Liker, deler eller kommenterer du på andres opslag på de sociale medier? Også når emnerne er politiske eller på anden måde vedrører forhold udenfor din familie og nære bekendtskabskreds?
Det er der overvældende mange (inklusive undertegnede), der gør, og dermed bidrager vi til, at de sociale medier er blevet nutidens største fordelere af information og nyheder. Det er her langt de fleste mennesker henter de informationer, der påvirker deres værdier, holdinger og kryds i stemmeboksen.
Samtidigt er de sociale medier de største opslagstavler for betalt annoncering.
Google og Facebook rangerer i den øverste top af verdens mest værdifulde firmaer, og deres indtægter er altovervejende baseret på indtægter fra annoncer, der har til formål at påvirke vores adfærd. En opgave de løser langt mere effektivt end de traditionelle medier, fordi vi hver især dagligt fodrer dem med informationer om os selv, vore holdninger, værdier og præferencer.
Forsiden af medaljen
Denne post (som er en anmeldelse af Pierre Collignons bog med titlen Tilbage til virkeligheden – kampen mod fake news, løgne og manipulationer) er et glimrende eksempel på den fagre nye verden, som Internettet og de sociale medier har givet os.
Jeg er postens forfatter og publicerer den direkte på min egen blog. Der er ingen personer i mellem mig og dig (læseren). Det er kun mig, der har taget stilling, om det nu også er fornuftig anvendelse af min tid at læse bogen og at skrive anmeldelsen. Der er ingen, der har redigeret anmeldelsen, der er ingen, der betaler mig for at skrive den og ingen betaler for at læse den. Der er end ikke annoncer på min blog, selvom Google tilbyder mig en sådan service (Adsense). Jeg synes bare, at Pierre Collignons bog er fremragende, og da jeg har lyst og mulighed for at skrive en anmeldelse, så gør jeg det. Næsten uden bagtanker.
Anmeldelsen vil blive delt via de sociale medier, og når læserne liker, kommenterer og deler den, bliver den spredt videre ud i verden. Den vil til evig tid ligge på Internettet og fra tid til anden blive fundet og læst af endnu flere personer.
Før Internettets opfindelse kunne du kun læse boganmeldelser i trykte publikationer, og der var meget begrænsede muligheder for, hvor mange bøger de havde kapacitet til at anmelde. Anmelderne var (og sådan er det fortsat) fast tilknyttet de trykte publikationer (der nu alle har digitale udgaver). Hvis ikke en bog på forhånd havde “clout” nok, blev den ikke anmeldt. Før Internettets opfindelse var det et hårdt liv at være debuterende forfatter. Især hvis du ikke i forvejen var en kendis eller i det mindste kendt af medierne.
Sådan er det ikke mere.
Læserne anmelder bøger på Saxo, Amazon og andre bogportaler samt direkte i deres newsfeed på de sociale medier. Min bog Building Successful Partner Channels, der udkom i 2015, har ikke fået en eneste anmeldelse i de traditionelle medier, men har alene på Amazons portaler fået tilsammen 86 anmeldelser, der har givet i gennemsnit 4,6 ud af 5 stjerner. Hertil kommer, at læsere har skrevet korte anmeldelser på LinkedIn. Bogen har indtil videre solgt over 10.000 eksemplarer. Det er ikke så ringe for en selvudgiver.
Internettet har demokratiseret kommunikationsmulighederne. Alle kan ytre sig uden først at skulle ligge på knæ overfor en journalist eller en redaktør. Eller at skulle betale for at få indrykket en annonce.
Bagsiden af medaljen
Jeg læste Pierre Collignons bog umiddelbart efter at have været totalt opslugt af genlæsningen af Ian Kershaws imponerende to-binds Hitlerbiografi (bind 1: Hubris 1889-1936, Bind 2: Nemesis 1936-45). Ian Kershaw redegør på mesterlig vis for, hvordan det lykkedes Nazisterne at komme til magten, og hvordan det lykkedes at gøre Adolf Hitler umådelig populær i den tyske befolkning (Joseph Göbbels’ værk). Havde man afholdt præsidentvalg i Tyskland i perioden 1938-41, ville Hitler uden nogen form for valgsvindel (i ordets snævre betydning) have vundet med en overvældende majoritet. Vi skal helt hen i 1943-44 før opbakningen til Hitler (nazistpartiet opnåede aldrig tilnærmelsesvis samme popularitet) i befolkningen begynder at vige markant.
