Jeg er næppe i kernemålgruppen for Birgitte Bregnedals romaner om pigen Line og hendes vanskelige liv.
Som mand i starten af 70’erne, mest læser af politisk litteratur og biografier, gerne på mange sider og ikke synderligt begejstret for fiktive historier om mennesker med vanskelige levevilkår, vil en boghandler næppe pege mig i retning af hylden med bøgerne om Line. Ikke fordi jeg mangler empati, men fordi jeg synes, virkeligheden er udfordrende nok for mange til, at vi behøver at opfinde historier om dem.
Når jeg alligevel læste Pigen med sherifstjernen, så er det, fordi jeg af og til tvinger mig selv til at læse andre typer litteratur. Når jeg trænger til en pause fra virkelighedens opmærksomhedskværn, søger jeg kig ind i alternative verdener.
Det er på den måde, jeg er blevet megafan af figuren Line i Birgitte Bregnedals bøger Pigen med sherifstjernen og Pigen bag smilet. Måske er det forfatterens evne til at formulere perspektivet set fra en pige i den alder, Line har. I den første bog er hun fem år, i den anden tolv. Måske er det kombinationen af den fortættede og lidt sagaprægede fortælleform, det realistiske persongalleri og Lines evne til at komme igennem den megen modstand. Jeg ved det ikke, for jeg er meget langt fra intuitivt at kunne vurdere, hvordan en lille pige ser det, der sker omkring hende. Line kæmper med tilværelsens brutale banalitet, som den tager sig ud i en verden, jeg ikke kender. Men når jeg læser bøgerne, er det fængslende og føles både rigtigt og vedkommende.
Selvom Line kun i korte øjeblikke har sine omgivelser med sig, formår hun alligevel at overleve. Intuitivt finder hun sine styrker og lander nogenlunde på begge ben, så hun kan komme videre i livet. Parat til at håndtere nye udfordringer. I bøgernes ubarmhjertige univers er der både lyspunkter og optimisme, og det kan jeg godt lide.
