arbejde. I senere artikler går jeg i detaljer med de øvrige punkter.

Bogresuméet

Fundamentet for din bogs kommercielle succes sammenfattes i bogresuméet.


Det indeholder følgende tolv elementer:

  • Titel, undertitel og omslag (bogens forside, ryg og bagside)
  • Formål
  • Sammenfatning
  • Målgruppe
  • Lignende bøger
  • Magneten
  • Manuskriptprocessen
  • Udgivelsesprocessen
  • Markedsføring
  • Format, priser, ISBN og kategorier
  • Tidsplan og økonomi
  • Om forfatteren

I denne artikel diskuterer jeg, hvilke markedsføringsmæssige overvejelser du bør gøre dig, inden du skriver bogen. Det drejer sig ikke om udarbejdelsen af en detaljeret marketingplan, den kommer senere, men kun om nogle helt generelle betragtninger.

Markedsføring

I princippet er der ikke forskel på markedsføring af bøger og andre konsumentprodukter. I praksis er der imidlertid en afgørende forskel. En bog er et usynligt produkt. Selvfølgelig kan man se bogen i sin fysiske eller virtuelle manifestation, men er den værd at læse?

De etablerede forlag foretrækker at udgive bøger skrevet af kendte personer herunder kendte forfattere. De er langt nemmere at markedsføre end bøger skrevet af ukendte.

I denne artikelserie går jeg ud fra, at du ikke er en kendis.

Når du har kommercielle ambitioner med dine bøger og ikke i forvejen er en kendt person, så er markedsføringen nok den allerstørste udfordring.

Mange fagbøger skrives af konsulenter og tjener i sig selv som markedsføringsinstrumenter. Her er målet ikke primært at sælge mange bøger, men af få flere og bedre betalte konsulentopgaver. Sådan startede jeg min egen forfatterkarriere og kan bekræfte, at metoden virker.

Med romaner eller fiktion er det anderledes.

Hvis salget af bogen alene bare skal kunne dække omkostninger til omslag, redaktion, korrektur og produktion skal den sælge minimum 300 styk. Investerer du i PR og marketing ryger nulpunktsomsætningen let op på 5-600 eksemplarer. Først herefter er der penge til forfatteren. Udgiver du på et forlag, er nulpunktssalget en del højere.

Jeg tror, du vil bliver overrasket over, hvor få bøger der i Danmark sælger mere end 500 eksemplarer. Ikke fordi de er dårlige, men fordi meget få bliver opmærksomme på deres eksistens.

Sidder du ikke på en stor pengekasse, må du finde innovative måder at bringe bogen til læserens kendskab på. Her skal de foregående afsnit i bogresuméet i arbejde. Er du helt blank på principper for markedsføring af konsumentprodukter, gør du nok klogt i at engagere en coach, der kan hjælpe dig. Du finder dem på Bogbrancheguiden.

I denne artikel kan jeg kun give helt pricipielle råd.

Landingsbanen

Dine marketingaktiviteter skal pege et og kun et sted hen: Til det sted hvor bogen beskrives, kan bestilles eller købes, og du kan styre kommunikationen.

Det kan være på din egen hjemmeside, din profil på LinkedIn eller en side du har oprettet på Facebook.
Her er landingsbanen for Balladen i Mekka.

AIDA

AIDA er en sammentrækning af de engelske ord Awareness (kendskab), Interest (interesse), Desire (ønske) og Action (handling) og udgør en simpel model for den proces, din markedsføring skal igangsætte eller støtte hos de potentielle læsere.

Kort fortalt skal dine AIDA overvejelser svare på følgende spørgsmål:

  1. Hvem skal have kendskab til din bog?
  2. Hvordan vil du eksponere dem for den?
  3. Hvordan vil du vække deres interesse?
  4. Hvordan vil du skabe et ønske om at købe den?
  5. Hvordan vil du få dem til at købe, streame eller låne?

Produktet og målgruppen

Jeg forudsætter, at din bog er god. Det vil sige original, velskrevet, læsbar og relevant i forhold til sit emne og sin genre. Jeg forudsætter også, at målgruppen er stor nok til at trække et salg på 3.000 eksemplarer. Det betyder ikke, at en stor målgruppe er bedre end en lille. En bog om svæveflyvning vil have langt lettere ved at finde sine læsere end en kriminalroman eller en generel biografi. For skønlitteratur bør målgruppen være mindst 100 gange større, end det salg du ønsker.

