I denne tekst, der ikke kommer med i den færdige udgave af romanen For ussel mammon, reflekterer Henrik Bertelsen over et slogan fra sin tid i Control Data, der indebar at gøre “samfundets store behov til profitable forretningsmuligheder.”
Dengang undrede han sig over, hvad det egentlig betød – og hvorfor ingen i organisationen syntes at tage det alvorligt. Her fortæller han om sine oplevelser og tanker fra den periode, hvor idealisme og forretning blev blandet på måder, der i hans øjne både var naive og farlige.
Ind imellem kurser og selvstudier læste jeg også firmaets brochuremateriale, der noget upraktisk var i amerikansk standardformat, lidt bredere og lidt kortere end de A4-ringbind, vi ellers benyttede til arkivering. Alle brochurerne havde som slogan – “Addressing Society’s Major Needs as Profitable Business Opportunities” – trykt på forsiden. Ordene forstod jeg, men når jeg betragtede Control Datas forretningsaktiviteter i Danmark, var sammenhængen ikke iøjnefaldende.
“Der er heller ikke nogen,” havde min chef forklaret, da jeg spurgte ham. “Det er noget, de roder med i USA.”
“Og hvordan giver det sig udtryk?” fulgte jeg op.
“Det er vist noget med, at de lægger deres fabrikker, hvor der er stor arbejdsløshed,” fortalte han. “PLATO er også et initiativ, der skal hjælpe med at løse de store uddannelsesproblemer, de har derovre.”
“Det har altså ingen betydning for det, vi laver i Danmark?” Jeg ville være helt sikker på, at jeg forstod det rigtigt.’
“Korrekt. Det er ikke noget, der vedrører os.”
Når det stod på alt brochurematerialet og fyldte mange spalter i årsrapporten, måtte det da være noget, vi alle skulle arbejde med?
Men det var det ikke. Uanset hvem jeg spurgte i det danske selskab, rystede de blot på hovedet og pegede mod vest.
Da jeg i hele juni måned var på introduktionsophold på hovedkontoret i Minneapolis, holdt jeg også hurtigt op med at bore i det, for her ville heller ingen kendes ved det. Det var en fiks idé, ledelsen havde fået. Vi andre skulle bare sælge produkterne.
Sloganet havde så vidt jeg kunne skønne to separate dele. Society’s Major Needs og Profitable Business Opportunities.
Den første del var meget generel, og jeg havde i en dansk sammenhæng svært ved at se, hvilke store samfundsproblemer som Control Data potentielt skulle kaste sig over. Ikke fordi vi ingen havde i Danmark, men at de skulle løses af et amerikansk computerfirma, kunne jeg ikke se for mig.
Den anden del, der gik ud på, at vi skulle tjene penge på det, var mig også uklar. Alle virksomheder skulle tjene penge. Ellers gik de konkurs. Hvorfor var det nødvendigt at understrege i et slogan?
Jo mere jeg analyserede sloganet, desto mere overbevist blev jeg om, at det ikke gav nogen mening. Det lød umiddelbart sympatisk, men var ved nærmere eftertanke noget sludder. Med tiden lærte jeg også at leve med at ignorere det.
Nu, fem år senere, hvor firmaet stod overfor store udfordringer, forstod jeg, at det måske var en af kerneårsagerne til problemerne. Ledelsen havde i succesens beruselse forelsket sig i en idé om, at man skulle deltage aktivt i løsningen af USA’s sociale udfordringer. Der var bestemt nok at tage fat på, så det lød umiddelbart sympatisk. Men det tog opmærksomhed fra kerneaktiviteterne og det, som kunderne havde valgt firmaet på, nemlig de kraftfulde computere. Mens ledelsen således afholdt konferencer om og iværksatte altruistiske projekter, der skulle afhjælpe nogle af landets systemiske sociale problemer, overhalede konkurrenterne os på vores kerneprodukter, mens en bølge af alternative teknologier åd sig ind på vores kunder fra alle sider.
Hele idéen om, at et samfunds basale behov som sundhed, uddannelse, beskæftigelse og social sikkerhed skulle løses af private virksomheder, der helt ukoordineret udvalgte projekter, som de anså for rentable, forekom mig i øvrigt irrationel. Definitionen på et samfund var efter min mening baseret på et princip om solidaritet. Den velstand, som produceredes i samfundet, skulle blandt andet anvendes til at sikre et fælles fundament. Alle skulle have fordel af modellen. Jeg ville næppe selv være, hvor jeg var i 1985, hvis ikke det var for den danske samfundsmodel.
Princippet, hvor det offentlige spillede den afgørende rolle i sikringen af den fælles sociale infrastruktur, forekom mig en langt bedre løsning. Med den løn, jeg tjente, fulgte en høj skat, men det var i orden. Der var stadig meget tilbage til mig selv. Mit bidrag kunne vel også betragtes som afdrag på den investering, samfundet havde gjort i mig. Det var en fair deal. Naturligvis kunne man diskutere, hvor balancen skulle gå mellem samfundets og den enkeltes ansvar, men den amerikanske model kunne jeg ikke se, at nogen havde fordele ved. Den producerede social ulighed og skabte i øvrigt de problemer, som Control Data så mente, de kunne tjene penge på at løse.
Den model havde jeg altså ikke fidus til.
Andre artikler i denne serie:
- Fine hoteller og dyre middage
- Tilbage på skolebænken
- Den psykologiske salgsmetode
- Et Eldorado for guitarister
- Guitarjagt og Global Vildfarelse
- Den gyldne facade
- Hvordan en kalender ændrede mit liv
- Campingfatter og den lille charmør
- Den snorkende sydafrikaner
- Tjernobyl – da teknologien og dømmekraften fejlede
- Hvem er Henrik Bertelsen?
