En roman kommer til verden – del 7
Har du kommercielle ambitioner med dit bogprojektet, skal du finde balancen mellem den historie, du gerne vil fortælle og den, som mange læsere gerne vil købe eller låne, for derefter at anbefale til andre.
Dårlige bøger kan godt blive bestsellere, men det kræver, at forfatteren eller bogens tema er kendt i forvejen. Med et dårligt produkt kommer den ukendte debutforfatteren ikke langt.
Men et godt produkt er ikke tilstrækkeligt. Det skal også komme til de potentielle læseres eller lytteres kendskab. I denne serie af artikler giver jeg mit bud på, hvordan du opnår begge dele. En god bog og en effektiv markedsføring.
Den samlede proces, der skal omforme tanker i forfatterens hoved til sætninger foran læserens øjne eller oplæsning i hendes ører, kan med fordel betragtes som fem hovedfaser:
A. Formulering af idé og koncept (bogresumé)
B. Markedsføring
C. Redaktion og korrektur
D. Udgivelse
E. Udvikling af basismanuskript
I tidligere og nærværende artikel diskuterer jeg fase A, der omfatter udviklingen bogresuméet. Vi kunne også kalde det bogens forretningsplan.
Bogresuméet
Bogresuméet eller forretningsplanen indeholder tolv elementer:
- Titel, undertitel og omslag (bogens forside, ryg og bagside)
- Formål
- Sammenfatning
- Målgruppe
- Lignende bøger
- Magneten
- Manuskriptprocessen
- Udgivelsesprocessen
- Markedsføring
- Format, priser, ISBN og kategorier
- Tidsplan og økonomi
- Om forfatteren
Bemærk at rækkefølgen ikke repræsenterer kronologien i bogens tilblivelsesproces. Det er blot rækkefølgen i afsnittene i dokumentet.
I denne artikel behandler jeg udgivelsesprocessen.
Udgivelsesprocessen
I min terminologi omfatter udgivelsesprocessen følgende aktiviteter:
- Oprettelse på Bogportalen (den trykte udgave)
- Opdatering af din profil hos Dansk Forfatterforening
- Ombrydning til tryk
- Kompilering til e-bog
- Indtaling og forberedelse af lydfiler til lydbogsudgaven
- Oprettelse hos Publizon (e-bog og lydbog)
- Valg af trykkoncept
- Registrering i Dansk Bogfortegnelse (lektørudtalelse)
I bogresuméet beskriver du hvilke aktiviteter, der indgår i din udgivelsesproces, og hvornår og hvordan du vil udføre dem. Nedenfor knytter jeg nogle korte kommentarer til hvert punkt. I senere artikler uddybes hvert enkelt yderligere.
Oprettelse på Bogportalen
Du kan oprette bogen på Bogportalen, længe før den udkommer. Når den er oprettet, kan interesserede læsere forudbestille den via deres boghandler. Det giver derfor god mening at oprette den nogle måneder før, den kan købes i butikker og på portalerne.
I bogresuméet angiver du hvilken forside, metadata, priser og rabatkoder du vil benytte. Jeg anbefalede i en tidligere artikel at starte med at få kreeret et omslag. Det kan du nu benytte ved oprettelsen.
Bordet fanger ikke. Du kan sagtens ændre metadats undervejs eller helt opgive projektet. Kommercielle transaktioner finder først sted, når bogen kan leveres.
Opdatering af din profil hos Dansk Forfatterforening
Hvis du er medlem af Dansk Forfatterforening, kan du i god tid ajourføre din profil med den planlagte nyudgivelse.
Ombrydning til tryk
Beskriv hvordan du planlægger at ombryde manuskriptet til den PDF-fil der bruges til tryk.
Indeholder bogen mange illustrationer, kan det være en fordel at lade en grafiker stå for arbejdet.
Er det en tekstbog, kan du selv gøre det. Amazon KDP University har detaljerede vejledninger i ombrydning i Word (Microsoft Windows og Apple iOS) og Pages (Apple iOS). KDP University har mange andre vejledninger, som den udgivende forfatter kan drage stor nytte af.
Du kan også anvende et program som Vellum, der er designet og udviklet netop til den opgave. Det benytter jeg for første gang til Balladen i Mekka.
Vælger du selv at stå for ombrydningen, skal du afsætte tid til at gå hver enkelt side igennem for eventuelle fejl. Det skal du i øvrigt også, hvis du vælger at lade en grafiker udføre arbejdet.
Kompilering til e-bog
Beskriv hvilke formater du vil tilbyde, og hvordan du vil fremstille dem. Vellum kompilerer også til alle e-formaterne.
Lydbog
For rene tekstbøger er det oplagt også at tilbyde en lydudgave.
Hvis ikke du selv kan indtale den, må du finde en oplæser. Så snart du har en tekstprøve fra manuskriptet, kan du gå i gang med søgning og udvælgelse.
Da potentielle oplæsere ikke sidder og venter på, at du bliver færdig, skal du booke dem i god tid.
Efter indtaling skal lydfilerne efterbehandles. Er du lidt fingernem med IT, kan du selv gøre det. Ellers må du engagere en tekniker.
Valg af trykkoncept
De fleste vil som udgangspunkt vælge Bookbox-løsningen. Hvis bogen har et godt forsalg, >1.000 bøger, kan du skifte til almindelig tryk.
Publizon
Publizon står for distribution af e-bøger og lydbøger til bogportaler, e-reolen og streamingtjenester. Oprettelse af e-bog og lydbog kan først ske, når de foreligger.
Dansk Bogfortegnelse og lektørudtalelse
For at bogen kan komme i betragtning tl en lektørudtalelse skal den være optaget i Dansk Bogfortegnelse. Det kan først ske, når den ligger i sin færdigtrykte udgave. E-bøger og lydbøger kommer ved oprettelse på Publizon også med i fortegnelsen.
Bøger optaget i bogfortegnelsen bliver vurderet til lektørudtalelese. Det betyder også, at DBC kan fravælge at lade din bog få en udtalelse.
Næste artikel: Tidsplan og økonomi
Tidligere artikler i denne serie:
- Artikel 1: En roman kommer til verden
- Artikel 2: Sådan skriver du en god bog
- Artikel 3: Bogens værditilbud
- Artikel 4: Målgruppe
- Artikel 5: Magneten der tiltrækker læsere og anmeldere
- Artikel 6: Manuskriptet