Det første spørgsmål kan kun besvares meningsfyldt, hvis du kan identificere din målgruppe på søgbare kriterier. Du kan starte med at læse artiklen om målgruppe.

Vær opmærksom på at anmeldere og bogblokkere er separate målgrupper. Dem skal du kunne identificere ved navns nævnelse, og du skal vide, hvad der kunne vække deres interesse. Jeg vil diskutere anmeldere, bogblokkere og lignende i afsnittet om PR.

Eksponering

Hvordan vil du sikre, at målgruppen får kendskab til din bog?

Når du begynder at arbejde med din målgruppedefinition inden du skriver bogen, har du tid til at finde den og etablere relationer til de potentielle læsere.

I dag foregår det primært via de sociale medier. Jeg har skrevet en lille bog om emnet, som du måske kan få gavn af.

Interesse

At kende til din bog og at være interesseret nok til søge mere information om den er ikke det samme.

Når du har løst opgave med at udbrede kendskabet til din bog i målgruppen, skal du finde ud af hvilke budskaber, der kan vække deres interesse.

Fundamentet for løsningen af den opgave lagde vi i bogresuméets afsnit 2, Bogens formål. Her diskuterede jeg, hvordan vi skulle formulere bogens værditilbud, hvad får læseren ud af at læse bogen?

Læseranmeldelser er en god metode til at vække andres interesse. Selvom bogen endnu ikke er udkommet, kan du godt indhente læseranmeldelser. Det kommer jeg tilbage til.

Call to action

Hvis du skal sælge mere end 3.000 eksemplarer af din bog, vil det være en stor fordel, at mindst de første 1.000 købes umiddelbart ved bogens udgivelse. Så har du et momentum, som din markedsføring kan bygge videre på.

I månederne op til bogens udgivelse skal du derfor have gang i kommunikationen, og du skal give dine potentielle læsere et tilbud, som er attraktivt. At kunne købe bogen til en nedsat pris er en fordel, der er meget nem at kommunikere og forstå.

Overvej derfor hvordan du kan få et par tusind potentielle læsere til at skrive sig op på en liste, der giver dem adgang til den attraktive pris ved bogens udgivelse.

En reduktion i prisen på kr. 100 er normalt nok til at konvertere ønske til handling.

Læseranmeldelser

Min Damgaardbog er nok den med de fleste læseranmeldelser på SAXO.COM.

Vi læser det, de andre læser.

Du gør måske ikke, men det store flertal gør.

Det skyldes, at en bog er et usynligt produkt. Er den værd at læse? Hvis mange andre læser den, må den være værd at læse. Sådan konkludere de fleste. Bevidst eller ubevidst.

Derfor er læseranmeldelser så vigtige.

Du kan bede dine alfa- og betalæsere om at skrive en kort anmeldelse. En til fem linjer krydret med fem stjerner er tilstrækkeligt. Sæt tre til fire stykker på omslagets bagside og foran i den elektroniske udgave.

PR – Public Relations

Uden en PR-konsulent havde jeg ikke fået min Damgaardbog i TV2s Go’ morgen Danmark, DR-P1, Børsen, Berlingske Tidende og Jyllandsposten

Hvis du kan se en fordel i at få dig eller din bog beskrevet eller anmeldt i et medie, skal du engagere en PR-konsulent. Det koster i reglen omkring kr. 10.000 plus moms, men de penge er givet godt ud. De kommer ind igen via det øgede bogsalg.

I bogresuméet anfører du blot, at denne aktivitet prioriteres, og i tidsplanen lægger du starten ind, tre måneder før bogen udkommer.

Når du ikke skal gøre PR-arbejdet selv, skyldes det for det første, at det er omfattende og tidskrævende. For det andet at du skal bruge den sparring, som PR-konsulentens viden og erfaring giver. Og for det tredje skal du bruge PR-konsulentens kontakter.

Næste artikel: Udgivelsesprocessen


Tidligere artikler i denne serie:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Verified by MonsterInsights