Faktisk er hele historien om nazisternes og Hitlers vej til magten en solid case story på, hvor langt man kan komme med fake news, løgne og manipulationer. Hvis omstændighederne flasker sig, kan man komme meget langt (og efterlade 50 millioner døde i sit kølvand). Og flasker de sig ikke, kan man måske alligevel komme langt, ved at få det til at se ud, som om de gør. Det er i dag på mange måder nemmere at fabrikere en fremstilling af virkeligheden, som er baseret på fake news, løgne og manipulationer.
Og rigtig mange hopper på den.
Det er det, Pierre Collignons bog primært handler om.
Donald Trump og Brexit
Pierre Collignon benytter Trumps valgsejr og resultatet af Brexit-afstemingen til at illustrere, hvordan fake news, løgne og manipulationer ved en bevidst og systematisk indsats kan bruges til at sikre politiske resultater, som ellers ville være uopnåelige (hvis kommunikationen var blevet tjekket og filtreret af de traditionelle medier). Det paradoksale er, at de traditionelle mediers facttjek-initiativer forstærker de falske informationers spredning og dermed bidrager til at bringe dem ud til endnu flere, samtidigt med at de stjæler opmærksomhed fra de parter, der ikke benytter samme taktik.
Hvis du siger noget sandt, får du ikke nær samme opmærksomhed, som hvis du siger noget falsk. Og opmærksomheden har i sig selv værdi (lex Simon Spies), fordi den udover direkte at påvirke holdninger også kan påvirke, hvilke emner en debat skal fokusere på.
Kan det virkelig være rigtigt, at mange mennesker er immune overfor fakta?
Hvis man vil have indsigt i hvordan mennesker behandler informationer, danner holdninger og træffer beslutninger, så kan man læse Jonathan Haidts The Righteous Mind – How Good People are Divided by Politics and Religion. Omend med et amerikansk udgangspunkt dokumenterer han på glimrende vis, hvorfor folk hellere skifter argument end standpunkt.
Når man har læst Pierre Collignons bog, forstår man de finere nuancer bag begreberne “fake news, løgne og manipulationer.“ Det er jo ikke alting, der er sort/hvidt. Ofte skal man igennem en del iterationer, før man kan konkludere om et politisk standpunkt er velbegrundet eller ikke. Ved at pille ved fakta og sende fordrejninger ind i debatten, kan man påvirke konklusionerne.
Pierre Collignon bruger en del krudt på at redegøre for russernes påvirkning af det amerikanske præsidentvalg i 2016 og af Brexit-afstemningen. Russernes formål var og er at bidrage til en destabilisering af USA og EU. Med Trump som præsident i USA og briterne optaget af en kompliceret, dyr og langvarig udmeldelsesproces, må de klappe i deres små hænder i Kreml. Men vi har kun set den øverste spids af isbjerget, og russerne er, ligesom mange andre, kun lige begyndt at lære, hvordan deres nye våben skal anvendes.
Og så var der lige de unge mennesker i Makedonien, der opdagede, at opdigtede, sensationelle historier bredte sig viralt på nettet og dermed skaffede trafik til de websites, hvor de blev bragt. Hvilket gav øgede annonceindtægter. Løgnefabrikker viste sig at være potentielle guldgruber.
