Hvor Balladen i Mekka primært foregik i Saudi-Arabien og kulminerede med det religiøse oprør i den hellige by i november 1979, så er efterfølgeren henlagt til USA og USSR.
Igen er handlingen pakket ind i historiens store vingesus, hvor Aalborg-drengen, Henrik Bertelsen, grundet sin uforsigtighed (risikovillighed) og eventyrlyst lander midt i orkanens øje.
De varme og kolde krige
Kombinationen af Stalins politik og adfærd, Trumandoktrinen i 1947 og etableringen af NATO i 1949 startede den kolde krig.
USSR havde en ambition om aktivt at sprede kommunismen til resten af verden, og USA havde med sine allierede, herunder Danmark, en ambition om at forhindre det. Sidstnævnte så hellere, at demokrati, menneskerettigheder og frie markeder blev udbredt til alle.
Den kolde krig og den parallelle oprustning var ressourcekrævende, og risikoen for en ødelæggende atomkrig lurede konstant i horisonten.
Proxykrigene, som de to blokke udkæmpede i primært Korea, Vietnam og Afghanistan, kunne ikke vindes, blev hurtigt upopulære hjemme og førte til åbenlyse menneskelige tragedier på begge sider.
Russerne taber det teknologiske kapløb
Med udviklingen af mainframes i 1960’erne, minicomputerens udbredelse 1970’erne, og den IBM-kompatible PCs succes i 1980’erne, startede der i vesten en IT-revolution, der i løbet af tyve år spredte sig til alle dele af samfundet. Men ikke i Sovjetunionen, hvor planøkonomi, bureaukrati og produktionsproblemer hæmmede innovation og udbredelse. Endvidere hindrede kvaliteten af telefonsystemet, at det kunne anvendes til datakommunikation.
Som et led i den kolde krig indførte amerikanerne begrænsninger på teknologier, som vestlige firmaer måtte sælge til russerne. På trods af at USSR op til slutningen af 1960’erne førte rumkapløbet, og at de også fik en førende position på interkontinentale raketter, så kunne de ikke følge med den teknologiske udvikling i vesten, ligesom de i det hele taget var dårlige til at få ny teknik implementeret bredt i økonomien. Problemet var ikke viden til at udvikle, men evnen til at få kvalitet og kvantitet i produktionen. De russiske ((udtrykkene Rusland og russere benyttes her som synonym for hele Sovjetunionen, der omfattede 15 nationer og deres befolkninger)) ledere troede det var omvendt og besluttede derfor allerede i midten af 1960’erne at stoppe egen udvikling og i stedet satse på tyveri og kopiering af vestlig teknologi.
I perioden fra 1965 til 1985 forsøgte russerne at etablere og fastholde en piratproduktion af IBM-kompatible mainframes. I 1976 stjal de en af de første Cray supercomputere, der med skib var på vej til den franske vejrtjeneste. I starten af 1980’erne forsøgte de at få en VAX superminicomputer smuglet ind via Sydafrika. Hvor nogle af tyveriforsøgene lykkedes og andre ikke gjorde, så kunne russerne ikke få tilstrækkelig kvalitet og kvantitet i piratkopieringen. Desuden tog kopieringen tid, og de kom blot længere og længere bagud.
Omkring 1982 blev CIA bekendt med de KGB aktiviteter, der med indsats af omkring 2.000 agenter målrettet stjal vestlig teknologi for derigennem at indhente forspringet og samtidigt spare udgifterne til egen forskning og udvikling. Som modtræk lancerede amerikanerne et program, som lokkede russerne til at stjæle informationer, der havde indbyggede fejl. Resultatet var, at produkterne, færdigudviklet og sat i produktion på baggrund af de stjålne informationer, ikke virkede eller direkte eksploderede.
Som tiden gik, voksede den teknologiske kløft mellem de to blokke sig stadig større.
Sovjetunionen er i knæ
Med starten af 1980erne havde Sovjetunionen det ikke særlig godt. Militæret beslaglagde næsten en fjerdedel af økonomien, og væksten var gået helt i stå.
USAs præsident, Ronald Reagan (1981-89), var overbevist om, at han kunne køre kommunisternes økonomi i sænk. På den ene side kunne han gennem våbenkapløbet tvinge dem til at øge deres i forvejen ekstremt høje militære udgifter og på den anden side via importrestriktioner forhindre dem adgang til moderne teknologi. Lykkedes det, måtte USSR opgive sin ambition om at sprede kommunisme til resten af verden.
De østeuropæiske vasalstater, der ved flere lejligheder havde forsøgt at frigøre sig fra Moskva, fik med det Polske Solidaritetsinitiativ i 1980 nyt liv. En alliance mellem Reagan og den nye polske pave John Paul II (1979-2005) skabte opbakning hos den polske befolkning til ændringerne, og Moskva tøvede nu med at gribe ind militært.
Voice of America og Radio Free Europe fik i 1980’erne højere budgetter og øgede deres afspilning af pop og rock’n’roll, der blev megapopulært bag jerntæppet. Myndighederne forsøgte at bekæmpe udbredelsen af vestlig kultur, hvilket blot tegnede et indenrigspolitisk mere klart billedet af meningsløse, undertrykkende og inhumane regimer.
Amerikanernes massive støtte af mujahideerne i Afghanistan medvirkede til at gøre russernes indsats og tilstedeværelse der besværlig og enormt ressourcekrævende. Samtidigt havde soldaterne svært ved at forstå, hvad de egentlig kæmpede for.
