Driver du, eller har du planer om at drive en abonnementsforretning, må jeg på det kraftigste anbefale, at du læser bogen. Også fordi den tager udgangspunkt i primært danske omstændigheder. Det er der ikke mange businessbøger, der gør.
Det skortede ikke på trumpetfanfarer på de sociale medier i dagene op til og efter, at Andreas Dirksen udgav bogen Sign up – Sådan skaber du en succesfuld abonnementsforretning, så mine forventninger var skruet meget højt op, da jeg købte e-udgaven og gik i gang med læsningen. Man må komplimentere manden, at han har godt fat i organisk markedsføring på de sociale medier.
Foran mig havde jeg nogle rejsetimer, for jeg var inviteret til Norge for at holde foredrag om min seneste bog Fra Damgaard til Microsoft, og intet er bedre end at bruge rejsetid på at blive klogere.
Det blev til nogle hyggelige timer i selskab med en Andreas Dirksen, hvis humør og gå-på-mod stråler ud af hver eneste side i bogen. De gode råd, som de 156 sider rummer, er primært baseret på forfatterens egne startup-projekter, samt de projekter han har været involveret i som investor og som konsulent. Og det er efter min opfattelse bogens styrke. Den er kort, nem at læse, snusfornuftig og i det store hele konkret og praktisk. Her kan også forretningsfolk, der ikke normalt orker at læse bøger, være med. Driver du eller har du planer om at drive en abonnementsforretning, må jeg på det kraftigste anbefale, at du læser bogen. Også fordi den tager udgangspunkt i primært danske omstændigheder. Megen business- og managementlitteratur tager udgangspunkt i amerikansk kultur, og her er tommelfingerregler og erfaringer ikke altid så nemme at overføre til en europæisk eller dansk kontekst. Man mærker tydeligt, at bogen er skrevet af en dansker og ikke oversat fra engelsk, og der er ment som et stort kompliment.
Findes der en opskrift på succes?
Det er ikke en nem opgave at give læsere, hvis situation man af gode grunde ikke kender i detaljer, velmente råd baseret på sine egne erfaringer. Enhver forretning er som bekendt unik, med sine helt specielle omstændigheder og udfordringer. Om ikke andet så fordi vi som mennesker er meget forskellige og griber selv den samme opgave anderledes an. Og mange veje kan i reglen føre til nogenlunde samme resultat. Der er derfor også passager i bogen, hvor jeg tænker, at det har jeg oplevet helt modsat. For eksempel om man kan hæve prisen for sine eksisterende medlemmer. Det mener Andreas Dirksens ikke, man bør gøre, men jeg har oplevet situationer, hvor man har gjort det og ikke mistet en eneste kunde. Min konklusion er ikke, at man roligt kan hæve abonnementsprisen uden at frygte medlemsflugt. Min konklusion er snarere, at man skal være påpasselig med at overføre sine erfaringer direkte til nye situationer, fordi omstændighederne (produkter, kundeadfærd og konkurrencesituation) kan være helt anderleders.
Andreas Dirksen påpeger da også flere steder i bogen, at du i de fleste situationer bør prøve dig frem og teste dine formodninger og hypoteser først, inden du går all-in på store ændringer. Det er ofte kropumuligt at forudse, hvordan kunder eller medlemmer vil reagerer på et givet tiltag, hvorfor tests i mindre skala og på en mindre del at medlemsskaren kan hjælpe med at minimere risikoen for de helt store bummerter. Det gælder i øvrigt også for mange andre forretningsmæssige forhold og ikke kun for abonnementsforretninger.
Kommer godt rundt
På trods af sin korte længde og en del indhold, som ikke direkte har noget med emnet at gøre (om Andreas Dirksen selv, hans holdninger til iværksætteri og om hans forventninger til den globale udvikling i branchen), så kommer bogen, så vidt jeg kan vurdere, godt omkring de fleste facetter af abonnementsforretningen. Som med stort set alle “how-to” businessbøger (mine egne inkluderet), savner jeg indimellem, at rådene bliver helt konkrete, men Andreas Dirksen kompenserer ved at fortælle detaljeret og åbent om sine egne projekter og anonymt om de projekter, hvor han har ageret konsulent. Netop de helt konkrete oplevelser er da også langt de mest spændende passager i bogen. Havde bogen alene handlet om, hvad der faktisk skete i de projekter, hvor forfatteren var involveret, og ikke givet generelle råd, ville den nok havde været endnu mere underholdende for en som mig, der ikke går med planer om at starte en abonnementsforretning. For målgruppen er bogen til gengæld lige i øjet.
Hvis du vil helt tæt på
Hvis du vil anvende bogen på din egen forretning, vil det nok give god mening at hyre Andreas Dirksen som konsulent. Han har specialiseret sig i området og synes at leve og ånde for, hvis ikke ligefrem elske, emnet. Måske kan du også lokke ham til at investere i din virksomhed og dermed få ham i din bestyrelse, og det er vel ikke den værste ekspertise at få ind her (for nu at udtrykke det på jysk). Personligt ville jeg gerne lokke ham til at skrive flere bøger, for det har han bestemt flair for.
Sign up – Sådan skaber du en succesfuld abonnementsforretning
Titel: Sign up – Sådan skaber du en succesfuld abonnementsforretning.
Forfatter: Andreas Dirksen
Udgivelsesdato: 28. august 2019
Antal sider: 156
Pris: 118,95 som e-bog på Bogreolen.dk
Anmeldelser: Bogen får gode anmeldelser af både pressen og læserne (det sidste er nok det vigtigste).