Heldigvis konkluderer Pierre Collignon, at russerne (eller andre med interesser i destabilisering eller indtjening uden etik) ikke har de store muligheder for at påvirke debatten i Danmark. Dels foregår debatten på dansk (et lille og eksotisk sprog), dels er de ekstremistiske grupperinger for små til at skabe nok støj på de sociale medier, dels er danskerne for veluddannede og dels har vi stor tillid til de traditionelle medier. Det er altså ikke så nemt, at få danskerne til at hoppe på en historie om at Politiken, Berlingske Tidende, Information, Kristeligt Dagblad, JyllandsPosten, DR og TV2 har rottet sig sammen mod Kristian Thulesen-Dahl og udspreder fake news om hans gøren og laden for at forhindre, at han bliver statsminister. De traditionalle danske medier har for længst kappet båndene til deres politiske bagland og kan give alle politikere, myndigheder og autoriteter en tur med den samme grovfil. Det skal vi være glade for.
Det er betryggende at vide, at danskere er svære at løbe om hjørner med, men det er foruroligende, hvis amerikanere, briter og andre store befolkninger er knap så immune. Store lande kan gøre langt større skade på verden end små lande kan.
Vi har brug for de traditionelle medier
De traditionelle medier er en garanti for, at der er en større lødighed i nyheds- og informationsformidlingen. Det har en værdi, at professionelle får mulighed for at filtrere i informationsstrømmen, for at researche, tjekke kilder og analysere interesser og vinkle den information, som vi andre skal basere vores opfattelse af virkeligheden på. De traditionelle og uafhængige medier er en uundværlig del af vor samfundsorden, og hvis vi udsulter den (som vi er godt i gang med) udgør det en trussel mod demokratiet.
De sociale medier har bidraget med meget positivt, men bivirkningerne er alvorlige. De sociale medier har gjort det pærenemt at sprede fake news, løgne og manipulationer. Med læsernes øgede interesse for de sociale medier oplever de traditionelle medier faldende oplag og annonceindtægter, hvilket igen forringer mulighederne for den seriøse journalistik, der kan afsløre urimeligheder, afmontere de værste løgne- og propagandahistorier samt i det hele taget holde magthavere, myndigheder og autoriteter i ørene.
Og hvad gør vi så ved det?
Pierre Collignon beskriver, hvordan de forskellige lande griber forskelligt ind overfor de sociale medier og advarer om ikke at gå for hårdhændet til værks. Det er svært at beskytte ytringsfriheden ved at begrænse den. Hvor går grænsen, og hvordan sikrer vi, at de myndigheder, der får beføjelserne, ikke udnytter dem til egen fordel. Det er set før.
Journalistens rolle og objektivitet diskuteres grundigt i bogen (samt hvordan den har udviklet sig gennem tiden). Det er en interessant diskussion, og personligt ender jeg med at slutte op om det synspunkt, at vi i dag med rimelighed kan forvente, at de traditionelle medier udøver en vis objektivitet og professionel tilgang til behandling og formidling af informationer. En tilgang som de rent reklamefinansierede sociale medier har bevist, at de ikke magter.
Hvis vi vil støtte seriøs journalistik, må vi hver især til lommerne. Det kan per definition ikke være en statsopgave. De gratis tilbud kan ikke løse opgaven og vil aldrig have stamina til at køre en Watergate igennem og vælte en amerikansk præsident.
Og det har vi ind i mellem brug for.
Tilbage til virkeligheden – kampen mod fake news, løgne og manipulationer
Titel: Tilbage til virkeligheden – kampen mod fake news, løgne og manipulationer
Antal sider: 335
Forfattere: Pierre Collignon
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesdato: 15. maj 2018
Priser: DKK 179,95 inkl. moms (e-bog) eller DKK 299,95 som gammeldags papirbog.
Anbefaling: Kan varmt anbefales til alle, der ikke ønsker at løbe med en halv vind eller at bidrage til demokratiet undergang.
Anmeldelser: Bogen har fået mange gode anmeldelser i medierne men endnu ingen læseranmeldelser (udover min).
PS. Terminologi
Da jeg skrev denne post, opdagende jeg, at der mangler et ord for det, jeg kalder de traditionelle medier, og som er et rigtig dårligt udtryk.
Jeg abonnerer på Zetland og på Medium, som næppe kan kaldes traditionelle medier.
Hvad skal vi kalde de medier, der har ansat fagjournalistisk personale, som udvælger, researcher, analyserer, diskuterer og præsenterer nyheder og information med det formål at informere deres læsere?