Vendepunktet
I marts 1985 anbefalede politbureauet Mikhail Gorbachev som efterfølger til Konstantin Chernenko, der efter kun et år på posten døde.
På det tidspunkt var Sovjetunionen ved at falde fra hinanden.
Kombinationen af
- Et topstyret økonomisk system, der hæmmede initiativ og innovation og dermed ikke ikke kunne producere hverken vækst, kvalitet og de varer og tjenester som forbrugerne efterspurgte (og som vesten i overflod tilbød).
- Et tungt og korrupt bureakrati, der i sig selv var dyrt, underminerede borgernes tillid til hinanden og som sammen med et politisk system, der undertrykkede den frie meningsdannelse og straffede kritiske røster slørede problemerne for beslutningstagerne.
- Et system baseret på en politisk filosofi med principper og løfter, der nu lå milevidt fra virkeligheden.
- En verdenspolitisk ambition som kostede enorme ressourcer at vedligeholde
- En dyr og fejlslagen krig i Afghanistan
- Frit faldende energipriser
havde ført til at hele østblokken var gået i stå og ikke kunne levere på nogen af sine ambitioner.
I samme periode, 1918-1985, havde vesten med kapitalisme og liberale demokratier produceret samfund, der langt bedre var i stand til at sikre den brede befolkning velstand og velfærd. Trods perioder med kriser, arbejdsløshed og en stigende ulighed havde de markedsbaserede demokratier, der hvilede på privat ejendomsret, sekulær humanisme og respekt for menneskerettighederne, vist sig den sovjetiske model overlegen.
Gorbachev var klar over, at der skulle gøres noget, og hans udgangspunkt var, at systemet kunne repareres, og at principperne om et socialistisk samfund med en planøkonomi kunne bringes til at fungere. I første omgang gennem mere åbenhed og transparens (glasnost).
På lidt længere sigt var han nødt til at få lukket den kolde krig ned. Der skulle afspændes, så han kunne få reduceret de militære udgifter. Han var også nødt til at få adgang til vestlig teknologi. Uden den kunne han ikke få moderniseret økonomien. Strategien med at stjæle og kopiere duede ikke. Der var brug for perestoika – omstrukturering.
Afspænding
Modsat sine forgængere havde Gorbachev, nok tvunget af omstændighederne, men også på det principielle plan ikke en ambition om, at den sovjetiske samfundsmodel skulle udbredes globalt, at man skulle støtte socialistiske regimer andre steder i verden og mente heller ikke, at USA og vesten i det hele taget udgjorde en militær trussel mod hans land og union.
Ronald Reagan lancerede i marts 1983 The Strategic Defense Initiativ, SDI (Star Wars programmet), der skulle yde USA total beskyttelse mod et atomangreb. Med SDI implementeret ville USSR miste sit vigtigste militærstrategiske våben (trussel om brug af atomvåben), mens USA ville beholde sit. Russerne havde ikke ressourcer til at udvikle et tilsvarende forsvarssystem, og de var heller ikke overbevist om, at det alene havde et defensivt formål. At få stoppet virkeliggørelsen af DSI blev en sovjetisk topprioritet.
Ved Chernenkos begravelse i marts 1985 mødtes Gorbachev (få dage efter han var udnævnt af Politbureauet) med vicepræsident George Bush og udenrigsminister George Schulz. (Det er umiddelbart i kølvandet på det møde, at Henrik Bertelsen kom ind i billedet.)
I november 1985 mødtes Gorbachev og Reagan i Geneve. Mødet gik godt og partnerne var enige om at starte et nedrustningsforløb på atomvåben. Men kunne de nu helt stole på hinanden, og ville deres efterfølgere være loyale overfor aftalerne?
15. januar 1986 offentliggjorde Gorbachev en plan for afskaffelse af atomvåben med udgangen af det 20. århundrede med en 50% reduktion indenfor de første 5-8 år. Hermed imødekom han et ønske fra Ronald Reagan.
Chernobyl
Da Gorbachev blev involveret i miseren omkring nedsmeltningen af reaktoren på Chernobyl den 25. april 1986, gik det for alvor op for ham, hvor råddent det sovjetiske system var blevet, og at reformerne måtte være endnu mere omfattende og skulle gennemføres hurtigere, end han oprindeligt havde forestillet sig. Men hvordan skulle de se ud, ville magtapparatet spille med, og kunne det lykkedes at skabe en human og velfungerende socialisme? Det troede han fortsat på.
Mens Gorbachev havde succes med at bryde med principperne i en samfundsmodel, der ikke fungerede, fejlede han i at erstatte den med noget, der gjorde. Ved slutningen af 1980’erne indså han, at det at redde Sovjetunionen krævede indførelsen af en markedsøkonomi. At gennemføre overgangen var ukendt territorium, og mange fejl blev begået. Han bad gentagne gange om økonomisk hjælp fra vesten for at fuldføre omstruktureringen af økonomien og indføre markedsprincipper og privat ejendomsret, men modtog kun opmuntrende ord som svar.
Reagans strategi lykkedes, men han havde ikke en plan for, hvad der skulle ske derefter. Når man bringer et samfund i knæ, burde man så ikke have en plan for at hjælpe det på fode igen? Er det ikke en smule risikabelt at overlade 300 millioner mennesker til deres egen skæbne og forvente, at de uden demokratiske institutioner og traditioner vil skabe et fredeligt og retfærdigt regime? Hverken Ronald Reagan eller hans efterfølger George H. W. Bush forstod, hvad der foregik, og tilbød at hjælpe, og måske oplever vi konsekvenserne af det i dag?
Korrektur: Maria Bech
