Uniconta gir’ den gas


Da Erik Damgaard i foråret 2016 lancerede sit nye økonomisystem Uniconta, havde han øjnene fast rettet mod de mange C5-brugere, som han vidste skulle skifte indenfor de kommende år.


På det danske marked for økonomisystemer til små og mellemstore virksomheder nærmer vi os hastigt to helt afgørende datoer:

Den 31. december i år lukker Microsoft for C5 Classic online. Virksomheder, der benytter denne service, skal finde en anden løsning.

Den 8. januar 2019 indstiller Microsoft service og support af C5 Classic. Det betyder, at der ikke længere kommer rettelser og opdateringer. Brugerne kan fortsat benytte produktet, men der vil fremover opstå problemer med at køre på C5 Classic på nyere styresystemer/servere, ligesom der må forventes stigende knas med at integrere til Microsoft Office.

C5-markedet

C5, der bruges af ca. 25.000 danske virksomheder, er en af Erik Damgaards helt store successer. Det var nemlig på hans vagt som udviklingschef i Damgaard Data, at C5 blev lanceret i efteråret 1994. C5 var efterfølgeren til Concorde Økonomi (1986), der var efterfølgeren til Danmax, som den 23-årige Erik Damgaard lancerede sammen sin 21-årige bror Preben på Kontor&Data messen i 1984.

Da Erik Damgaard i foråret 2016 lancerede sit nye økonomisystem Uniconta, havde han øjnene fast rettet mod de mange C5-brugere, som han vidste skulle skifte indenfor de kommende år.

”Uniconta drager fordel af mine 35 års erfaring med, hvad kunderne gerne vil have”, siger Erik Damgaard. ”Men nu er fundamentet og indpakningen den nyeste teknologi, der giver kunderne markant lavere omkostninger, både når det gælder anskaffelse, drift og opgradering. Selv om Uniconta er udviklet med verdensmarkedet for øje, så har jeg hele tiden haft C5-brugerne i tankerne. Jeg har prioriteret det, som jeg ved, de vil efterspørge, når de skal vælge nyt økonomisystem. Jeg har også gjort selve overgangen til Uniconta helt smertefri.”

Erik Damgaard har altid haft stor affinitet for de små og mellemstore kunder, og da han forlod Microsoft i 2004, forsøgte han at købe C5 forretningen tilbage.

”Microsoft havde den gang planer om nye produkter til de små og mellemstore kunder, så de ville ikke af med C5-kunderne”, husker Erik Damgaard. ”De planer blev ikke til noget, så nu er Microsofts tilbud, at kunderne kan komme over på Dynamics 365 Business Central, der er baseret på NAV. NAV er et glimrende produkt, men det passer bare ikke til C5-kunderne.”

Et stort trut i markedsføringstrumpeten

I efteråret kører Uniconta en kæmpe kampagne for at gøre alle C5-brugere i Danmark opmærksomme på, at Erik Damgaard har afløseren klar nu.

Sammen med knap 50 forhandlere kører Uniconta hele efteråret kampagner på de sociale medier, støttet af annoncer i det trykte medier, telemarketing samt korte reklameindslag på de lokale kommercielle radiostationer fra Gedser til Skagen.

Der er tale om en af de største markedsføringskampagner for en IT-løsning, som vi har set i Danmark i mange år, og som leder tankerne hen på lanceringen af C5-Light i efteråret 1995, hvor der for første gang blev anvendt TV-reklamespots for et softwareprodukt.

”Sammen med vores forhandlere afholder vi 48 seminarer fordelt over hele landet”, fortæller marketingchef Casper Guldbrandsen. ”En C5-bruger skal max køre i en halv time for med sine egne øjne og ører at erfare, hvor nemt der er at komme over på Uniconta og hvilke yderligere fordele han derudover opnår.”

Uniconta er et forhandlerprodukt

De knapt 50 forhandlere, der medvirker i og medfinansierer kampagnen, skal stå for afholdelsen af informationsseminarerne og skal efterfølgende servicere kunderne.

”C5 blev en så stor succes, fordi det var muligt at tilpasse produktet efter kundernes individuelle behov. De tilpasninger stod forhandlerne for”, siger salgsdirektør Per Pedersen. ”Uniconta følger samme filosofi, selv om den tekniske løsning nu blot er mere elegant, så kunderne ikke længere skal have genudviklet tilpasningerne, når vi opgraderer kernesystemet. Det er fortsat forhandlerne, der hjælper kunderne med opsætningen og med at få tilgodeset de særlige behov, som kernesystemet ikke imødekommer.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Verified by MonsterInsights