Jeg læser min Berlinger her til morgen. Her støder jeg kl. 10:37 på en ny bog af Carmine Gallo med titlen: The Innovation Secrets of Steve Jobs. Bogen er oversat til dansk med titlen “Steve Job’s innovationsmetode”. Pris på dansk kr. 299,-.
Jeg har ikke lyst til at læse engelske bøger på dansk og går derfor straks på Amazon (10:38). På Amazon er bogen tilgængelig i fysisk form og i en Kindle version. Kindle versionen koster USD15,02 mens bogen koster USD13,76 plus forsendelse. Nu har jeg en Kindle (som App på min Apple iPad) og vælger derfor Kindle versionen. 10:42 ligger bogen på min iPad og jeg kan begynde at læse.
Lad os lige tage prisen først.
På dansk koster bogen kr. 299,-. På engelsk koster bogen EUR 17,95 = kr. 133,55 inkl. forsendelse og moms (man skal ikke købe bøger på Amazon.com, men på Amazon.de eller Amazon.co.uk). Kindleversionen ryger uden om hele systemet og lander på kr. 77,66.
Er der nogen, der kan forklare mig, hvordan man kan sælge en bog til kr. 299, når den kan fås til kr. 77,66?
Bogen til kr. 299 kan du enten bestille på nettet og betale forsendelsesomkostnnger oveni, eller du skal bruge tid på at gå til boghandleren (ring lige først, så du ikke går forgæves).
Sproget?? Don’t get me wrong: Jeg har ikke noget imod det danske sprog, men hvis du interesserer dig for emnet innovation, vil det nok være en rigtig god ide at vænne dig til at læse engelsk litteratur på originalsproget. Hvis du holder fast i dansk, kommer du ikke ret langt i denne verden.
Personligt har jeg nu læst bøger på min iPad i over et år og jeg fortrækker klart dette medie frem for den fysiske bog. Her er række årsager til min begejstring:
- Jeg skal ikke opbevare bøgerne fysisk. De optager ingen plads.
- Jeg har mine bøger med mig overalt
- Jeg kan hurtig finde en bog. Det tager mig mindre en 10 sekunder.
- Når jeg læser en bog, kan jeg pege på et ord, hvorefter det straks bliver slået op i en ordbog, jeg kan også vælge at slå det op på Wikipedia eller Google det.
- Jeg kan markere tekst med gult og efterfølgende få en oversigt over alt hvad jeg har markeret.
- Jeg får information om hvad andre læsere har markeret
- Jeg kan tilføje noter og efterfølgende få en oversigt over alle mine noter med angivelse af hvor i teksten de hører hjemme
- Jeg kan købe bøger når som helst og hvor som helst.
Ulemper? Du kan ikke låne bogen ud eller give den videre til en anden. Det kan jo egentlig ikke være dit problem, men jeg tror nogen vil opfatte det som en ulempe. Hvis du vil læse ved meget stærkt direkte sollys er en iPad ikke ideel. Sidder du i skyggen er det ikke et problem. Med en original Kindle er sollys ikke et problem.
Efterskrift i januar 2013: Bogen var ikke særlig god. En overfladisk beretning, der vist forsøgte at score lidt nemme $$$ på Steve Job’s afsked med denne verden.